Aton - Solen

Aton-symbolet i vizir Ramoses grav på Thebens vestbred

Tilbage til det ægte

Mange tror, at Aton-religionen var ny og opfundet af Akhenaton. Men Aton i skikkelse af solskiven var kendt siden 5. dynasti i Nedre Egypten. I Unas-pyramiden i Sakkara med de berømte pyramidetekster − verdens ældste − vises Aton med solstråler, som hver slutter i en kærtegnende hånd.

Denne gamle esoteriske symbolik blev valgt til Akhenatons religiøse revolution. Det indikerer, at Akhenaton ikke indførte noget nyt, men at han genindførte erkendelsen af, at de enkelte guder repræsenterede dele af en helhed.

Han gjorde det gamle solsymbol til religionens overordnede princip igen, og det skulle være et fokuspunkt, som alle guder og templer var underlagt.

Akhenaton ønskede sandsynligvis ikke at fjerne de utallige gamle, egyptiske guder, for naturligvis vidste han, at de var aspekter af Den Ene. De var udtryk for selve manifestationen, og at fjerne dem fra symbolikken ville svare til at ignorere det manifesterede univers.

Akhenaton forsøgte blot at ændre præsteskabets og folkets fokusering – ikke selve det religiøse grundlag, som egypterne havde respekteret og praktiseret i årtusinder. Målet var en tilbagevenden til de oprindelige og ægte sandheder i den egyptiske religion.

Templerne i Egypten samarbejdede på grundlag af hvert enkelt tempels specifikke opgave i helheden, og deres rituelle opgaver og indbyrdes forhold kom til udtryk gennem guderne og de energier, de hver især repræsenterede. F.eks. var Horus-templet i Edfu viet til sjælens energi, kraft og bevidsthed (pluspol) og Hathor-templet i Dendara til sjælslegemets energier og kvaliteter (minuspol).

Hvis man sammenligner templerne med chakraer eller organer i kroppen, er det nemt at forstå, at det enkelte chakra eller organ fortsat skal udføre sin specifikke opgave til gavn for helheden.

Problemet var imidlertid, at templerne efterhånden var blevet så fokuserede i deres specifikke opgaver, at de havde tabt helheden og det overordnede princip af syne. Navnlig Amon-præsterne misbrugte deres enorme magt til at praktisere en religion, der placerede guden Amon (et lavere aspekt) som den øverste og vigtigste gud – og dermed dem selv i magtens centrum.