Et gammelt ordsprog siger, at som man sår, skal man høste, og det er i allerhøjeste grad relevant i forbindelse med sundhed, sygdom og helbredelse – men også med alle andre aspekter af livet. Hvis det bliver forstået rigtigt, er det forklaringen på mange ulykkelige begivenheder, og på sygdomme, der er vanskelige at kurere. Men også på mysteriet om, hvordan det er muligt efter mange års søgen pludselig at finde en kur, der normalt ikke forventes at give resultater, og som ikke har nogen medicinsk forklaring. Desuden kan det give den intelligente patient en holdning, der er yderst gavnlig for en helbredelse, eller – hvis det er udelukket – hjælpe patienten til at blive tilfreds på trods af det fysiske handicap.

Det grundliggende princip i karmas lov er, at mennesket på et hvilket som helst tidspunkt er under indflydelse af kræfter, der er resultatet af dets egne handlinger, uanset om kræfterne er fysiske eller mentale, ”positive” eller ”negative”. Det er klart, at virkningen af at sætte ild til en krudttønde eller straffen for en forbrydelse er et direkte udtryk for loven om årsag og virkning, men når et menneske fødes med en uhelbredelig sygdom eller bliver offer for en ”meningsløs” ulykke, er det straks vanskeligere at gennemskue årsagssammenhængen.

Doktrinen om karma kan ikke bevises på naturvidenskabens præmisser, og det skyldes først og fremmest menneskets dårlige hukommelse, som er begrænset til de begivenheder, der registreres af hjernen i et enkelt liv. Men hvis en del af mennesket, sådan som det oplyses i åndsvidenskaben, er udødelig, skal den underbevidste hukommelse have en langt større tidsmæssig rækkevidde end den fysiske bevidsthed. Hvis der i mennesket er en central kerne, som cyklisk fortsætter fra en fase af tilværelsen til den næste, vil den være et permanent brændpunkt for kræfternes aktion og reaktion. Overalt i naturen ser man cykliske processer, der består af rytmiske udvidelser og sammentrækninger. Hvorfor ikke gå ud fra, at menneskets liv også består af cykliske faser, hvor det skiftevis inkarnerer i den fysiske verden og trækker sig tilbage fra den igen?

Karma-teorien går ud på, at et ethvert menneske ankommer til den fysiske verden med en vis mængde uforløste kræfter – både konstruktive og destruktive – og de er hele tiden aktive i mennesket og dets relation til omgivelserne.

Tidligere handlinger og holdninger er spirer til karma, og hvis mennesket har haft mange oplevelser i mange liv, vil der være en anseelig ophobning af karmiske kræfter. Den karmiske ”byrde” skal på et eller andet tidspunkt – mere eller mindre bevidst – erkendes og afvikles, før mennesket kan nå sit endelige mål, der kaldes frelse, befrielse, nirvana, moksha o.l. Gælden skal betales, og det andre skylder, skal inddrives. Men dybest set er det et spørgsmål om at lære at integrere oplevelsen af de fysiske og psykiske forhold, sådan at erfaringen bliver en del af den evige åndelige arv.