Forholdet mellem læge og patient har altid haft en særlig karakter. Den gammeldags læge var samtidig lidt af en præst, der blev betragtet som en slags kanal for den egenskab hos guddommen, der herskede over sygdom og sundhed. Det er et meget vigtigt aspekt af det helbredende arbejde, for alene troen på lægens evne til at helbrede øger muligheden for, at man kan helbrede sig selv. På grund af sin uddannelse og erfaring med sygdomme bringer lægen bestemte psykologiske faktorer ind i billedet, og hvis lægen også har indsigt i det åndelige aspekt, er det muligt at fungere som kanal for helbredende kræfter. Forståelsen for det åndelige aspekt er ikke afhængig af, om lægen tilhører en eller anden kult eller en bestemt trosretning. Evnen stammer fra ægte medmenneskelighed, en fornemmelse af enhed med sine medmennesker og et oprigtigt ønske om at hjælpe. Universelle egenskaber af den type baner vejen for strømmen af helbredende kræfter fra de indre eksistensplaner, og alene tilstedeværelsen af et menneske med de rigtige kvalifikationer, får patienterne til at føle sig bedre.

Lægen må aldrig glemme, at der er en intention bag alle sygdomme. Ofte vil et overbelastet nervesystem udvikle en forsvarssygdom for bedre at klare omgivelsernes pres – eller måske for helt at undgå at tilpasse sig. De nuværende tilstande i samfundet og hospitalsvæsenet har haft en tendens til at reducere menneskets personlige ansvar for dets eget helbred – og for mange andre aspekter af tilværelsen. Det er almindeligt at konstatere, at man har fået en sygdom, og derefter koncentrere sig om smittekilden. Men det er indlysende, at det er patienten selv, der har banet vejen for sygdommen. Sygdommen er en projektion af en indre konflikt eller et indre behov på det aktuelle tidspunkt, og derfor er helbredet i virkeligheden menneskets eget ansvar.

Et dårligt forhold mellem lægen og patienten kan ofte være skyld i, at patienten ikke bliver rask af den ordinerede behandling. Patienten tilbageholder måske bestemte oplysninger – enten af uvidenhed eller på grund af en eller anden mystisk trang, som får patienten til at afprøve lægens evne til at diagnosticere. Det skaber forvirring og misforståelser, som kan forhindre helbredelsesprocessen.

I nogle tilfælde er patienten psykologisk utilgængelig, og det medfører, at sygdommen beholder magten på grund af manglende samarbejdsvilje. Det kan skyldes, at hverken lægen eller patienten er klar over, at den syges rolle er lige så vigtig som lægens. Nogle patienter forventer, at lægen skal skabe mirakler uden at få hjælp af patienterne, mens andre har opgivet håbet, og derfor ikke gør sig nogen anstrengelser. Desuden er der de mange tilfælde, hvor sygdommen benyttes til et barnligt formål, som f.eks. at tiltrække opmærksomhed og skabe sympati – eller måske endda ros pga. det mod, der vises i kampen mod sygdommen. I alle disse tilfælde er der effektivt blokeret for den åndelige helbredelse, og der kan ikke opnås meget.