LYS PÅ VEJEN
KOMMENTARER
V
SJÆLEN MÅ VASKE SINE FØDDER I HJERTETS BLOD,
FØR DEN KAN STÅ I NÆRHEDEN AF MESTEREN
Når ordet ”sjæl” benyttes her, betyder det sjælens på sit eget plan (kausalplanet) eller ”den udstrålende ånd”.
”At være i stand til at stå” vil sige ”at have tillid”, og at have tillid betyder, at disciplene er sikre på sig selv, at de har lagt deres følelser, deres personlighed og endog deres menneskelighed bag sig. Det betyder, at de ikke længere føler frygt og smerte. Deres bevidsthed er fokuseret på det guddommelige liv, der symbolsk kommer til udtryk ved ordet ”mestrene”. De ser, hører, taler og bruger udelukkende kraft for den guddommelige stråle, som deres højeste sans er kommet i kontakt med. På dette udviklingsniveau er de frygtløse, fri for lidelse, ængstelse og modløshed. Deres sjæl er fast forankret. De forhaler ikke processen, for de viger ikke tilbage, når de udsættes for den fulde styrke fra flammen fra det guddommelige lys, der gennemstrømmer hele deres natur. Derfor kan de nu kræve deres retmæssige arv og forlange forening med menneskenes vejledere, for de indånder den samme luft, som mestrene.
Men for at det på nogen måde kan blive en realitet for disciplene, skal sjælens ”fødder vaskes i hjertets blod”.
Det offer – eller overgivelsen – af menneskets hjerte og dets følelser, er den første af de regler, der kræver, at man ”opnår en balance, som ikke kan rystes af personlige følelser”. Den samme sindsligevægt opnår den stoiske filosof, ved at træde til side for at se upersonligt på sine egne lidelser, på samme måde som man ser på andres lidelser.
Ligesom ”tårer” i den esoteriske lære er udtryk for sjælelige reaktioner og ikke fysiske, er ”blod” heller ikke en betegnelse for fysisk blod, men det vigtige, skabende princip i menneskets natur, der tvinger det ind i menneskelivet for at erfare lidelse og nydelse, glæde og sorg. Når mennesket lader blodet strømme ud fra hjertet, står det foran mestrene som ren ånd, der ikke længere ønsker at inkarnere for at forædle følelser og tanker og for at få erfaringer. Gennem lange tidsaldre kan en lang række inkarnationer i det grove stof måske endnu en gang blive menneskets skæbne, men det grundlæggende begær efter inkarnation er forsvundet. Hvis mennesket ønsker at inkarnere i et fysisk legeme, er det for at gennemføre en guddommelig opgave. Det er ønsket om at udføre opgaver for mestrene og ikke af nogen anden grund.
Det ønsker hverken glæde eller smerte. Det beder ikke om en Himmel og frygter intet Helvede. Det har påtaget sig at videreføre en stor arv, der ikke er en kompensation for det, som det har opgivet, for det er en tilstand, der udsletter alle erindringer om det. Det lever ikke længere i verden, men for verden. Menneskets synskreds er blevet udvidet til at omfatte hele Universet.
--oo0oo--
|