Godt for hvem?
Ondt for hvem?
Det er ikke vanskeligt at forstå, at for det primitive menneske − der lige har udviklet sig fra en ubevidst flokbevidsthed − var egoisme og separatisme lige så rigtig og nødvendig, som den både bliver forkert og overflødig, når mennesket arbejder sig tilbage mod enhedsbevidsthed, hvor loven for menneskets liv er enkelhed, selvopofrelse, samarbejde og tjenestearbejde. Menneskeheden er for tiden på vej ud af en periode, der har været karakteriseret af overdreven individualisme, og i det sociale liv er egoisme stadig det almindelige, mens selvopofrelse er undtagelsen. I de etiske principper erkendes det, at tjeneste for sine medmennesker er rigtig og sandt, mens egoisme er forkert og uværdigt. Den etik, der tilstræbes, er altid lidt forud for den almindelige praksis, og samtidig er der mange konventioner og traditioner, der er blevet til stive og krystalliserede former, som menneskeånden er vokset fra.
Det er nemt forstå, at der må findes en moral, der er lige så langt forud for den nuværende tidsalders idealer, som den nuværende moral er forud for det primitive menneskes. Bjergprædikens etik er eksempelvis levereglen for de mennesker, der nærmer sig Kristus-bevidsthedens trin. Den er endnu forud for tidsånden og kan sandsynligvis ikke indføres som en social lov. Kristus lærte sine disciple denne leveregel, og de, der er villige til at følge i hans fodspor, forsøger at praktisere denne lære. Men hvis det blev ethvert menneskes pligt også at give sin frakke, når skjorten var blevet stjålet, ville de onde triumfere overalt og snart slavebinde alle de gode. De mest umoralske folkeslag ville trampe de højst udviklede ned, og uvidenhed og grådighed ville brede sig. Gennemsnitsmenneskets og gennemsnitsnationens moral er endnu ikke den moral, der følges af Kristus-disciplen − og denne moral egner sig lige så dårligt for dem, som den, de er vokset fra.
Bjergprædikenen
Ikke desto mindre føler man instinktivt beundring og respekt for den moral, man endnu ikke er klar til at give udtryk for, og foragt for den, man er vokset fra. Selvom man endnu ikke forsøger at leve efter bjergprædikenens moral, anerkendes dens ophøjede trin, og man vil gerne betragte den som en absolut og endegyldig moral − som noget, der i sig selv er rigtigt. Årsagen er muligvis, at bjergprædikenens moral vil blive den almindelige moral ved slutningen af evolutionsperioden.
I virkelighedens verden er man i dette øjeblik det, man i evolutionens løb gradvis bliver, og nogle gange opfanger man et glimt af det, man en dag selv skal blive, og derfor ser man det, der er udtryk for den ophøjethed, man engang skal opnå, som den højeste moral. Man lever imidlertid uden tanke for sin virkelige status og lader sig slavebinde og beherske af legemerne, som kun er sjælens redskaber − sjælens tjenere. Den moral, der er langt forud for nutiden, kan derfor vække beundring og respekt, så længe man stadig er slavebundet. Men selv den højeste moral, man kan erkende, må naturligvis være relativ og udtryk for et bestemt udviklingstrin. På højere niveauer kan der være andre forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert eller godt og ondt – forestillinger man ikke har en chance for at fatte i øjeblikket, selvom man fik dem forklaret.
Godt og ondt er derfor uden undtagelse udtryk,
der betegner forholdet mellem bestemte ting,
handlinger eller væsener for mennesker
på deres nuværende udviklingstrin.
|