Dette helt unikke forsknings- og samarbejde har givet menneskeheden en sjælden og meget værdifuld viden, der kan betragtes som hjørnestenen i litteraturen om devaernes og naturåndernes indre liv og arbejde. Det skal dog tilføjes, at flere andre esoteriske forskere har bidraget til ny og omfattende viden om devaevolutionen − eksempelvis H.P. Blavatsky, Annie Besant, C.W. Leadbeater og Dora van Gelder Kunz.

På et meget højt niveau har Alice A. Bailey i samarbejde med den tibetanske mester Djwhal Khul i bogen En afhandling om Kosmisk Ild, givet menneskeheden en usædvanlig dyb esoterisk viden om devaer og engle, hvor de beskrives i kosmisk såvel som solar og planetarisk sammenhæng og videre ned til mennesker, dyr og planter, der alle fungerer i former eller legemer, der er bygget af forskellige typer af deva-væsener. Det er et omfattende men også vanskelig tilgængeligt stof. Det repræsenterer en videnskab, der rækker generationer frem i tiden, og den vil først rigtigt kunne forstås af mennesker, der har fået 3. indvielse.

Overalt, hvor Geoffrey Hodson kom i verden, blev han hilst og budt velkommen af devaer i de respektive lande og naturområder. Man fik indtryk af, at visse dele af devariget var helt indforstået med hans særlige funktion som devaernes ambassadør, for selv når han mindst ventede det, kunne tilstedeværelsen af en eller flere devaer minde ham om, at han også her blev budt velkommen fra ”den anden side”.

En clairvoyant forsker er kun i stand til at bruge sit klarsyn i få timer om dagen, for processen er meget energikrævende og udmattende. Ikke desto mindre er den generelle sensitivitet stærkt forøget, og den clairvoyante kan blive påvirket til at åbne sit indre syn, hvis man fra den anden side ønsker det. Visse devaer kunne derfor fremkalde et indre ”lysglimt”, der var så kraftigt, at Geoffrey Hodson registrerede det, selvom han havde ”lukket” for sit clairvoyante syn. Under et besøg i Geneve i 1968 skrev han i sin esoteriske dagbog, der er udgivet under titlen Light of the Sanctuary[1]:

”Da jeg i går i Geneve fik frokost i De Forenede Nationers bygning på den øverste etages balkon sammen med lokale medlemmer af Det Teosofiske Samfund, opdagede jeg pludselig, at jeg blev hilst af en gruppe landskabs­devaer, der er tilknyttet Mont Blanc og de omkringliggende bjergtin­der, som jeg iagttog på den anden side af søen. Min opmærksomhed blev vakt ved de velkendte strålende glimt højt oppe i luften, og det viste sig, at de udgik fra en højtstående ærkeengel med følgeskab …”

_________________________________

[1] Geoffrey Hodson: Light of the Sanctuary, p. 228

_________________________________