Inkarnationen af ånden i et fysisk legeme kræver en temmelig kompliceret række forbindelsesled eller ”legemer”. Hovedforbindelsen er det, man kalder psyken, og den er den indre del af den psykosomatiske – dvs. den sjælelige-legemlige organisme, der er udviklet i tidligere naturriger – særlig dyreriget – for senere at blive brugt af menneskets sjæl. Når den psykisk-fysiske mekanisme overtages af mennesket, bliver den naturligvis omformet, fordi den under inkarnationen fungerer som forbindelsesled til den psyko-fysiske verden. Men selv om psyken og det fysiske legeme efterhånden er i besiddelse af alle menneskets karakteristiske egenskaber, er de alligevel – pga. den dyriske oprindelse – fuld af instinktive adfærdsmønstre, angst, selvopholdelsesdrift, seksuel jalousi og andre faktorer, som i deres inderste natur er undermenneskelige.

Det psykiske område er lige så objektivt og virkeligt på sit eget plan som det fysiske og omfatter et tilsvarende bredt spektrum af vibrationer. Det er hjemstedet for alle tænkende og følende skabningers personlige eller kollektive indre liv, uanset om der er tale om bevidste oplevelser eller faste adfærdsmønstre. Og hele den subtile verden er ligesom den fysiske, underlagt bestemte lovmæssigheder, der kan iagttages og beskrives.

Det psykologiske element i mennesket – psyken – har derfor en dobbelt funktion, for psyken er mellemledet mellem den åndelige bevidsthed og det psykiske felt, den er en del af, samt den fysiske verden.

I nutiden er det almindelig kendt, at tanke- og følelseslivet har stor indflydelse på det fysiske helbred og den fysiske adfærd. Indre stemninger som nervøsitet eller angst overføres konsekvent – selv om det sker ubevidst – fra det psykologiske plan til den fysiske organisme, og der findes tanke- og følelsesmønstre, der er lige så automatiske i psyken som f.eks. fordøjelsen er det i kroppen. Når man tænker på, at mønstrene – selv om de arbejder langt under dagsbevidsthedens tærskel – befinder sig på den bane, som livsstrømmen følger indefra og ud – er det ikke svært at forstå, at indre sindsstemninger kan stimulere, svække eller endda forstyrre automatiske kropsfunktioner som f.eks. åndedrættet, fordøjelsen eller kirtelsekretionen, uden at man er klar over det.