De hermetiske skrifter forsvandt næsten ud af historien, især efter den store brand i Alexandria-biblioteket i år 49 f.Kr., men fragmenter dukker som tidligere nævnt op ad ukendte veje. I Renæssancen voksede interessen for de hermetiske skrifter. I Firenze dukkede eksempelvis dele af Corpus Hermeticum op. I 1460 e.Kr. fik Cosimo de Medici en græskkyndig munk – Leonardo da Pistoia – til at smugle et manuskript til Marsilio Ficino, det Platoniske Akademis leder i Firenze. Han oversatte det, og herfra blev det spredt i Europa. På den måde fik det nyt liv gennem hemmelige selskaber bl.a. hos Tempelridderne, Rosenkreuzerne, Katharerne og alkymisterne m.fl. På det tidspunkt var det farlig viden, pga. den romersk-katolske kirkes og inkvisitionens forfølgelse af anderledes tænkende. I nutiden er den skjulte viden dukket op inden for Frimurerordenen, og læren blev almindelig kendt, da at tre indviede inden for Masonic Temple i Chicago i 1912 udgav bogen Kybalion, som var et studie i De Hermetiske Principper.[1]

Den hellige tradition eller visdomslæren er altid blevet overført fra fortiden til eftertiden via en række vismænd eller højt indviede, der var tilknyttet den ophøjede vismand, som grækerne kaldte Hermes, men som egypterne kaldte ”Tehuti, han, som vandrede med Gud”. Han var Guds sendebud – en Verdenslærer. I åndsvidenskaben siges det, at disse verdenslærere igen og igen bliver født i den fysiske verden for at vejlede menneskeheden. I historisk tid kender man Verdenslærerne Gautama Buddha og Kristus. De gav menneskeheden de informationer, der har fastlagt kursen for kulturer og civilisationer de seneste 2.500 år.

_________________________________

[1] Udgivet på dansk af Lemuel Books 2009 - oversat af VisdomsNettet.

Læs mere om bogen på VisdomsNettet: KYBALION - Et studie om den hermetiske filosofi

_________________________________