Fortidens ophøjede skikkelser
I fortiden var den ægte esoterisme selve livsnerven i verden. Kilden til det åndelige liv strømmede fra de skabninger, der havde udviklet den åndelige natur til fuldkommenhed. Dengang verden modtog sit lys og sit liv fra de ophøjede skikkelser, var det naturligvis ikke muligt, at deres viden, deres egenskaber og deres arbejde kunne overføres til eller deles med den stort set uudviklede menneskehed – heller ikke med den forholdsvis fremskredne del af menneskeheden, der fulgte dem. Og det var helt utænkeligt, at en stor del af deres undervisning eller enhver dybere forståelse af deres arbejde og deres metoder kunne formidles til menneskeheden i almindelighed, og alligevel var det nødvendigt at skabe netværk og introducere systemer. Det var en nødvendighed, der medførte, at mennesker, der havde udviklet deres åndelige natur, men endnu ikke var fuldt udviklet – mennesker med stor kraft, og som i menneskehedens historie skiller sig ud som åndelige giganter – forsøgte at give de mere udviklede i menneskeheden en vis erkendelse af den opadgående udviklingsvej, der uundgåeligt skal vandres, og de formidlede vis en vis forståelse af de metoder, der kan benyttes, hvis man vil have adgang til de åndelige regioner.
Selv om det var højt udviklede mennesker, var den åndelige natur ikke helt udviklet. De var ikke fuldkomne. De omtales her med den største respekt, fordi de allerede dengang var så meget længere i deres udvikling end eliten i den nulevende menneskehed – og man kan endda sige, at de havde overgået andre, der udviklede sig på deres eget niveau. Ét menneske kunne derfor have udviklet stor intellektuel magt, men samtidig var den moralske karakter måske knap så fuldkommen. Et andet menneske kunne have gjort store fremskridt i sin hengivenhed, men den intellektuelle kraft var måske ikke fuldt udviklet. Et tredje menneske kunne være meget langt i forståelse af den religiøse betydning for menneskets udvikling, men ikke så langt i indsigten i menneskets filosofiske udvikling. Og et fjerne menneske havde måske fokuseret opmærksomheden på udviklingen af bestemte sider af menneskets natur, som havde indflydelse på tilværelsens fysiske områder, og endda forceret udviklingen af de aspekter i mennesket, som – når de udvikles nedefra og op – kunne skabe kontakt med dele af den astrale eller den lavere mentale verden, og dermed tvinge aspekterne og den del af naturen, som de tilhører, til både mental og moralsk udvikling.
|