Når ønsket om meditation opstår i bevidstheden hos et menneske, skyldes det ofte, at det inkarnerede sjælsaspekt (bevidstheden i personligheden), er begyndt at længes mod en højere virkelighed. Livets erfaringer har bragt mennesket (sjælaspektet i personligheden), frem til det punkt, hvor materialistiske ambitioner ikke længere er nok. Personlighedens opmærksomhed, der i utallige inkarnationer har været rettet mod den fysiske verden og bundet til de fem fysiske sanser, begynder nu at fundere over filosofiske og mere abstrakte spørgsmål. Hvad er meningen og formålet med livet?

Abstraktionsprocessen i den inkarnerede sjælsbevidsthed påkalder den overvågende sjæls opmærksomhed – og det er udviklingsstadiet, hvor discipelskabets vej begynder. For første gang nogensinde i den udvikling sjælen har gennemgået, er der nu en situation, hvor den overvågende sjæl er begyndt at "rette opmærksomheden nedad" og den inkarnerede sjæl ”retter opmærksomheden opad”. Tiden er derfor inde til at mødes. Man kan sige, at ”øjenkontakt kan skabes, og et bevidst kærlighedsforhold kan indledes.” Og her bliver meditation vigtig, for meditation er en af de vigtigste veje til bevidst sjælskontakt. Men på samme måde som det ofte beskrives i litteraturen, skal de elskende først frygtelig meget igennem før de får hinanden. Det gælder også i dette kærlighedsforhold. Ofte rummer populære kærlighedshistorier symbolske sandheder som ikke er fiktion, men virkelighed i den indre verden.

Den inkarnerede sjæl opdager, at den holdes fanget i personlighedens verden. Den har bundet sig til alle mulige lidenskaber, begær og skyggesider, og de lavere drifter ønsker ikke at give afkald på deres magt. Men personligheden er begyndt at fornemme en højere virkelighed, som den kan blive en del af. Den har opdaget, at der er en chance for at frigøre sig fra de mange bindinger, der er skabt af karaktertræk, der medfører lidelse, og som inkarnation efter inkarnation har været årsag til personlige dramaer, og som har vanskeliggjort rigtige menneskelige relationer.

Men personligheden opdager også, at det er svært at befri sig fra sit selvskabte fængsel. Man kan sammenligne det med en situation, hvor en indsat i et fængsel ser ud af tremmevinduet, og får øje på en ven, som den fængslede troede var død. Et forsøg på at bryde ud af fængslet med vold, vil kun give en kortvarig frihed – aldrig ægte frihed. Der er kun én mulighed – at arbejde hårdt på at ændre sin natur og adfærd, så man hurtigst muligt kan løslades.