1. Man bliver kunstig af forfængelighed. Man mister sin naturlighed eller originalitet, og man optræder som om, man er en anden. Man bliver gradvis kunstig – ikke kun i personligheden, men også i sin adfærd, sin stemme, sit udseende og sine forbindelser med andre. Et kunstigt menneske kan ikke skabe tillid og troværdighed. Tillid og troværdighed skabes, når man er sig selv, samlet og hel.

Et kunstigt menneske kan ikke gøre dybere indtryk på andre. Det bruger de bedste ord. Det klæder sig på den mest imponerende måde. Dets manerer er matematisk korrekte. Men det kan ikke trænge igennem til andre, fordi det ikke er sig selv men sin forfængelighed, og der er et stort tomrum inden i det forfængelige menneske. Når det forfængelige menneske begynder at vejlede sine børn eller andre, kan det ikke gøre indtryk på dem. Det er som at tale til en mur. Det er årsagen til, at forfængelighed ofte tvinger mennesker til at blive aggressive og voldsomme i et forsøg på at erstatte den indre tomhed.

2. Forfængelighed får et menneske til at spille roller. I virkeligheden programmeres der roller i den mentale computer fra barndommen, og forfængeligheden afspiller dem igen, når man stiller ind på dem. Hver gang man opdager, at man spiller en rolle, gør man fremskridt i sin natur, for når man har set, hvordan man spiller rollen, er det mere sandsynligt, at man får øje på forfængeligheden og bearbejder den.

Roller er dramatiseringer af et menneskes forfængelighed. De udtrykkes gennem latter eller tårer, ord eller tavshed og i mange eller få bevægelser. De, der indser, hvordan man er fanget i sine roller, betragter dem som nedværdigende. Selv i familien spiller man roller. Man spiller syg. Man spiller træt. Man spiller reserveret osv. Hvis man ikke kan se sine roller og standse dem, kan man ikke udrydde sin forfængelighed. Hvis rollerne ikke standses, bliver man så frustreret, at hele tilværelsen bliver ét stort rollespil.

I en episode afslog en mor at give sit barn noget, det meget gerne ville have. For at plage hende begyndte barnet at græde. Men efterhånden som tiden gik, opdagede det, at det overhovedet ikke generede hende. Derfor hævede barnet stemmen og græd endnu højere. Ti minutter efter sagde hun, at det ikke var muligt at plage hende, fordi gråden tydeligvis ikke var ægte. Derfor tilføjede hun: ”Du kan blive ved til i morgen, hvis du har lyst”. Pludselig følte barnet sig så fjollet, at det begyndte at le. ”Det er alt sammen en del af rollen”, sagde moderen, ”– kom ud af den og vær dig selv”.