INDLEDNING

Værdien af kundskab skal måles i forhold til dens evne til at forfine et menneskes adfærd og forædle livet, og alle, der seriøst ønsker at studere åndsvidenskab, forsøger at bruge den kundskab, de opnår, til at udvikle deres egen karakter og til at hjælpe deres medmennesker. Bogen er skrevet til seriøse studerende i håb om, at en dybere forståelse af menneskets intellektuelle natur medfører en målbevidst udvikling af det, der er positivt i tankesindet og fjerner det, der er negativt. Den følelse, der inspirerer til et bedre liv, er halvt spildt, hvis indsigt og forståelse ikke oplyser den vej, man har valgt at gå, for på samme måde som en blind uden at vide det kan fare vild eller vælge en forkert kurs og falde i grøften, kan personligheden, der famler sig frem i uvidenhedens mørke, afvige fra den rigtige kurs i livet, og falde i de faldgruber, der består af negative handlinger. Avidya[1] − uvidenhed − er i virkeligheden det første skridt væk fra enhed til adskilthed, men efterhånden som uvidenhed erstattes af viden, forsvinder oplevelsen af separatisme og adskilthed, indtil den helt forsvinder, og den oprindelige væren og indre fred er genoprettet.

Den registrerende sjæl

Når man studerer menneskets esoteriske natur, er man nødt til at adskille mennesket fra de redskaber, det bruger – dvs. at adskille sjælen fra de klædninger, den har iført sig for at manifestere sig. Sjælen er den samme, selvom den ifører sig forskellige former, der består af forskellige stoftyper, for det er en forudsætning for, at den kan manifestere sig og fungere på de forskellige stofplaner. Derfor har mennesket kun én sjæl i ordets egentlige betydning. Man kan sammenligne mennesker med Solens stråler, der strømmer ud fra Solen, for det samme gør sjælene − det virkelige i mennesket – som alle er livsgnister eller stråler, der strømmer ud fra Det Højeste Selv. Derfor kan enhver sjæl sige: ”Jeg er Ham”.

Det samme gælder, når man tager en enkelt af strålerne, for selvom den fungerer adskilt, udgør den stadig en del af en enhed, selvom enheden er skjult af dens ydre skikkelse. Bevidstheden er en enhed, og når mennesket opdeler bevidstheden i kategorier, er det enten af pædagogiske hensyn af hensyn til forståelsen af studiet, eller det skyldes de illusioner, der skabes, når sanserne og evnerne er begrænset af de organer, bevidstheden benytter i de lavere verdener.

Det er et faktum, at sjælens manifestationer udgår fra dens tre aspekter: Viden, vilje og handlekraft, og de tre aspekter kommer til udtryk som henholdsvis tanker, følelser og handlinger, men det må ikke stå i vejen for et andet faktum, at substansen reelt ikke er delt, for hele sjælen véd, hele sjælen vil og hele sjælen handler. Funktionerne er heller ikke helt adskilte, for når sjælen véd, handler og vil den også − når sjælen handler, véd og vil den også – og når sjælen vil, handler og véd den også. En funktion er dominerende og nogle gange så meget, at den helt skjuler de andre, men selv under den mest intensive koncentration − den mest adskilte af de tre − er der altid en latent handlekraft, og en latent vilje til stede, og det kan iagttages ved omhyggelig analyse.

De tre aspekter er her blevet kaldt ”sjælens tre aspekter”, men lidt dybere forklaring vil sikkert hjælpe på forståelsen. Når sjælen er stille, er kundskabsaspektet manifesteret, og det er i stand til at opleve lighed med alt det, der viser sig. Når sjælen er koncentreret eller optaget af at forandre en tilstand, træder viljesaspektet i forgrunden. Når sjælen kommer i nærheden af en hvilken som helst genstand, og bruger sin energi på at komme i kontakt med den, træder handlingsaspektet i forgrunden. Det er derfor indlysende, at de tre aspekter ikke er adskilte dele af sjælen. De er ikke tre forskellige ting, der er forbundet eller forenet, for de udgør en udelelig helhed, der manifesterer sig på tre måder.

Det er vanskeligt at give en klar forestilling om sjælens grundbegreb udover det, der ligger i selve ordet. Sjælen er det bevidste, følende og relativt evige, som i ethvert menneske véd, at det eksisterer. Intet menneske kan nogensinde forestille sig, at det ikke findes – at det er ikke-eksisterende. Det kan ikke i sin bevidsthed finde et udtryk for, at ”jeg eksisterer ikke”. Som Bhagavan Das har udtrykt det:

”Sjælen er livets naturnødvendige grundlag.”

Eller som Vachaspati-Mishra siger i sin kommentar (Bhamati) til Shankaracharyas Shariraka-Bhashya:

”Ingen spørger tvivlende sig selv:

”Er jeg − eller er jeg ikke?”[2]

Oplevelsen af at ”jeg er”, kommer før alt andet og er hævet over ethvert argument. Intet bevis kan gøre oplevelsen stærkere − intet modbevis kan gøre den svagere. Både bevis og modbevis er baseret på ”jeg er” – dvs. en følelse af ren og skær tilværelse, som ikke kan analyseres. Det eneste, man kan sige om oplevelsen, er, at den enten tiltager eller aftager. ”Jeg er mere” er udtryk for behag. ”Jeg er mindre” er udtryk for ubehag.

Hvis man går tættere på oplevelsen af ”Jeg er”, vil man opdage, at den kommer til udtryk på tre forskellige måder:

1. Den indre afspejling af et ikke-selv – dvs. kundskab – er årsagen til tanker.
2. Den indre koncentration – dvs. viljen – er årsagen til følelser.
3. Den udadgående stræben mod det ydre – dvs. energien – er årsagen til handlinger.

”Jeg véd” eller ”jeg tænker”,

”jeg vil” eller ”jeg føler”,

”jeg er aktiv” eller ”jeg handler”

– det er den udelelige sjæls tre udtryk for

”jeg er”.

Alle manifestationer kan grupperes under en af de tre kategorier, og sjælen manifesterer sig kun på de tre måder i personlighedens tre verdener. På samme måde som alverdens farvenuancer skabes af de tre grundfarver, skabes sjælens utallige manifestationer fra vilje, energi og kundskab.

Sjælen som den, der vil, sjælen som den, der handler, sjælen som den, der véd − det er sjælens evige natur, og desuden er det kilden til individualitet i tid og rum. Og det er sjælen i sit tankeaspekt, sjælen som den, der véd, der skal studeres i bogen om Tankekraft.

Ikke-selvet som det, der vides

Sjælens natur er ”kundskab”, og i utallige inkarnationer bruger den et stort antal legemer eller stofformer, og gradvis erfarer sjælen, at den ikke er i stand til at vide, handle og ville i formerne og ved hjælp af dem. Den opdager, at formerne ikke lader sig beherske. Og det gælder lige fra den første form, den bliver bevidst om, og som den (fejlagtigt og alligevel som en nødvendighed) lærer at identificere med sig selv. Sjælen véd, og stofformerne tænker ikke − sjælen vil, og stofformerne viser ingen følelser − sjælen handler, og der kommer ingen respons fra stofformerne. I stofformerne kan sjælen ikke sige: ”Jeg véd”, ”jeg handler” og ”jeg vil” − og til sidst lærer den det. Den lærer at betragte dem som adskilte skabninger i mineralske, vegetabilske, dyriske, menneskelige og overmenneskelige former, og det sammenfatter den i én fællesbetegnelse – ikke-selvet − hvori den som adskilt sjæl ikke er, og hvori den ikke véd, handler og vil. På spørgsmålet: ”Hvad er ikke-selvet?” vil sjælen i en meget lang udviklingsperiode svare: ”Alt, hvori jeg ikke véd, ikke vil og ikke handler”.

Efter mange erfaringer og analyser opdager sjælen, at legemerne – dens redskaber − det ene efter det andet undtagen den allerfineste stofhinde, som gør den til en sjæl − er dele af ikke-selvet. Legemerne er derfor udtryk for viden, og det, sjælen kan vide, er ikke identisk med den, der véd. Det er en erkendelse, der er helt i overensstemmelse med virkeligheden. Sjælen kan aldrig lære at opfatte den allerfineste hinde som noget, der er adskilt fra den selv, for det er hinden, der gør den til en adskilt sjæl, og hinden er derfor nødvendig for at skabe adskillelse mellem sjælen og ånden (monaden). Hvis sjælen oplevede hinden som ikke-selvet, ville den gå op i Altet.

Viden

For at sjælen kan være den, der véd, og ikke-selvet kan være det, der vides, skal der skabes et bestemt forhold imellem dem. Ikke-selvet skal påvirke sjælen, og sjælen skal påvirke ikke-selvet. Der skal foregå en vekselvirkning imellem dem. Viden er derfor et forhold mellem sjælen og ikke-selvet, og naturen af relationen omtales i næste afsnit af bogen, for det er vigtigt først at forstå, at viden er en relation. Viden forudsætter dualitet – sjælsbevidsthed på den ene side og erkendelsen af et ikke-selv på den anden. Det er en nødvendig betingelse for viden og kundskab, at både sjælen og ikke-selvet er til stede og påvirker hinanden.

Den, der véd – det, der vides – og evnen til at vide − er tre aspekter i ét, og de skal forstås, før tænkeevnen eller tankekraften kan bruges korrekt, dvs. til at hjælpe verden. Ifølge vesterlandsk terminologi er sjælen subjektet, som véd − objektet er det, der vides – og forholdet imellem subjekt og objekt er viden. Man må derfor forstå naturen af den, der véd, naturen af det, der vides og naturen af den relation, der skabes imellem dem, og hvordan relationen opstår. Når det er forstået, vil man have taget et vigtigt skridt hen imod den selvindsigt, der kaldes visdom. Det er forudsætningen for, at man er i stand til at hjælpe verden − til at blive menneskehedens hjælper. Det er visdommens egentlige mål, at man motiveres af kærlighed og hjælper med at fjerne elendigheden i verden og oplyse menneskeheden om den kundskab, der fjerner lidelse. Derfor søger menneskeheden kundskab. Det er meningen med at studere åndsvidenskab, for formålet med filosofien er dybest set at gøre en ende på menneskehedens lidelser, for den visdom, der ikke medfører fred, er ikke sand.

_________________________________

[1] Avidya er ”uvidenhed” eller ”forkert viden” – og modsætningen til Vidya, som er visdom eller kundskab. Avidya er den uvidenhed, der stammer fra og skabes af sansernes illusion.

[2] The Science of the Emotions, p. 20

_________________________________