Intellektet er adskillende og ånden er forenende. Den ene skaber illusionen, og den anden transcenderer den. Den ene er kilde til både individualitet og personlighed, mens den anden er kilden til den enhed, mennesket stræber efter, og som skal realiseres. Det er derfor indlysende, at de to modsætninger i evolutionen ikke kan betragtes som kausalt relateret i snæver forstand, og man kan derfor ikke sige, at udviklingen i menneskets intellektuelle natur uundgåeligt vil medføre udvikling af den åndelige natur.

Tværtimod skal mennesket lære, at det ikke er intellektet. Det skal bruge intellektet som et redskab. Mennesket skal lære, at det ikke er den adskilte personlighed, men at det er den ånd og det liv, der bor – ikke bare i personligheden, men i alle. Det er selve formålet med evolutionen. Det er målet for menneskets pilgrimsrejse. Og derfor skal esoterisme – og med det menes der studier og udvikling af ​​den åndelige natur – fuldstændig transcendere den intellektuelle udvikling. I de tidlige stadier vil intellektet være en voldsom modstander og en farlig fjende, fordi den skaber illusioner. Det er den type illusioner, der advares imod i bogen Stilhedens Stemme, den vigtige bog, der beskriver vejen til det åndelige liv. Når man erkender det, skal man naturligvis se frem til den åndelige udvikling som noget, der skal arbejdes for, og at det ikke er noget, der kan gennemføres i den udviklingsfase, man befinder sig i her og nu. Man skal først gøre sig parat til at klare udviklingsvejens enorme vanskeligheder. Det kræver en indsats alene at forstå hvor meget, man skal arbejde med sin karakter og med sin natur. Det er enorme krav, som man skal være i stand til at konfrontere, før noget, der kan kaldes esoterisme, kommer inden for rækkevidde.