Den musik, der blev spillet på orgelet var:
Wagner: Ouverture til "Mestersangerne".

– Ingen, der har studeret detaljerne i de musikalske former, vil tøve med at sammenligne den "bjergkæde", der er afbildet i planche W, med Richard Wagners geni, for til dato har ingen anden komponist skabt tankeformer af lyd med sådan en kraft og præcision. I dette tilfælde drejer det sig om en enorm stor, klokkeformet struktur – mindst 275 m. høj – og en næsten lige så stor diameter forneden. Den svæver i luften ovenover den kirke, hvor musikformen blev dannet. Den er hul ligesom Gounods form, men denne musikform er åben forneden. Den kan sammenlignes med et bjergs profil. Og de skymasser, der bølger frem og tilbage mellem "klipperne" og giver perspektiv, får den til at se endnu højere ud. I tegningen er der ikke gjort forsøg på at vise virkningerne af enkelte toner eller akkorder. Hver enkelt af "bjergkæderne" repræsenterer i størrelse, form og farve alene helhedsvirkningen af et afsnit af musikstykket, som det så ud, når man iagttog det lidt på afstand. Man skal imidlertid være klar over, at både denne form og den, der vises i planche G, er lige så fyldt med detaljer som den, man ser i planche M. Alle farverne er opbygget af mange forholdsvis små bånd, som man ikke ville kunne se enkeltvis i en figur, der er tegnet efter den målestok, som er benyttet her. Det generelle resultat er, at hver "bjergtop" har sin egen strålende farve, præcist som man ser det i illustrationen – en overdådig farveplet, der er gennemglødet af sit eget levende lys, som sender sin stråleglans ud over hele omegnen. Alligevel er der i hver af disse farvemasser andre farver, der konstant glimter og flimrer, som man kan se det på overfladen af smeltet metal, og derfor funkler og glitrer disse astrale bygningsværker med en glans, der ikke kan forklares.

En fundamental forskel mellem de to musiktyper er, at den ene skaber de kantede "klippeformationer" og den anden de afrundede, bølgende skyer imellem dem. De brede blå, rosafarvede og grønne bånd, som man ser nederst i klokkeformen, er udtryk for andre temaer, og de bugtede hvide og gule linjer, som snor sig hen over dem, er uden tvivl skabt af et rislende arpeggio-akkompagnement.