Flammeherrerne
Nicholas Roerich: Flammeherrernes ankomst
Alle naturriger – herunder menneskeheden – blev overført fra Månekæden til Jorden. En del af menneskeheden fra Månekæden, der var længst fremme i udviklingen, inkarnerede dog først midt i den atlantiske periode. Men allerede i den lemuriske periode – for 18½ million år siden – ankom der fra Venussystemet 105 højtudviklede skikkelser til Jorden. I åndsvidenskaben kaldes de ”flammeherrerne”. De havde ansvaret for en proces, der kaldes individualiseringen af den kommende menneskehed, som er beskrevet i de hellige skrifter. Hjælpen fra et andet system, var nødvendig for at fremme evolutionsprocessen på Jorden, og få udviklingen tilbage på rette spor. Åndsvidenskaben oplyser, at flammeherrerne etablerede et center, der kaldes Shamballa, på en ø i Gobihavet, som nu er et ørkenområde. Opgaven var dengang, at gennemføre overgangen fra dyreriget til menneskeriget. Processen resulterede i en udryddelse af store dele af datidens dyrerige.
Kriterierne for et dyrs individualisering var et højt udviklet instinkt, og selve individualiseringen indebar, at dyret gik fra gruppesjælsprincippet – som var gældende for dyreriget og stadig er det – til at have en individuel sjæl. I forbindelse med individualiseringen fik det primitive menneske i menneskehedens barndom et mentalt aspekt i sin konstitution, som gav mulighed for, at fremtidens menneskehed kunne udvikle erkendelse af årsag og virkning.
I menneskehedens barndom gik evolutionen meget langsom, og den var meget lidelsesfuld. Mennesker måtte konstant kæmpe med store og vilde dyr, som flere gange næsten udryddede menneskeheden, og samtidig var mennesket i evig kamp med rivaliserende nabostammer – og har stort set altid været det!
|