Lovgivning og legalisme[1], der omsættes til handling, giver verdslig magt og indflydelse, og i den forstand er der tale om en guddommelig profession. Menneskets love skal afspejle de guddommelige love. Menneskets love er en repræsentant for de højere love. Menneskets love kan betragtes som et glimt af kosmos, som er omsat til tørre paragraffer og støvede procedurer, som gør det muligt at administrere lovene i menneskets verden.

Det primære formål med de kosmiske love er at skabe fuldkomne mennesker. Og det er en kosmisk målsætning, der altid skal ligge i baghovedet på de mennesker, der administrerer menneskets love. Det dybere formål med den beskyttende lovgivning er ikke så meget at straffe, men nærmere at højne – ikke så meget at begrænse, men nærmere at retlede – aldrig at knuse, men altid til at løfte.

Lovenes formål – både internationale, nationale og civile love – er at fuldkommengøre menneskeheden, at uddanne det enkelte menneske i selvkontrol og i metoder til at skabe rigtige relationer til sine medmennesker, og dermed etablere et fleksibelt men fast grundlag for civilisationen.

Retfærdighed i menneskeriget skal derfor altid forvaltes med det højeste og mest sublime formål for menneskets eksistens for øje. Ærlige borgere skal beskyttes. Uærlige skal kontrolleres, og de bevidst kriminelle skal straffes og isoleres, men altid med det formål at skabe en bedre og finere mennesketype. Det er den afgørende test på værdien af – og endda gyldigheden af – enhver lov, som udarbejdes, administreres og praktiseres.

_________________________________

[1] Legalisme betegner generelt en holdning, der er baseret på, at man skal følge gældende love, fordi de er love.

_________________________________