Godt og dårligt helbred
Hvis man betragter det fysiske legeme og tankesindet som åndens redskaber, kan man definere et godt helbred på følgende måde:
”Et menneske har et godt helbred,
når det har fred med sig selv,
og lever i harmoni med sine omgivelser”.
Det indebærer, at tilstanden ikke er statisk men dynamisk, og den kræver en uafbrudt ind- og udstrømning af energier på alle bevidsthedsplaner. Når energien strømmer uhindret, vil mennesket som regel føle sig både sundt og lykkeligt. Med lykke menes der ikke en almindelig tilfredshed, glæde eller overstadighed, men en harmonisk og afbalanceret holdning til tilværelsen på et hvilket som helst tidspunkt. Det er den basale tilstand i naturen – en tilstand, som naturens kræfter har en tendens til automatisk at skabe. Det er en uafbrudt strøm af små tilpasninger, som skaber et evigt voksende erfaringsgrundlag.
Fra den synsvinkel er smerter, sygdomme og lidelser udtryk for manglende harmoni eller tilpasning på forskellige oplevelsesniveauer. Med andre ord giver de oplysning om mangel på en fri og harmonisk vekselvirkning mellem et område eller et organ i kroppen og de aktiviteter, der er forbundet med det – eller mellem et menneske og dets omgivelser. Konklusionen er, at helbredelse simpelthen består i at genoprette det normale forhold mellem det sygdomsramte område og resten af kroppen, mellem kroppen og omgivelserne eller mellem kroppen, mennesket og dets personlige relationer. Derfor vil hvile, nye omgivelser eller en holdningsændring ofte medføre spontan helbredelse. Små chokpåvirkninger som f.eks. et fald eller bare et nys har nogle gange sat en helbredelsesproces i gang – sandsynligvis fordi det har udløst spændinger i organismen.
|