8. kapitel

PROBLEMER MED KONCENTRATION

Omflakkende tanker

Når man begynder at praktisere koncentrationsøvelser, opstår der et problem, som stort set alle oplever. Selve forsøget på at koncentrere sig medfører, at tankerne bliver mere urolige og rastløse. Til en vis grad er det sandt, for loven om virkning og respons gælder overalt og derfor også i forbindelse med koncentrationsøvelser. Det pres, der lægges på tankerne, skaber en tilsvarende reaktion eller respons. Men når man har erkendt det, vil et dybere studie af problemet afsløre, at den forøgede rastløshed som regel er en illusion. Følelsen af voksende rastløshed skyldes hovedsageligt den kontrast, der pludseligt opstår mellem sjælen, der ønsker sindsro, og tankesindets normale tilstand, der er bevægelighed. I utallige inkarnationer er sjælen blevet ført omkring af de hurtigt skiftende tanker, på samme måde som mennesket hele tiden føres gennem rummet af den roterende Jord. Mennesket er ikke bevidst om Jordens bevægelse. Det mærker ikke, at verden konstant bevæger sig, og at det selv er en del af bevægelsen. Jorden bevæger sig med meget stor hastighed igennem rummet, men hvis mennesket skulle være bevidst om bevægelsen, skulle det være i stand til at skille sig ud fra Jorden og bremse sin egen bevægelse uden at blive knust. Og så længe et menneske giver efter for tankens hurtige bevægelser, er det ikke bevidst om tankens konstante bevægelse, aktivitet og rastløshed. Men når mennesket skiller bevidstheden ud fra tankesindet, vil det ikke længere blindt følge tankens bevægelser. Det opdager, at det har været slave af tanken. Det er faktuelle forhold, og hvis man er bevidst om dem, mister man ikke modet, når man i begyndelsen af processen møder denne universelle erfaring. I stedet betragter man problemet som noget selvfølgeligt, og man arbejder roligt videre. I virkeligheden får man bare den samme erfaring, som Arjuna omtalte for mere end 5.000 år siden:

”På grund af rastløshed ser jeg ikke noget fast grundlag for den yoga, der opnås ved hjælp af sindsro og balance, kære Madhusudanah, for tanken er i sandhed rastløs, kære Krishna. Den er impulsiv, stærk og vanskelig at beherske. Jeg betragter det som ligeså vanskeligt at beherske den, som at beherske vinden.”

Og svaret viser den eneste løsning på problemet:

”Ganske vist, kære du med de stærke arme, er tanken rastløs og vanskelig at beherske, men den kan beherskes ved hjælp af utrættelig øvelse og upersonlighed.”[1]

Når der er skabt sindsro og balance i tankesindet, vil det være vanskeligt igen at få det ud af ligevægt pga. omflakkende tanker fra andre tankesind, som man stadig er omgivet af. Et tankesind, der er vænnet til koncentration, lader sig ikke let omforme af ubudne gæster.

Alle, der træner tankesindet, skal være på vagt over for den type tanker, hvor man siger: ”Det faldt mig ind”. Den form for tanker skal altid udsættes for skelneevnens kritiske vurdering. Hvis en negativ tanke slipper ind, skal den hurtigt jages ud igen, og den bedste metode er omgående at erstatte den negative tanke med en positiv for at skabe balance. En tanke, der har den modsatte karakter, vil afbalancere tankesindet, og efterhånden bliver reaktionen automatisk. Det negative udstødes straks af det positive. Harmoniske, rytmiske tankevibrationer udstøder uharmoniske og uregelmæssige tanker. De kastes tilbage fra den rytmisk vibrerende overflade, på samme måde som en sten, der kastes mod et roterende hjul. Når – man ligesom alle andre mennesker – lever i en uafbrudt strøm af positive og negative tanker, skal man forsøge at udvikle sjælens evne til at vælge og fravælge. De positive tanker skal tiltrækkes, og de negative skal afvises, og det skal ske som en automatisk reaktion. Tankesindet er som en magnet, der konstant tiltrækker og frastøder, men man kan selv bestemme, hvad ”magneten” skal tiltrække og frastøde. Hvis man er opmærksom på hvilke tanker, der strømmer ind i tankesindet, vil man opdage, at tankerne er i overensstemmelse med de tanker, man normalt foretrækker. Tankesindet tiltrækker tanker, der er i samklang med tankesindets normale aktiviteter. Hvis man i et stykke tid målbevidst øver sig i at vælge og fravælge sine tanker, vil tankesindet efterhånden af sig selv foretage valget efter de retningslinjer, man har vænnet det til, og efterhånden vil negative tanker ikke længere få adgang til tankesindet, mens de positive altid vil blive modtaget af en åben dør.

De fleste mennesker er alt for modtagelige. Modtageligheden skyldes svaghed, og ikke at de bevidst giver efter for de indflydelser, der strømmer til dem. Derfor er det vigtigt at lære, hvordan man gør sig bevidst positiv, og hvorfor man bliver negativ, når man er blevet enig med sig selv om, hvad der er godt, og hvad der er skidt.

Hvis man gør det til en vane at koncentrere sig, vil det i sig selv styrke tankesindet, og dermed får det nemt ved at kontrollere og vælge de tanker, der strømmer ind i det udefra. Men det er vigtigt at tilføje, at når en negativ eller måske direkte ond tanke får adgang til tankesindet, skal man ikke kæmpe direkte med den. Man skal udnytte den kendsgerning, at man kun kan tænke på én ting ad gangen. Derfor skal man øjeblikkelig skabe en positiv og god tanke, og den onde tanke vil omgående blive fortrængt. Når man kæmper imod noget, skaber den kraft, man udsender, en tilbagevirkning, som forstærker uroen. Hvis man i stedet vender det mentale øje i en anden retning – mod et billede med det modsatte indhold – vil det uønskede billede stille og roligt forsvinde fra synsfeltet. Mange mennesker spilder livet med at kæmpe imod uønskede tanker – en kamp, man aldrig kan vinde. I stedet skal man sørge for, at der ikke er plads til de negative tanker, fordi man har fyldt tankesindet med positive tanker. Efterhånden som tankesindet tiltrækker mere og mere stof, der ikke responderer på de negative tanker, bliver mentallegemet lidt efter lidt positivt og resistent over for negative og onde tanker. Man skal altid forsøge at fokusere på det, man er for – ikke det, man er imod.

Det er hemmeligheden ved rigtig modtagelighed. Tankesindet responderer i overensstemmende med sin sammensætning. Det besvarer alt, hvad der er af samme natur som det selv. Derfor kan man gøre det positivt som en beskyttelse imod det negative, ved konsekvent at vænne sig til positiv tænkning. Positiv tænkning tiltrækker finere stof, som indbygges i mentallegemet, og derfor bliver det modtageligt for det gode og uimodtageligt for det onde. Man skal tænke på det, man ønsker at modtage og indbygge det i sin natur, og undgå at tænke på det, man ikke ønsker at modtage. I det enorme tankeocean, der omgiver mentallegemet, tiltrækker et positivt tankesind gode tanker, og afviser de onde, og derfor bliver mentallegemet gradvis både renere og stærkere midt i det eksisterende tankemiljø, som gør andre mentallegemer svagere og mere urene.

Teknikken med at erstatte en tanke med en anden kan bruges på mange måder. Hvis en negativ tanke om et andet menneske dukker op i tankesindet, skal den omgående erstattes af tanken på en positiv egenskab, som mennesket er i besiddelse af – eller en god gerning, som det har gjort. Hvis tankesindet lider under angst og nervøsitet, kan man tænke på, at livet har en mening, at Universet styres af kærlighedens lov, og at der er en guddommelig plan med hvert eneste menneske, med menneskeheden, Jorden og Universet. Hvis en uheldig tanke bliver ved med at dukke op, vil det være klogt at benytte et særligt våben − et mantra eller en læresætning, som udtrykker den stik modsatte idé. Og hver gang den uønskede tanke dukker op, gentager man mantraet eller sætningen, og efter nogle få uger dukker tanken ikke længere op.

Det er godt kontinuerligt at forsyne tankesindet med en åndelig tanke, positive ord og sætninger (f.eks. mantraer), inspiration til åndelig livsførelse osv. Før man dag efter dag bevæger sig ud i livets stress og jag, kan man på den måde beskytte tankesindet med et skjold af positive tanker. Nogle få udvalgte ord eller citater f.eks. fra åndsvidenskaben vil være nok. Når de indarbejdes i tankesindet ved at gentage dem nogle gange hver dag, når man står op om morgenen, vil de dukke frem igen og igen i dagens løb, og hver gang der er en pause i tænkningen, vil de vende tilbage.

Farer ved koncentration

Der er enkelte farer forbundet med koncentrationsøvelsen, og begynderen skal naturligvis kende dem. I ønsket om at opnå hurtige resultater går mange ivrige begyndere alt for hurtigt frem, og det skaber forhindringer i stedet for at hjælpe.

Der er en risiko for, at det fysiske legeme kan få problemer pga. uvidenhed og uforsigtighed. Når et menneske koncentrerer sine tanker, kommer det fysiske legeme af sig selv i en spændingstilstand, som begynderen ikke lægger mærke til, for det sker ubevidst. Energi følger tanken, og at legemet også følger tanken, afsløres af flere kropslige reaktioner. Panden rynkes, når man anstrenger sig for at huske, blikket bliver stirrende, og øjenbrynene sænkes. Spændt opmærksomhed ledsages af et stift blik. Bekymring viser sig som et ivrigt og alvorligt blik. I mange tidsaldre har tankesindets anspændelse vist sig som anspændelse i det fysiske legeme. Tankesindet har tidligere konstant været optaget af at dække de legemlige behov ved legemligt arbejde, og derfor er der skabt en forbindelse, som nu er blevet en automatreaktion. Når mennesker koncentrerer sig, følger legemet automatisk tankesindet. Musklerne bliver stive og nerverne anspændte. Det medfører fysisk tæthed, for musklerne og nerverne bliver udmattede af spændingen, og akut hovedpine følger ofte i koncentrationens kølvand. Det får mange til at opgive koncentrationsøvelserne, for de regner med, at de uheldige virkninger er uundgåelige.

Faktisk kan de undgås ved hjælp af en simpel forholdsregel. Begynderen skal af og til afbryde koncentrationen for at lægge mærke til det fysiske legemes tilstand, og hvis kroppen er anspændt, skal den straks afspændes. Når det er gjort flere gange, brydes forbindelsen mellem tankesindets anspændelse og kroppens anspændelse, og det fysiske legeme vil være både bøjeligt og afslappet, mens tankesindet er koncentreret. Patanjali sagde, at en meditationsstilling skal være ”let og behagelig”. Det fysiske legeme kan ikke hjælpe tankesindet med at koncentrere sig ved at muskler og nerver anspændes, og kroppen kan tage skade af det.

En personlig oplevelse illustrerer problemet, for under en træningsøvelse, der var ledet af H.P. Blavatsky, opfordrede hun til, at der skulle gøres en viljeanstrengelse. Det blev gjort så intenst, at blodkarrene i hovedet svulmede op, og H.P. Blavatsky sagde derfor: ”Kære ven – man øver ikke sin vilje med blodkarrene.”

En anden fysisk fare er den virkning, koncentrationen har på hjernens nerveceller. Efterhånden som koncentrationsevnen vokser, tankesindet bliver roligt, og sjælen begynder at arbejde gennem tankesindet, stiller det et nyt krav til hjernens nerveceller. Hjernecellernes urbestanddele er naturligvis atomer, og atomernes vægge består af hvirvler af spirillaer, og gennem spirillaerne strømmer livskraften. Der er syv sæt spirillaer. Kun fire er i brug, og de resterende tre bruges ikke endnu. Reelt er de rudimentære. Når de højere kræfter strømmer ned og leder efter en kanal i atomerne, bliver det sæt spirillaer, som på et senere stadie i evolutionen skal fungere som kanal for dem, tvunget til aktivitet. Hvis det sker meget langsomt og forsigtigt, gør det ingen skade − men for voldsomt pres skader spirillaernes fine væv. Når de ganske små og fine rør ikke er i brug, er deres sider i kontakt med hinanden – ligesom rør af blødt gummi. Hvis siderne tvinges for voldsomt fra hinanden, kan der let opstå brud. Faresignalet er en følelse af sløvhed og tunghed i hele hjernen. Hvis man ignorerer det, vil resultatet være voldsom hovedpine, og i værste fald kan det medføre en sejlivet betændelse. I begyndelsen skal koncentrationen derfor kun øves i kort tid og med forsigtighed – og den skal aldrig resultere i, at man føler hjernetræthed. Få minutter er tilstrækkelig i begyndelsen. Senere kan man forlænge tiden, efterhånden som øvelsen skrider frem.

Uanset hvor kort tid man bruger, så skal øvelsen praktiseres regelmæssigt. Hvis man går glip af en dags øvelse, falder atomet tilbage i den tidligere tilstand, og arbejdet skal begynde forfra. Regelmæssigt og disciplineret men ikke langvarige øvelser giver det bedste resultat og forebygger farerne. I nogle såkaldte hatha yoga skoler anbefales det at øve koncentrationen ved at fokusere blikket på en sort plet på en hvid væg og blive ved at stirre på den, indtil man falder i trance. Men der er to grunde til, at man ikke skal gøre det. For det første skader øvelsen synet på længere sigt. Øjnene mister indstillingsevnen. For det andet medfører det en form af hjernelammelse. Det begynder med træthed i nethindecellerne, for lysbølgerne rammer dem, og pletten forsvinder for synet. Det skyldes, at det sted på nethinden, hvor billedet er skabt, bliver ufølsomt. Årsagen er, at det har vibreret som respons for længe. Trætheden breder sig indefter, og til sidst opstår der en slags lammelse, og man falder i hypnotisk trance. I Vesten er overdreven stimulering af et sanseorgan et anerkendt middel til at skabe hypnose – eksempelvis et roterende spejl, et svingende pendul, elektrisk lys osv.

Men hjernelammelsen stopper ikke alene al tænkning på det fysiske plan – den gør også hjernen ufølsom over for ikke-fysiske vibrationer, så sjælen ikke er i stand til at overføre indtryk til hjernen. Teknikken sætter ikke sjælen i frihed, men afbryder sjælens forbindelse til sit redskab. Teknikken kan få et menneske til at ligge i trancen i ugevis, men når det vågner, er det ikke blevet klogere end det var ved trancens begyndelse. Mennesket har ikke erhvervet nogen form for kundskab. Det har kun spildt tiden. Man får ikke åndelige evner med den slags metoder – kun fysiske problemer.

Meditation

Meditation er sådan set allerede forklaret, for meditation består i evnen til at fastholde de koncentrerede tanker ved en genstand eller et nøgleord – ved en idé – ved et problem, som trænger til at blive belyst – ved et religiøst forbillede – ved alt, hvor man ønsker at forstå og assimilere.

Meditation kan ikke praktiseres med udbytte, før man – i hvert fald delvist – har lært at koncentrere sig. Koncentration er ikke et mål i meditation. Koncentration er midlet til at nå et mål. Meditation former tankesindet og gør det til et redskab, der kan bruges efter behov. Når et koncentreret tankesind urokkeligt er rettet mod en genstand for at trænge igennem stoffets slør og nå ind til formens hensigt og selve livet i formen, og for at få livet i formen til at skabe en syntese med sjælens liv – så er der tale om meditation. Koncentrationen kan betragtes som opbygning af redskabet, og meditationen som redskabets anvendelse. Tankesindet samler sig i et brændpunkt, og derefter rettes det imod og fastholdes ved den genstand, man ønsker at undersøge.

Hvis man beslutter sig for at leve et åndeligt liv, er man nødt til dagligt at afsætte tid til meditation. På samme måde som det fysiske liv ikke kan opretholdes uden føde, kan det åndelige liv ikke opretholdes uden meditation. Hvis man ikke dagligt kan afse en halv time, hvor den ydre verden kan lukkes ude, og hvor tankesindet kan modtage en livsstrøm fra åndelige planer, kan man ikke leve et virkeligt åndeligt liv. Det guddommelige kan kun åbenbare sig, når tankesindet er koncentreret, ubevægeligt og trukket tilbage fra den ydre verden. Det guddommelige viser sig i utallige former, men det guddommelige åbenbarer sit liv og sin natur i menneskets hjerte, for mennesket er et brudstykke af Gud. Under meditationens stilhed strømmer lys, kærlighed og kraft ind i sjælen, og et menneske, der mediterer, er altid aktivt i den ydre verden – en praktisk mystiker.

Den praktiske mystiker er en stor kraft i verden. Den koncentrerede intelligens, udholdenhed, selvkontrol, sindsro og evnen at trække sig tilbage fra verdens stress og jag giver ubeskrivelig forøget arbejdskraft. Det menneske, der mediterer, spilder ikke sin tid, spreder ikke sin energi og går ikke glip af nogen mulighed. Det menneske, der mediterer, har kontrol over begivenhederne, for det har en indre kraft, som begivenhederne kun er det ydre udtryk for. Det menneske, der mediterer, har kontakt med det guddommelige liv og har derfor kontakt med den guddommelige energi og kraft.

_________________________________

[1] Bhagavad-Gita, VI, 35, 36

_________________________________