Fremtidens øvrige forberedelser
Information om reinkarnation til døende
I fremtiden vil læren om reinkarnation være mere udbredt. Det vil naturligvis ændre den almindelige offentlige holdning til døden. Døende vil desuden blive informeret om de karmiske årsager til den dødsproces, de nu er i gang med. Det er nemt at forestille sig, at dødsprocessen opleves på en helt anden måde, når for eksempel AIDS-ramte eller kræftsyge kender årsagen til den sygdom, der nu fører til døden. De ved, hvad de skal lære af sygdommen og dødsprocessen, og er derfor til stede på en anden måde, end hvis de er bitre, vrede og føler, at det hele er uretfærdigt.
Læren om reinkarnation vil uden tvivl medføre et drastisk fald i selvmordsstatistikerne. Når selvmordskandidater kender konsekvenserne af et selvmord, vil de fleste vælge at møde livets kriser i stedet for at forsøge at flygte fra dem.
Meditativ kontakt med den døende
Når vi bliver bevidste om, at vi kan medvirke til at gøre rejsen ind på de indre bevidsthedsplaner til en nem og positiv oplevelse for den døende, kan vi forbinde os med den bortrejsende gennem en meditativ kontakt. Vi kan tænde et lys, spille sagte musik og forbinde os med den afdøde i bevidstheden. Vi kan for eksempel visualisere en søjle eller en “vej” af hvidt lys, som kan lede den døde væk fra det fysiske – ind i lysets riger.
Børn har ikke behov for hjælp. De har en åben holdning. De er ikke belastet af fordomme. De har en ubevidst viden om døden. Og de reinkarnerer hurtigt.
Gennemsnitsmennesket
– oplever døden som en direkte fortsættelse af de interesser og processer, det var optaget af i det fysiske liv. Det oplever ikke den store forskel. Mange er i begyndelsen ikke engang klar over, at de er døde.
Aspiranten
– oplever knap nok døden, for som aspirant fortsætter man omgående med det tjenestearbejde, man allerede har på de indre planer. Det er ligesom at tage på arbejde i det fysiske liv. Man genkender straks sit arbejde, og tager fat, hvor man slap sidste nat. Den eneste forskel er, at efter den fysiske død kan arbejde alle døgnets 24 timer i stedet for kun i søvnperioden.
Tre gode råd
Forberedelse af egen død
Livet er en forberedelse til døden. Derfor kan vi alle livet igennem arbejde bevidst på at skabe gode betingelser for en nem død og et godt efterliv. Her er tre gode råd …
1. Lev et godt og positivt liv. Jo bedre liv, jo bedre død. Jo mere vi lægger i det, jo mere får vi ud af det.
2. Vær samfundsengageret. Deltag aktivt i et tjenestearbejde, eller udvid det du har med opgaver, hvor du arbejder gratis og frivilligt. Dit motiv skal være så uselvisk som muligt.
3. Øv dig i at gøre indsovningsprocessen bevidst. Vær fokuseret i hovedet, mens du lader dig løfte ind i søvnen. Undersøg overgangen til søvnen. Øv dig i at give slip på det fysiske.
--oo0oo--

Refleksion
Hvordan har du det med døden
efter disse informationer?
|