Når man er forfængelig, opbygger man et permanent selvbedrag, som man lever i. Gradvis bliver man så vant til det selvskabte billede af sig selv, at man ikke længere eksisterer som en sjæl, men har et indre tomrum. Forfængelige mennesker optræder som en slags søvngængere. De lever, som om de drømmer en behagelig drøm. Deres logik og fornuft er begrænset til det falske billede af sig selv. De kan ikke få jordforbindelse, og det er grunden til, at de ikke kan møde tilværelsen, som den er.

Det falske billede skabes af menneskets egen forfængelighed og andres tanker om det. Hvis man f.eks. forstiller sig, at man er indviet, forstiller andre mennesker sig, at man er indviet. De to tankeformer bygger det falske selvbillede. I forsøget på at bevise, at man er en ophøjet indviet, foretager man sig mange underlige ting. I forsøget på at fylde tomheden, spærrer man sig selv inde i et netværk af løgne og falske forestillinger, og det gør situationen mere og mere kompliceret.

Forfængelige mennesker skjuler sig altid i selvskabte komplikationer, fordi de er bange for, at nogen skal gennemskue dem. Men hvordan skabes forfængelighed?

1. Forfængelighed skabes af posthypnotiske suggestioner. Som eksempel kan man forestille sig, at et menneske ligger syg og har feber – eller at det er under narkose – og nogen siger til det: ”Du er et stort og vigtigt menneske, en stor forfatter, en stor politiker osv.” Bemærkningen trænger dybt ind i bevidstheden, og når mennesket bliver rask eller vågner efter narkosen, gør det sig store anstrengelser for at være ”et stort og vigtigt menneske, en stor forfatter, en stor politiker osv.” Og hver gang det ikke lykkes, gør det endnu mere groteske forsøg på at overbevise verden om, at det er stort og vigtigt til et eller andet.