8. kapitel

Clairvoyance i tid

Fremtiden

Selv om man på en uklar og tåget måde kan fatte den tanke, at hele fortiden kan være samtidigt og aktivt til stede i en tilstrækkeligt udviklet bevidsthed, så konfronteres man alligevel med en langt større vanskelighed, når man forsøger at forstå, hvordan hele fremtiden også kan være til stede i bevidstheden. Hvis man skal tro på den calvinistiske[1] teori om forudbestemmelsen, ville det være nemt – men når man, som esoteriker ved, at opfattelsen er en grotesk forvrængning af sandheden, så skal man forsøge at finde en mere seriøs hypotese.

Der er sandsynligvis mange mennesker, der benægter, at fremsynethed er en mulighed, men benægtelsen er bare udtryk for uvidenhed, for der findes utallige beviser på, at evnen eksisterer, og emnet er bekræftet af et stort antal dokumenterede tilfælde, og derfor er der ingen tvivl om, at fremsynethed er et faktum, men mange tilfælde af fremsynethed opstår på en måde, der gør det vanskeligt at give en seriøs og detaljeret forklaring. Det er indlysende, at sjælen har evnen til fremsynethed i et vist omfang. Hvis de forudsete begivenheder altid er vigtige, er der grund til at tro, at en ekstraordinær stimulans har gjort det muligt for sjælen for en gangs skyld at give den lavere personlighed et klart indtryk af, hvad sjælen har forudset. Det er uden tvivl forklaringen på mange af de tilfælde, hvor død eller alvorlige ulykker forudses. Men der er desuden beretninger om et stort antal tilfælde, hvor den forklaring ikke kan passe, for de forudsagte begivenheder har været helt banale og uden betydning.

En kendt beretning om fremsynethed i Skotland illustrerer princippet. En mand, som ikke troede på noget ”overnaturligt”, blev af en clairvoyant fra højlandet advaret om en nabos snarlige død. Profetien blev givet med ret mange detaljer, herunder en fuldstændig beskrivelse af begravelsen, bl.a. med navne på de fire mænd, der skulle bære kisteklædets hjørner, og andre, der ville være til stede ved ceremonien. Manden morede sig over historien, og han glemte den med det samme. Men da hans nabo døde på det tidspunkt, der var blevet forudsagt, kom han til at tænke på forudsigelsen. Han besluttede derfor, at han ville forhindre, at en del af forudsigelsen gik i opfyldelse ved selv at være en af de fire, der bar kisteklædet. Det lykkedes ham at få aftalen på plads, præcis som han ønskede det. Men da begravelsen skulle til at begynde, blev han nødt til at forlade sin post pga. en mindre sag, der kun forsinkede ham et minut eller to. Han skyndte sig tilbage, og her så han til sin overraskelse, at processionen havde sat sig i bevægelse uden ham – og at forudsigelsen var gået i opfyldelse – for de fire, der bar kisteklædet, var netop de fire, der var blevet nævnt af den clairvoyante.

Beretningen er udtryk for en ligegyldig sag. Den er helt uden betydning – også selv om den viser, at et menneske, der gør et forsøg på at ændre det forudsagte, ikke vil have succes med at påvirke det, der skal ske. Det ligner ganske vist en forudbestemmelse – helt ned til den mindste detalje – og det er først, når man udforsker spørgsmålet fra de højere planer, at man vil være i stand til at se, hvordan man kan frigøre sig fra den overbevisende teori. Men som sagt om det andet aspekt af emnet, så er det ikke muligt at få en fuldstændig forklaring, for den ligger hinsides menneskets viden og forståelse, og det vil den sandsynligvis fortsat gøre, indtil menneskets viden bliver væsentlig større end på nuværende tidspunkt. Det bedste man i øjeblikket kan gøre, er at angive den retning, hvor en forklaring muligvis findes.

Der er ingen tvivl om, at på samme måde som det, der sker nu, er et resultat af årsager, der er sat i gang i fortiden, vil det, der sker engang i fremtiden, også være et resultat af årsager, der allerede er sat i gang. Selv i den fysiske verden kan man på forhånd beregne, at hvis bestemte handlinger sættes i gang, vil bestemte virkninger være resultatet. Men beregningerne er konstant udsat for at blive afsporet af faktorer, som man ikke har haft forudsætning for at tage i betragtning. Men hvis man løfter bevidstheden til mentalplanet, får man et meget længere udsyn, og derfor får man indblik i de virkninger, der er på vej.

Man kan f.eks. spore virkningen af et tilfældigt ord – ikke alene på det menneske, ordet er henvendt til, for via modtageren går virkningen videre til mange andre. Det spredes i stadigt større cirkler, indtil det evt. påvirker hele nationen. Et enkelt clairvoyant glimt af sådan en virkning har langt større indflydelse end en hel række moralske instrukser, der kræver forsigtighed i tanke, ord og handling. På mentalplanet kan man ikke alene se resultatet af enhver handling, for man kan også se, hvor og på hvilken måde virkningen af andre handlinger, der tilsyneladende er uden forbindelse med handlingen, blander sig med den og forandrer den. I virkeligheden kan virkninger af alle årsager, der er sat i gang i øjeblikket, ses klart og tydeligt. Det medfører, at fremtiden – hvis der ikke opstår nye årsager – ligger åben for det clairvoyante blik.

Der vil naturligvis opstå nye årsager, for mennesket har fri vilje, men når det drejer sig om almindelige mennesker, kan man forudse, hvordan de vil bruge deres frihed, og det kan beregnes på forhånd med ret stor nøjagtighed. Gennemsnitsmennesket har en meget begrænset vilje, og det er i høj grad offer for omstændighederne. Almindelige menneskers handlinger i tidligere inkarnationer placerer dem i bestemte omgivelser og situationer, og omgivelsernes og omstændighedernes påvirkning er den absolut vigtigste faktor i livet og måske endda den eneste. Derfor kan den fremtidige livsbane forudsiges med næsten matematisk nøjagtighed. For et udviklet menneske stiller sagen sig helt anderledes. Her er livets hovedbegivenheder også fastlagt af fortidens handlinger, men den måde, det udviklede menneske tillader dem at påvirke livet, de metoder, der benyttes til at håndtere dem og måske sejre over dem, er allesammen menneskets egne, og de kan ikke forudses – heller ikke på mentalplanet, hvor de blot er potentialer.

Når man på den måde betragter menneskets liv fra et højere bevidsthedsplan, ser det ud til, at den frie vilje kun kan komme til udtryk ved bestemte kriser i inkarnationens løb. På et tidspunkt i livet står mennesket i en situation, hvor der kun er to eller tre veje at vælge imellem. Det har sin fulde frihed til at vælge mellem dem, og selv om en god ven, der kender mennesket rigtig godt, vil føle sig næsten sikker på, det valg der foretages, så er vennens overbevisning ikke en tvingende kraft. Men når valget først er foretaget, skal det gennemføres, og det er nødvendigt at acceptere følgerne af valget. Når et menneske har valgt en bestemt vej, kan det i mange tilfælde blive tvunget til at fortsætte et meget langt stykke ud af vejen, før der igen opstår en mulighed for at forlade den. Menneskets situation minder om en togførers. Når toget ankommer til en station, kan sporskiftet stilles enten til den ene eller den anden side, og toget kan derefter passere ind på det spor, der vælges. Men når toget er kørt ind på et af sporene, er togføreren tvunget til at fortsætte ud ad det spor, der er valgt, indtil toget når til næste sporskifte, hvor der igen er mulighed for at vælge. Livets tog kan ikke sættes i bakgear.

De nye udgangspunkter vil være både synlige og tydelige, når man ser dem fra mentalplanet. Virkningerne af hvert valg vil ligge åbne og blive præsenteret i mindste detalje. Det eneste punkt, som fortsat vil være tvivlsomt, er det vigtige punkt, der drejer sig om, hvilket valg et menneske vil træffe. Den clairvoyante vil have ikke én, men flere fremtidssenarier at vælge imellem, uden at være i stand til at afgøre, hvilken af valgene, der vil materialisere sig. I de fleste tilfælde vil den clairvoyante imidlertid se en så stærk sandsynlighed, at det er nemt at træffe en afgørelse, men andre tilfælde vil være meget vanskelige. Større udvikling og indsigt vil gøre det muligt for clairvoyante at komme med en del sikre forudsigelser – og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at en langt højere grad af clairvoyant evne, vil gøre det muligt desuden at forudse, i hvilken retning et valg vil gå, og dermed øges muligheden for at profetere med absolut sikkerhed.

På det buddhiske plan er den omtalte omhyggelige proces med bevidst beregning imidlertid ikke nødvendig. Som sagt eksisterer fortid, nutid og fremtid på samme tid eller i ét ”nu” på det buddhiske plan, men hvordan dette ”nu” opleves, er det helt umuligt at forklare med fysiske ord og begreber. Det eneste man kan gøre, er at acceptere, at oplysningen er et faktum, og årsagen findes i den måde, den højere buddhiske evne fungerer på – og den er naturligvis helt ufattelig for den fysiske hjerne. Måske er man så heldig at få et vink, der åbner til en svag fornemmelse for en slags forståelse. Sir Oliver Joseph Lodge[2] gav engang sådan et vink i en forelæsning for British Association i Cardiff. Han sagde:

”Det er en oplysende og hjælpende tanke, at tiden kun er en relativ måde at betragte tingene på. Mennesket bevæger sig fremad gennem fænomener med en bestemt hastighed, og det subjektive fremskridt fortolkes objektivt, som om begivenhederne nødvendigvis bevæger sig i nøjagtig den rækkefølge og med præcis den hastighed. Men det er måske kun én måde at betragte dem på. Begivenhederne kan måske eksistere altid – både i fortid og fremtid – og det kan være, at det er mennesket, der ankommer til fortid og fremtid, og ikke fortid og fremtid, der dukker op og forsvinder. Analogien med den rejsende i et jernbanetog er tankevækkende. Hvis passageren aldrig forlader toget, og toget aldrig forandrer den hastighed, det bevæger sig med, vil den rejsende sandsynligvis betragte landskaberne som skiftende, og det vil ikke være muligt at opfatte deres sammenhæng og samtidige eksistens. Man skimter derfor et muligt fjerde dimensionalt aspekt ved tiden, for tidens konstante strømning er måske en naturlig del af menneskets nuværende begrænsning. Og hvis man først har forstået den tanke, at fortid og fremtid faktisk eksisterer, vil man indse, at de muligvis har en kontrollerende indflydelse på al nutidig handling. Fortid og fremtid kan tilsammen udgøre det ”højere plan” eller tingenes totalitet, som man – iflg. min overbevisning – er tvunget til at søge efter i forbindelse med, at man forsøger at kontrollere formverdenen og levende skabningers handlinger, der bevidst styres mod et bestemt og forud fastsat mål”.

Tiden er i virkeligheden ikke den fjerde dimension, men idéen kan være en lille hjælp til at fatte det ufattelige. Hvis man accepterer synspunktet, kan man forestille sig, at man holder en trækegle vinkelret på et ark papir og langsomt stikker den igennem papiret med spidsen først. En mikrobe, der lever på papirarkets overflade, og som ikke har evnen til forstå noget som helst uden for papirets overflade, vil aldrig kunne se keglen som en helhed, og den får aldrig begreb om sådan en genstand. Alt, hvad den vil se, er en pludselige tilsynekomst af en lille cirkel, der lidt efter lidt og på mystisk vis bliver større og større, indtil den forsvinder fra mikrobens verden lige så pludseligt og uforståeligt, som den kom ind i den.

Det, der i virkeligheden var en række afsnit af keglen, opleves som stadier af en cirkel, der gradvis udvides, og det ville være umuligt for mikroben at fatte den tanke, at de voksende stadier kan ses samtidigt. Men det er selvfølgelig let nok for et menneske, der iagttager processen fra en anden dimension at se, at mikroben simpelthen lider under en misforståelse, der stammer fra dens egen begrænsning. Keglen har hele tiden eksisteret som en helhed. Menneskets egen misforståelse af fortid, nutid og fremtid minder sandsynligvis meget om mikrobens, og det syn, man får på det buddhiske plan af en hvilken som helst række af begivenheder, svarer til iagttagelsen af keglen som en helhed. Naturligvis vil ethvert forsøg på at formulere teorien resultere i, at man konfronteres med en række overraskende paradokser – men der er tale om et faktum, og det vil fortsat være et faktum. Engang i fremtiden vil det blive selvfølgeligt i menneskets virkelighedsopfattelse.

Når en discipels bevidsthed er fuldt udviklet på det buddhiske plan, er fuldkommen fremsynethed mulig, selv om det ikke vil være muligt at føre det samlede syn igennem i sin helhed til den fysiske hjernebevidsthed. Alligevel er der sandsynligvis en hel del fremsynethed inden for rækkevidde, når disciplen ønsker at bruge den buddhiske evne, og selv når den ikke bruges, vil der ofte være glimt af fremsynethed i det daglige liv. Disciplen vil ofte få en spontan intuitiv inspiration, der oplyser, hvordan resultatet vil blive, før handlingen er sat i gang.

Ud over den fuldkomne fremsynethed ser man, at der – ligesom i de tidligere tilfælde – findes alle mulige grader af den form for clairvoyance. Den strækker sig fra de glimtvise og svage forudfølelser, der egentlig ikke kan kaldes ”et syn”, til jævnlig og ret fuldkommen fremsynethed, som også ofte kaldes ”second-sight”. Den evne, man har givet det noget misvisende navn, er en særdeles interessant evne. Derfor er der god grund til at studere evnen mere systematisk og detaljeret.

Evnen er bedst kendt som en forholdsvis almindelig egenskab hos de skotske højlandsboere, selv om den naturligvis ikke er begrænset til dem. Spontane tilfælde af evnen er rapporteret i alle nationer, men den har altid været mest almindelig hos bjergboere og hos mennesker, der lever afsides. I England omtales evnen ofte, som om den udelukkende tilhørte den keltiske race, men i virkeligheden har den vist sig hos mennesker med tilsvarende levemåde overalt i verden. Man påstår f.eks., at den er meget almindelig hos bønderne i Westfalen.

Nogle gange består det såkaldte ”second-sight” af et billede, der tydeligt viser en kommende begivenhed. Måske gives der et glimt af fremtiden som en symbolsk advarsel. Det er værd at bemærke, at de begivenheder, der forudses med ”second-sight”, stort set altid er ubehagelige – og død er den hyppigste. ”Second-sight” viser altid noget, der opleves som truende og negativt. Evnen rummer en uhyggelig symbolik, og det er specielt for ”second-sight”. Ofte vises der symbolske billeder med kister, ligklæder, kistekandelabrer og andre begravelsesscener. I nogle tilfælde er evnen til en vis grad afhængig af lokalområdet. Eksempelvis siges det, at øboere på Skye, som har evnen, ofte mister den, hvis de for lader øen, selv om det bare er for at tage en tur over til fastlandet. Synsevnen er nogle gange arvelig i en familie og i flere generationer, men der er ikke et fast mønster, for evnen findes ofte sporadisk hos et enkelt medlem af en familie.

Der er allerede omtalt et eksempel, hvor en nøjagtig vision af en kommende begivenhed blev set ved ”second-sight” nogle måneder i forvejen. Men her kommer et andet og måske endnu mere overraskende eksempel, som gengives nøjagtigt, som det blev fortalt af en af de tilstedeværende.

”Vi gik ind i junglen og marcherede i ca. en time, da Cameron, der var nærmest ved mig, pludselig standsede. Han blev bleg som et lig, og mens han pegede lige frem for sig, udbrød han med rædsel i stemmen: ’Se! se! Åh nej, åh nej, se der!’

’Hvor? Hvad? Hvad er der?’ – råbte alle i munden på hinanden, mens vi styrtede hen til ham. Vi så os omkring, og vi ventede at se en tiger, en kobraslange – vi vidste knap nok selv hvad – men i hvert tilfælde noget forfærdeligt, for det krævede noget temmelig uhyggeligt, hvis det skulle skabe en så voldsom sindsbevægelse hos vores ellers meget beherskede ven. Men der var hverken en tiger eller en kobraslange. Der var intet andet end Cameron, som med et uhyggeligt fortrukket ansigt og rædselsslagne øjne, der var ved at springe ud af hovedet på ham, pegede på noget, som ingen kunne se.

’Cameron! Cameron!’ råbte jeg, mens jeg greb ham i armen – ’Sig dog noget! Hvad er der i vejen?’ Ordene var knap nok røget ud af min mund, før en svag, men meget mystisk lyd nåede mit øre. Cameron lod sin hånd falde og sagde med hæs stemme: ’Der! Hørte du det? Gud ske lov – det er forbi!’ – og derefter sank han besvimet sammen.

Der blev et øjebliks forvirring, mens vi løsnede hans flip. Jeg stænkede vand i hans ansigt, mens en anden forsøgte at hælde noget cognac ind mellem hans sammenbidte tænder – og under forvirringen hviskede jeg til min sidemand, som var en af gruppens største skeptikere – ’Beauchamp, hørte du noget?’ ’Ja, det gjorde jeg’, – sagde han, ’en meget mystisk lyd. ’Det var en slags bragen eller raslen langt borte, men alligevel meget tydelig. Hvis det ikke var komplet umuligt, så ville jeg sværge på, at det var en geværsalve’. ’Det samme indtryk havde jeg’, hviskede jeg – ’men vær stille! Nu kommer han til sig selv igen’.

I løbet af et par minutter var han i stand til at tale svagt, og han begyndte at takke os og undskylde al den ulejlighed, han var årsag til – men lidt efter satte han sig op ad et træ og sagde med fast men stadig svag stemme:

’Mine kære venner. Jeg føler, at jeg skylder jer en forklaring på min mærkelige opførsel. Det er en forklaring, som jeg helst ville undgå at give – men den måtte jo komme før eller senere, og derfor kan jeg lige så godt komme med den nu. I har måske tænkt over, at når I på turen hyggede jer med at gøre nar af drømme, varsler og syner, så fik i aldrig min mening om emnet. Jeg undgik det, fordi jeg – selv om jeg ikke havde lyst til at udsætte mig for latterliggørelse eller være årsag til diskussion – ikke var enig med jer. På grundlag af min egen uhyggelige erfaring ved jeg alt for godt, at den verden, som menneskeheden er blevet enig om at kalde ”overnaturlig”, er lige så virkelig som – ja, måske endda mere virkelig – end den verden, vi ser omkring os. Kort sagt – jeg er ligesom mange andre forbandet med evnen til fremsynethed. Det er en uhyggelig evne, som i visioner forudsiger ulykker, der vil ske om kort tid’.

’Det var sådan en vision, jeg fik lige nu, og den var ualmindelig uhyggelig, og det skabte den ophidselse, som I så. Jeg så et lig – ikke liget af et menneske, der døde en stille og rolig død, men liget af et offer for en frygtelig ulykke. Liget var en uhyggelig, formløs masse, hvor ansigtet var opsvulmet, knust og ukendeligt. Jeg så den uhyggelige kødklump blive anbragt i en kiste, og jeg så hvordan begravelsesceremonien blev udført. Jeg så begravelsespladsen, og jeg så præsten. Og selv om jeg aldrig har set nogen af dem før, kan jeg se dem begge tydeligt for mit indre øje nu. Og jeg så dig, mig selv, Beauchamp, os alle sammen og mange flere stå omkring som følge – og jeg så soldaterne løfte deres geværer, efter at ceremonien var forbi, og jeg hørte den salve, de affyrede – og så husker jeg ikke mere’.

Da han nævnte geværsalven, så jeg gysende over på Beauchamp, og det udtryk af forstenet rædsel, der kom til udtryk i skeptikerens ansigt, glemmer jeg aldrig”.

Det er kun en enkelt begivenhed – og absolut ikke den vigtigste – i en meget tankevækkende historie om psykiske oplevelser. Men her drejer det sig kun om et eksempel på ”second-sight”, og derfor er det kun nødvendigt at sige, at selskabet senere på dagen faktisk fandt liget af den kommanderende officer i netop den frygtelige tilstand, der så levende var beskrevet af Cameron. Resten af beretningen lød sådan:

”Da vi næste aften nåede rejsens bestemmelsessted, gik Cameron og jeg en tur, for ved hjælp af naturens beroligende indflydelse at forsøge at ryste noget af den uhyggelige stemning af os. Pludselig greb han mig i armen, og mens han pegede ind gennem et primitivt stakit, sagde han med skælvende stemme, ’Ja, der er den! Der er den begravelsesplads, jeg så i går’. Og da vi senere blev præsenterede for kapellanen, bemærkede jeg – selv om mine venner ikke gjorde det – Camerons spontane gysen, da han tog hans hånd, og jeg vidste, at han havde genkendt præsten fra sin vision”.

Hvis man skal give en esoteriske forklaring på det, der skete, så er udgangspunktet, at Camerons vision var et tilfælde af ægte ”second-sight”. Derfor kan det faktum, at de to mennesker i gruppen, der var nærmest ved Cameron – og hvoraf i hvert fald den ene men sandsynligvis begge faktisk rørte ved ham – fik del i visionen, dengang de hørte den afsluttende geværsalve, mens de andre, som ikke var så så tæt på, ikke hørte noget. Det kan tyde på, at visionen, som påvirkede Cameron med stor styrke, skabte kraftige vibrationer i hans mentallegeme, og nogle af vibrationerne blev overført til de to, der rørte ved ham i stil med almindelig tankeoverføring.

Det vil være let at samle utallige lignende eksempler. Med hensyn til den symbolske fortolkning af synsevnen, så siger de mennesker, der har evnen, at hvis de ser et ligklæde svøbt omkring et menneske, de møder, så er det et sikkert varsel om menneskets snarlige død. Dødstidspunktet antydes enten af, hvor meget eller hvor lidt ligklædet dækker legemet, eller af det tidspunkt på dagen, hvor visionen ses. Er det tidligt om morgenen, siger de, der har evnen, at mennesket vil dø i dagens løb, men hvis det er om aftenen, vil det først ske i løbet af året.

En anden og mystisk variant af den symbolske form for ”second-sight” er, hvis en hovedløs menneskeskikkelse viser sig for seeren, som tegn på snarlig død. Der gives et eksempel i Horace Welbys bog Signs Before Death som noget, der angiveligt er sket i dr. Ferriers familie, selv om visionen i dette tilfælde, først viste sig lige før dødsøjeblikket eller meget tæt på det.

Her forlades de seere, der nogenlunde fast har evnen til fremsynethed, og selv om den ikke altid er helt under kontrol, så findes der til gengæld et stort antal clairvoyante med en fremsynethed, der bestemt ikke fungerer regelmæssigt. De fleste har evnen i drømme, men der mangler absolut ikke eksempler på fremsynethed i vågen tilstand. Ofte er fremsynet relateret til en begivenhed, der er meget vigtig for den clairvoyante, og det er årsagen til sjælens påvirkning, når den gør sig den ulejlighed at give personligheden visionen. I andre tilfælde er begivenheden umiddelbart uden betydning eller den er uden relation til det menneske, der modtager visionen. Nogle gange er det tydeligt, at hensigten hos sjælen (eller den, der kommunikerer fra de indre planer) er at advare personligheden om en katastrofe, der er på vej – enten for at forhindre den eller, hvis dette ikke er muligt, at begrænse chokket mest mulig.

Den begivenhed, der normalt varsles på den måde, er – måske ret naturligt – døden. Af og til er det den clairvoyantes egen død, og andre gange er det en fra familien eller omgangskredsen, der snart skal dø. Den form for fremsynethed er meget almindelig i den litteratur, der beskæftiger sig med emnet, og hensigten er så indlysende, at der ikke er grund til at komme med eksempler. Men der er dog et par tilfælde, hvor det profetiske syn både var nyttigt og mindre dystert, og som kan være ret interessant for læseren. De er taget fra Catherine Crowes bog The Night Side of Nature.

”For nogle år siden drømte dr. Watson, der nu bor i Glasgow, at han fik besked på at besøge en patient, der boede et par km fra hans hjem. Han begav sig af sted til hest, og da han red over en mosestrækning, satte en rasende tyr efter ham. Han undslap ved at søge tilflugt på et sted, der var utilgængeligt for tyren, og her ventede han i lang tid, indtil nogle mennesker opdagede hans situation, og kom ham til hjælp.

Næste morgen, mens han sad og spiste frokost, fik han budskabet nøjagtig som i drømmen, og han morede sig over det mærkelige sammenfald (for det mente han, at det var), og han red straks af sted til hest. Han kendte ikke den vej, der førte til patienten, men da han kom til mosen, genkendte han den fra drømmen – og lidt efter kom tyren i fuld fart hen imod ham. Men hans drøm havde vist ham et tilflugtssted, og det satte han straks kursen imod. Her tilbragte han 3-4 timer, bevogtet af tyren, indtil landmændene kom ham til hjælp. Dr. Watson oplyste, at uden drømmen ville han ikke have vidst, i hvilken retning han skulle flygtet for at komme i sikkerhed”.

I det andet tilfælde var der et meget længere mellemrum mellem advarslen og opfyldelsen af den. Den stammer fra Frederick George Lees bog Glimpses of the Supernatural, vol. I.

”Hannah Green, der var husholder hos en familie på landet i Oxfordshire, drømte en nat, at hun var alene i huset en søndag aften. Hun hørte nogen banke på hoveddøren og åbnede den. Uden for døren så hun en uhyggeligt udseende vagabond. Han var bevæbnet med en kølle, og han forsøgte at trænge ind i huset. Hun mente, at hun i nogen tid kæmpede med ham for at forhindre ham i at komme ind, men uden held. Han slog hende med køllen, og hun faldt bevidstløs til jorden. Derefter trængte han ind i huset – og så vågnede hun.

I lang tid skete der intet, og drømmen blev glemt. Syv år efter blev Hannah Green sammen med to andre tjenestefolk sat til at passe et ensomt beliggende hus i Kensington, og en søndag aften, hvor de andre tjenestefolk var gået, var hun alene tilbage i huset, og hun blev pludselig opskræmt af en voldsom banken på hoveddøren.

Erindringen om drømmen vendte straks tilbage med en stor styrke og ubeskrivelig tydelighed. Hun fik en stærk følelse af, at hun var alene og isoleret. Hun tændte en lampe, der stod på bordet i hallen, og den voldsomme banken blev stadig mere ubehersket. Hun var nu så forsigtig, at hun gik op på en trappeafsats og åbnede vinduet – og der så hun til sin rædsel præcis den uhyggelige mand, som hun syv år tidligere havde set i drømmen, og han var bevæbnet med køllen og krævede adgang til huset.

Hun tog sig sammen, og gik ned til hoveddøren. Hun sikrede sig at den var låst, og hun låste også alle andre døre, lukkede alle vinduer, tændte lys i værelserne ovenpå og ringede derefter voldsomt med husets klokker. Og den påtrængende gæst blev skræmt væk”.

Også i dette tilfælde var drømmen tydeligvis til praktisk nytte, for husholderen ville uden tvivl af ren og skær vane have lukket op på almindelig måde som reaktion på bankningen.

Sjælen giver imidlertid ikke kun besked til sin personlighed ved hjælp af drømme, når der er grund til at give en advarsel. Der findes mange tilfælde, som bekræfter det, og mange er omtalt i forskellig litteratur. Men i stedet for at citere dem, skal der i stedet fortælles om et tilfælde, der blev fortalt af en ven.

Vennen – en kvinde – havde to små børn, og det ene barn fik en voldsom forkølelse (troede man). Hun led i flere dage af total forstoppelse i den øverste del af næsen. Moderen var ikke særlig bekymret, for hun mente, at det ville gå over af sig selv. Men en dag så hun pludselig noget i luften, som hun beskrev som et billede af et værelse. Midt i værelset stod der et bord, og på bordet lå hendes barn bevidstløst eller dødt, mens flere mennesker stod bøjet over hende. Alle scenens detaljer stod krystalklare for hende, og hun lagde særlig mærke til, at barnet var iført en hvid natkjole. Hun vidste, at al datterens tøj var lyserødt. Synet gjorde et stærkt indtryk på hende, og for første gang dukkede en tanke op om, at barnet muligvis fejlede noget, der var mere alvorligt end en voldsom forkølelse. Derfor tog hun datteren hen til et hospital til nærmere undersøgelse. Lægen, der undersøgte hende, opdagede en livstruende svulst i hendes næse, og han sagde, at den omgående skulle fjernes. Et par dage efter blev barnet indlagt på hospitalet for at blive opereret. Da moderen ankom til hospitalet, opdagede hun, at hun havde glemt at tage en af barnets natkjoler med, men en af sygeplejerskerne fandt en – og den var hvid. Operationen blev udført mens barnet var iført den hvide dragt. Og det skete næste dag i det værelse, som moderen havde set i sit syn, og det viste sig, at hver eneste detalje i drømmen var i overensstemmelse med virkeligheden.

I alle disse tilfælde fik fremsynet det ønskede resultat, men litteraturen er fuld af historier om advarsler, som man enten ikke retter sig efter, som man ikke tager alvorligt, eller som man direkte morer sig over – og om de ulykker, der derefter skete. I nogle tilfælde præsenteres visionen for en anden, der reelt ikke har magt til at blande sig i sagen. Et eksempel er det historiske tilfælde, hvor John Williams, en minebestyrer fra Cornwall, forudså mordet på Spencer Perceval,[3] den daværende premierminister, endda til mindste detalje. Han fik visionen i underhusets forhal 8-9 dage før mordet skete. Selv i dette tilfælde er det imidlertid muligt, at der kunne være gjort noget, for visionen havde gjort så stærkt indtryk på John Williams, at han talte med sine venner om han ikke burde tage op til London for at advare premierministeren. Desværre overtalte vennerne ham til ikke at gøre noget, og mordet blev udført. Det er heller ikke sandsynligt, at man ville tage ham alvorligt, hvis han var rejst til London for at fortælle om sit fremtidssyn, men måske ville man have taget nogle forholdsregler, som kunne have forhindret mordet.

Der er ikke meget, der kan afsløre, hvad der skete på de højere planer, som resulterede i den profetiske vision. Premierministeren og minebestyreren kendte ikke hinanden, så der har ikke været en stærk sympatisk frekvens mellem dem. Hvis det var en usynlig hjælper, der gjorde et forsøg på at afværge mordet, er det mærkeligt, hvis det ikke var muligt at finde nogen, der var lige så sensitiv som John Williams, og som boede nærmere end Cornwall, dengang John Williams befandt sig på astralplanet under søvnen. Men det var ham, der fik spejlbilledet af fremtiden, og han blev naturligvis rædselsslagen. Derfor overførte han det til sit lavere jeg i håb om, at der kunne gøres noget for at forhindre mordet – men det er umuligt med sikkerhed at stille diagnosen for det mystiske tilfælde uden at undersøge de akashiske optegnelser for at se, hvad der i virkeligheden skete.

Et typisk tilfælde af et absolut formålsløst fremtidssyn fortælles af William Thomas Stead i Real Ghost Stories. Tilfældet handler om hans veninde miss Freer, der var kendt som miss X. Hun opholdt sig på et landsted, og mens hun var lysvågen og fuldt bevidst, så hun en jagtvogn med en hvid hest. Den holdt stille ved hoveddøren, og der var to fremmede i vognen. Den ene stod ud af vognen og stod og legede med en terrier. Hun bemærkede, at han var iført en overfrakke, og hun lagde specielt mærke til de friske hjulspor, som vognen havde lavet i gruset. Men der var på det tidspunkt ingen vogn foran hoveddøren! Men en halv time efter kom der faktisk to fremmede kørende i en jagtvogn, og hver eneste detalje af kvindens vision gik nøjagtigt i opfyldelse. William Thomas Stead fortæller også om et andet tilfælde, der var lige så formålsløst. Her var der et forløb på syv år mellem drømmen (for i dette tilfælde var det en drøm) og dens opfyldelse.

De mange tilfælde (og de er kun tilfældige udpluk af hundredvis af eksempler) viser, at en vis fremsynethed utvivlsomt er mulig for sjælen, og der ville være mange flere tilfælde, hvis personligheden i den såkaldt civiliserede menneskehed ikke var så utrolig træg og ude af stand til at give respons. Den manglende sensitivitet skyldes hovedsagelig den nuværende tidsalders omfattende materialisme. Dermed menes der ikke, at det er almindeligt at dyrke materialismen som en tro, men det er et faktum, at stort set alle mennesker tager udgangspunkt i en materialistisk livsopfattelse i en eller anden form i det daglige livs holdninger og handlinger.

I mange tilfælde kan sjælen være mindre udviklet, og dens fremsynethed vil derfor være meget svag. I andre kan sjælen måske se klart, men dens lavere redskaber – personligheden – er måske så umulig at gøre indtryk på, at alt, hvad sjælen kan have held til at få igennem til den fysiske hjerne, er en tåget fornemmelse af en kommende begivenhed. Desuden er der tilfælde, hvor en forudfølelse ikke er sjælens værk. Den kan stamme fra en astral beboer, der har en venlig interesse for personen. I Real Ghost Stories fortæller William Thomas Stead om den sikre overbevisning, han havde i mange måneder før, han blev leder af Pall Mall Gazette, selv om det var ret usandsynligt ud fra en almindelig betragtning. Om hans forudviden var resultatet af et indtryk, der var sendt fra hans sjæl eller som et venskabeligt vink fra en astral beboer, er umuligt at sige uden en omhyggelig undersøgelse, men hans forudfølelse blev til virkelighed.

Der findes endnu en variant af clairvoyance i tid, som ikke skal glemmes. Den er forholdsvis sjælden, men der findes beretninger om tilstrækkeligt mange eksempler til, at den kræver opmærksomhed. De enkeltheder, der fortælles om, omfatter desværre ikke den type, der er behov for, hvis man med sikkerhed skal stille en diagnose. Her tænkes der på de tilfælde, hvor man har set spøgelsesarmeer eller fantomflokke af dyr. I Catherine Crowes bog The Night Side of Nature er der beretninger om adskillige af den slags visioner. Bl.a. fortælles der, at kendte og respektable mennesker ved Havarah Park i nærheden af Ripley i England så en flok soldater i hvide uniformer. Der var flere hundrede, og de udførte forskellige øvelser, hvorefter de forsvandt. En respektabel landmand og hans søn havde nogle år i forvejen set en lignende arme i omegnen af Inverness.

I det sidste tilfælde var troppernes antal også meget stort, og de, der så dem, var ikke i tvivl om, at det var virkelige skikkelser af kød og blod. De talte mindst 16 kolonnepar, og de havde god tid til at iagttage alle detaljer. De forreste rækker marcherede med syv mand i hvert geled, og de blev ledsaget af flere kvinder og børn, som bar blikkander og andre kogeredskaber. Soldaterne var klædt i rødt, og deres våben skinnede blankt i Solen. I kolonnen var der et dyr – en hjort eller en hest. De kunne ikke se hvilket dyr, med det blev brutalt drevet fremad med soldaternes bajonetter.

Sønnen gjorde opmærksom på, at de bageste rækker hele tiden blev tvunget til at løbe for at indhente de forreste. Og hans far, som havde været soldat, sagde, at sådan var det altid. Han rådede sønnen til, hvis han nogen sinde blev indkaldt, at forsøge at komme i de forreste rækker. Der var kun én officer til hest. Han red på en grå dragonhest. Han var iført en guldbræmmet hat og en blå husarkappe med store, vide ærmer, der var foret med rødt. De to mænd lagde specielt mærke til ham, og bagefter sagde de, at de kunne genkende ham hvor som helst. De var imidlertid bange for at blive dårligt behandlet eller tvunget til at følge med tropperne, som de mente, kom fra Irland og var gået i land i Kyntyre. Men da de ville kravle over en grøft for at komme af vejen, forsvandt hele sceneriet.

Et lignende fænomen blev set ved Paderborn i Westfalen, og det blev set af mindst 30 mennesker, men da der nogle år efter blev holdt mønstring med over 20.000 mand på det samme sted, gik man ud fra, at visionen var en slags ”second-sight” – en evne, der ikke var ualmindelig på egnen.

Spøgelsesarmeer bliver nogle gange set på steder, hvor en armé af nulevende mennesker aldrig kunne have marcheret – hverken før eller efter. En af de mest tankevækkende beretninger blev givet af Harriet Martineau[4] i hendes beskrivelser af de engelske søer, The English Lakes. Hun skriver:

”Souter eller Soutra Fell er et bjerg, hvor der viste sig spøgelser i store mængder. Det skete med mellemrum i løbet af 10 år, hvor spøgelserne viste sig med det samme udseende for 26 vidner, der alle bor i huse, der ligger inden for synsvidde af bjerget. Den ene gang varede synet i 2½ time, og spøgelsesopvisningen sluttede, da det begyndte at blive mørkt. Bjerget er fyldt med dybe kløfter, der gør det umuligt for tropper at marchere i området – og navnlig nord- og vestsiden har en brat, lodret væg på ca. 275 meter.

Sankthansaften så en medarbejder fra Lancasters gård, der ligger 8 km fra bjerget, at hele østsiden var dækket af tropper, der marcherede i en hel time. De kom i samlede grupper fra et fremspring på nordsiden og forsvandt i en fordybning på toppen. Da den stakkels landbrugsmedarbejder fortalte om sit syn, blev han hånet af alle andre. Sådan går det som regel for den første, der iagttager noget nyt. To år efter – også på en sankthansaften – så gårdejeren Lancaster selv en gruppe mænd oppe på bjerget, og tilsyneladende fulgte de efter deres heste, som om de kom tilbage fra jagt. Han tænkte ikke nærmere over det – men ti minutter efter så han igen op, og nu var skikkelserne steget til hest, og de blev fulgt af enorme rækker af tropper med fem i hvert geled. De marcherede fra fremspringet og igennem kløften ligesom sidste gang. Hele familien så synet, og de fulgte troppernes manøvrer. De så, hvordan hvert kompagni blev holdt i orden af en officer til hest, der gallopperede frem og tilbage. Da tusmørkets skygger begyndte at falde på bjerget, så det ud som om soldaterne slækkede på disciplinen, for tropperne blandede sig med hinanden, og de gik fremad i forskelligt tempo, indtil alt tonede væk i mørket. Herefter blev hele Lancaster-familien naturligvis hånet – men senere skulle de få oprejsning.

Sankthansaften 8 år senere, så 26 mennesker, som familien havde sendt bud efter, alt det familien havde set og meget mere. For nu fulgte der vogne med tropperne – og enhver vidste, at der aldrig har været, og heller aldrig vil være vogne på toppen af Souter Fell. Menneskemængden på bjerget var utrolig – for tropperne fyldte et område på knap 1 km, og de marcherede hurtigt, indtil de – stadig marcherende – tonede ud, fordi nattens mørke skjulte dem. Spøgelsesarmeen var ikke tåget eller utydelig. Tropperne så virkelige ud, og derfor gik nogle af folkene næste morgen op på bjerget for at lede efter mærker af hestenes hove. De fandt ikke et eneste fodspor hverken i jorden, græsset eller lyngen. Vidnerne bekræftede på æresord hele historien for lokalområdets myndigheder – og hele egnen frygtede, at der var tale om et skotsk oprør, og hvad det ville medføre.

Det viste sig, at to andre havde set noget lignende i mellemtiden – nemlig i 1743 – men de havde holdt det skjult for at slippe for den latterliggørelse, som deres naboer blev udsat for. Mr. Wren fra Wilton Hall og hans medarbejder så en sommeraften en mand og en hund oppe på bjerget. De fulgte efter nogle heste på et sted, der var så stejlt, at en hest aldrig havde mulighed for at få fodfæste deroppe. Mand, hest og hund bevægede sig med stor hastighed, og de forsvandt pludselig ved bjergets sydside. Næste morgen gik mr. Wren og hans medarbejder op på bjerget for at finde liget af manden, for han kunne umuligt have overlevet. Men de fandt ikke et eneste spor af hverken manden, hesten eller hunden. De gik ned igen og aftalte at holde mund. Da de endelig fortalte om episoden, blev de også hånet, selv om de kunne henvise til de 26 andre vidner.

I et forsøg på at give en forklaring, skrev redaktøren af Lonsdale Magazine, at man havde opdaget, at rebeller sankthansaften 1745 havde ”holdt øvelser på Vestkysten af Skotland, og at deres bevægelser var blevet afspejlet i en transparent tåge, der mindede om fatamorgana”. Forklaring siger ikke ret meget – men den er måske det bedste, der kan gives i øjeblikket. Opmærksomheden fik i øvrigt en hel del flere episoder frem i lyset – f.eks. en lignende spøgelsesmarch, der var set i Leicestershire, hvor man hørte lyden af hærenes taktfaste fodtramp over Helvellyn den aften, da slaget på Marston Moor fandt sted. Der fortælles om mange andre tilfælde – f.eks. om flokke af spøgelsesfår, der er set på forskellige veje, og der findes adskillige tyske historier om spøgelseskavalkader af jægere og røvere.

Hvis tilfældene skal undersøges åndsvidenskabeligt, kan der være flere årsager til dem, og de enkelte årsager kan hver især være tilstrækkelig til at skabe synet af de situationer, der blev iagttaget, men der mangler mange detaljer i oplysningerne, og derfor er det kun muligt at gætte på, hvilke årsager, der virkede i de enkelte tilfælde. Den forklaring, der normalt gives (forudsat at historien er sand), er, at man er vidne til et spejlbillede fra en luftspejling af virkelige troppebevægelser, der foregår et andet sted langt derfra. Ved flere lejligheder har åndsvidenskabens forskere set almindelige luftspejlinger, og man kender derfor deres både imponerende og skuffende billeder, men der må være tale om en helt anden slags luftspejling end den, naturvidenskaben kender, hvis man skal forklare visionerne om spøgelsesarmeerne, hvor nogle passerer få meter fra iagttageren.

Den første årsag til de westfalske tilfælde, kan simpelthen være udtryk for fremsynethed i gigantisk målestok – men hvem, der har arrangeret dem og med hvilken hensigt, er det ikke let at finde svaret på. En anden årsag kan være, at de tilhøre fortiden i stedet for fremtiden – hvad der ofte er tilfældet – og derfor er der tale om genspejlinger af scener fra de akashiske optegnelser. Men grunden til at genspejlingen sker og måden, den sker på, er heller ikke tydelig i dette tilfælde.

Der findes forskellige grupper af naturånder, som er i stand til at skabe den slags visioner, hvis de ønsker det. De har en helt fantastisk evne til at skabe synsbedrag, og handlingen vil være helt i overensstemmelse med den morskab, de altid har, når de narrer, forvirrer og gør indtryk på mennesker. Men nogle gange kan det være venligt ment, for det kan også være en advarsel til deres menneskevenner om begivenheder, som de ved, snart vil ske. Meget tyder på, at en forklaring, der går i den retning, vil være den mest fornuftige på de gådefulde fænomener, der beskrives af Harriet Martineau – forudsat at man kan stole på det, hun fortæller.

En anden årsag kan være, at det, der er blevet forvekslet med soldater, simpelthen var naturånderne selv, der opførte scenerne for at more sig, men det sker meget sjældent, at naturånder forveksles med militærmanøvrer – undtagen af meget uvidende.

Dyreflokke – f.eks. de omtalte spøgelsesfår – er i de fleste tilfælde ikke andet end akashiske optegnelser, men der er tilfælde – f.eks. i de tyske[5] fortællinger om ”vilde jægere” – der hører til en helt anden gruppe af fænomener, der ligger langt fra det nuværende emne. Åndsvidenskabelige forskere ved, at de faktorer, der knytter sig til scener med voldsom frygt eller stor lidelse som f.eks. et bestialsk mord, har en tilbøjelighed til nogle gange at blive reproducerede i en form, som kun kræver en begrænset udvikling af psykiske evner for at man kan se den. Og nogle gange er det sket, at forskellige dyr har spillet en rolle i episoden, og derfor kan de også periodisk blive reproduceret pga. morderens onde samvittighed.

Uanset hvilke faktuelle forhold, der ligger til grund for de forskellige fortællinger om spøgelsesryttere og jagtselskaber, så hører de ofte til netop den kategori af fænomener. Det er også forklaringen på nogle af visionerne af spøgelsesarmeerne, som f.eks. den mystiske genspejling af slaget ved Edgehill, der tilsyneladende fandt sted med mellemrum i nogle måneder efter dagen for den virkelige kamp. Det blev bevidnet af en dommer, en præst og andre troværdige øjenvidner i journalen Prodigious Noises of War and Battle – at Edgehill, near Keinton, in Northamptonshire. Iflg. til journalen blev sagen dengang undersøgt af nogle af hærens officerer, der tydeligt genkendte mange af de spøgelsesskikkelser, de så. Derfor ligner det et tilfælde af den enorme magt, som menneskers ukontrollerede følelser har til at reproducere sig. På en mystisk måde kan de astrale kræfter i mennesket materialisere ”fortællingen”.

I nogle tilfælde er det indlysende, at de spøgelsesagtige dyreflokke, der er set, bare har været flokke af kunstige elementaler, der har antaget dyreskikkelse for at være i stand til at absorbere de rædselsfulde energiudstrålinger fra uhyggelige steder, som f.eks. henrettelsespladser o.l. Et tilfælde nævnes i ”Gyb Ghosts” eller ”Galgespøgelserne”, der omtales i More Glimpses of the World Unseen af Frederick George Lee, som flere gange havde set elementaler i skikkelse af vanskabte, svinelignende væsener, der nat efter nat for omkring, rodede og sloges på det sted, hvor et uhyggeligt forbrydelsesmonument havde stået. Men de hører mere ind under kategorien ”manifestationer” end under clairvoyance.

_________________________________

[1] Jean Calvin (1509-1564) født Jean Cauvin i Noyon i Picardiet i det nordøstlige Frankrig, var efter Martin Luther den vigtigste reformator. Calvin har den tvivlsomme ære at være opført på Index librorum prohibitorum – den katolske kirkes indeks over forbudte bøger.

[2] Sir Oliver Joseph Lodge (1851-1940) var britisk fysiker.

[3] Spencer Perceval (1762-1812) var premierminister i Storbritannien fra 4. oktober 1809 indtil sin død 11. maj 1812. Han er den eneste britiske premierminister, der er blevet myrdet.

[4] Harriet Martineau (1802-1876) var engelsk social teoretiker og forfatter. Hun kaldes ofte den første kvindelige sociolog.

[5] – og nordiske.

_________________________________