Tanker, følelser og handlinger udgør på denne måde den person eller personlighed, som sjælen inkarnerer i, når mennesket fødes. Når mennesket dør, afvikles disse tre legemer, og mennesket trækker sig ind i sjælen, bearbejder inkarnationens indtryk og erfaringer, hvorefter det igen er klar til en ny inkarnation beriget med det afsluttede livs erfaringer.

Det, der kaldes en inkarnation, er derfor en bevægelse ud fra sjælen, ned i de tre legemer og tilbage igen.

For at forstå hvad personligheden er, må man forstå, at menneskets totalitet er en miniaturemodel af solsystemet. Mennesket er skabt i Guds billede, siges det, men man kunne også sige, at mennesket er skabt i solsystemets eller Sollogos’ billede. Mennesket udgør på denne måde et mikrokosmos, hvor ånden svarer til Sollogos.

På samme måde som Sollogos skabte og opretholder sit makrokosmiske system, opretholder menneskets ånd det mikrokosmiske system med en skabende lyd, der vibrerer ned gennem eksistensplanerne og legemerne. Denne skabende og opretholdende lyd eller livsstrøm er identisk med livstråden.

”Persona”

Personligheden kan defineres på to måder. Den ene hvor personligheden kaldes ”persona”, som betyder ”maske”. Det viser, at personligheden ikke er andet end en ydre skal eller maske, som skjuler det, som mennesket virkelig er – sjælen.

Den anden fortæller, at ”persona” består af to ord: ”Per” og ”sona”. ”Per” betyder ”gennem” og ”sona” betyder ”lyd”. Personen er derfor den form, som lyden vibrerer igennem, og det er denne lydvibration, der er årsag til personlighedens manifestation. Personligheden er derfor ikke andet end en form eller et instrument, som ånden lader livsstrømmen tone igennem, og dermed skabes dens manifestation i de tre lavere verdener.