DEN ESOTERISKE VERDENSHISTORIE

Den almindelige verdenshistorie – den eksoteriske verdenshistorie − beskriver en overraskende kort tidsperiode. Arkæologer, historikere, etnologer og biologer har hidtil kun været i stand til at beskrive hændelserne på planeten nogle få tusinde år tilbage i tiden, men deres fund beviser intet om tidsfaktoren i evolutionen, for der gøres fortsat fund af stadig ældre fossiler, og det medfører, at teorierne om evolutionen med mellemrum rykkes længere og længere tilbage.

Forskerne ved desuden meget lidt om folk i præhistoriske tider. Historisk tid begynder reelt først med de sidste forgreninger af den keltiske race – det vil sige det græske og romerske folk. Den almindelige verdenshistorie, som den kendes fra skolen og de mange bøger om dette emne, er kendetegnet ved, at den beskriver og glorificerer konger og kejseres krige, deres erobringer og sejre. Denne form for historieskrivning er fortsat op til vores dages verdenskrige, hvor ideologier har kæmpet om magt over menneskesindet og over territorier.

Krig og kamp for frihed og demokrati foregår stadig, og de enorme globale problemer som f.eks. klimaforandringer, finanskriser, fattigdom, sult, mangel på energi og fald i råstofproduktionen, samt ikke mindst den åndelige vækkelse af den ubevidste menneskehed, skal der tages stilling til – og de skal løses – hvis kampene ikke skal fortsætte.

Men den esoteriske verdenshistorie beskriver en helt anden vinkel af menneskehedens årmillioner lange udvikling − nemlig udviklingen af bevidstheden. Når bevidsthedens udvikling skal beskrives, er man nødt til at vælge en alternativ vej, som ikke er accepteret af naturvidenskaben.

Den esoteriske lære fortæller, at alt hvad der er sket på denne klode, siden dens start for milliarder af år siden, er optegnet og bevaret på de højere bevidsthedsplaner, på samme måde som informationer i dag samles i databaser i den moderne computerteknologi, eller på Internettet, hvor mennesker i dag har adgang til næsten alle oplysninger. For at få adgang til informationerne på de højere bevidsthedsplaner, kræver det mennesker, som har udviklet deres bevidsthed til visse højder − dvs. at moral og etik er udviklet til et meget højt niveau. Den Indre Verdensstyrelse er beskrevet i en tidligere artikel i denne serie, og disse arkiver er i denne styrelses varetægt. Flere har dog fået adgang til disse arkiver, og blandt de mest kendte kan nævnes H.P. Blavatsky, C.W. Leadbeater, Annie Besant, Rudolf Steiner, Edgar Cayce og Geoffrey Hodson. Mange andre har opfanget glimt af disse informationer, og de har skrevet bøger og dramatiseret de glimt, de har opfanget. Man kan f.eks. nævne J.R.R. Tolkien, Mika Valtari, Jules Verne, C.S. Lewis samt science fiction-forfattere og -filmskabere, som i mange tilfælde kommer ganske tæt på sandheden.

Den esoteriske verdenshistorie kan naturligvis ikke beskrives fyldestgørende i en lille artikel som denne. Det er kun muligt at omtale nogle få højdepunkter, men der findes litteratur, som mere detaljeret beskriver hovedpunkterne i denne årmillioner lange historie. Derfor indledes der her med menneskehedens 3. rodrace − den første relativt menneskelige. De foregående rodracer − 1. og 2. rodrace − var blot astrale og æteriske forstadier til mennesket, og de kan ikke beskrives med ord og begreber, der normalt forbindes med et menneske.

I et af åndsvidenskabens hovedværker, Den Hemmelige Lære af H.P. Blavatsky, findes en omfattende beskrivelse af, hvordan det, der i dag kendes som menneskeformen, har udviklet sig. Her siges det, at evolutionen efter individualiseringen fra dyreriget for omkring 18½ millioner år siden, er forløbet gennem forskellige generelle formtyper, som man kalder de syv rodracer, der hver rummer syv underracer og syv delracer.

Den lemuriske rodrace

3. rodrace

Det er denne 3. rodrace, der er udgangspunktet i denne artikel. Da udviklingen primært er en bevidsthedsevolution, er det naturligt, at det er de fysiske bevidsthedsredskaber − dvs. æterlegemet med dets centre og chakraer, hjernen, nervesystemerne og de endokrine kirtler, der er de primære kendetegn for en bestemt formtype eller rodrace og ikke så meget menneskets ydre udseende, selvom der i de forskellige epoker også har været en ”gennemsnitlig” karakteristisk – en slags gennemsnitsmenneske.

En anden ting, der er vigtigt at være opmærksom på fra begyndelsen, er, at disse rodracers udviklingsforløb strækker sig over mægtige tidsrum på flere millioner år, og at de umærkeligt glider over i hinanden, og derved opstod der utallige blandinger. Derfor er det endnu vigtigere at opfatte en rodrace som en bevidsthedstilstand − et bevidsthedsmæssigt udviklingsniveau i den kollektive, fysiske menneskebevidsthed, der passerer på sin udviklingsvej fra dyrerigets instinktive reaktioner frem mod de åndelige højder, som alle monader rummer kimen til.

3. rodrace kaldes den lemuriske rodrace. Europæiske zoologer forsøgte at forklare spredningen af lemuraberne, og for at få teorien til at passe, tog de udgangspunkt i et hypotetisk kontinent, der angiveligt var forsvundet i havet. Teosofferne lånte denne betegnelse fra zoologerne, og kaldte 3. rodraces kontinent for Lemurien.

Lemurien var et kontinent, der lå, hvor det sydlige Stillehav nu ligger, og kontinentet strakte sig fra Afrika over Indien og Australien og helt over til Sydamerikas vestkyst. De eneste fysiske kendetegn, der i dag er tilbage, er de gigantiske stenstatuer på Påskeøen. Statuerne viser størrelsen på de oprindelige lemurere, som var 4-5 m høje kæmpestore gorillalignende væsener. De levede i kæmpestore træbregneskove. Det vrimlede med drager, øgler og de sidste dinosaurer. Ældgamle sagn og myter er fyldt med beretninger om disse kæmpevæsener − kykloperne, jætterne og titanerne − ja selv beretningen i Bibelen om kampen mellem David og Goliat, hvor Goliat er en af de sidste kæmper. De blev langsomt nedkæmpet af de mindre og mere snarrådige efterkommere, som det også er skildret i Homérs Iliaden, hvor Odysseus møder den enøjede kyklop − stor, langsom og med et dårligt fysisk syn. Kyklopernes tredje øje er nu atrofieret til pinealkirtlen, og menneskets fysiske syn er baseret på to øjne.

I begyndelsen var den lemuriske race androgyn − dvs. tvekønnede. Som årmillionerne gik, dannedes de to køn efterhånden, og det er denne proces, der beskrives i den bibelske skabelsesberetning om Eva, der blev skabt fra en del af Adam.

Men midt i den lemuriske epoke indtraf en begivenhed, der er omtalt i en tidligere artikel, som flammeherrernes ankomst. Ved flammeherrernes mellemkomst kunne formens dyrebevidsthed individualisere og den lange udviklingsproces som et sjæleligt, selvbevidst, inkarnerende menneskevæsen kunne begynde. Legemsformen blev gradvis mindre, lysere, mere kompakt og mindre behåret.

Den gamle teori om at mennesket stammer fra de såkaldte menneskeaber, hvor man forgæves søger at finde ”the missing link”, der kan forbinde mennesket med aberne, eksisterer ikke. Årsagen er ifølge åndsvidenskaben, at: ”− de nulevende menneskeaber er efterkommere af en utilsigtet krydsning mellem mennesker og dyr, og menneskeaberne er således ikke et resultat af en individualiseringsproces. Menneskeaberne tilhører derfor ikke menneskeracen, og de vil langsomt uddø.

Fra midten og hen imod slutningen af epoken blev det lemuriske kontinent gradvis brudt op af vældige jordskælv og vulkanudbrud, men da var store dele af befolkningen allerede begyndt at udvandre til et andet kontinent, der begyndte at hæve sig i det område, hvor det nuværende Atlanterhav og det amerikanske kontinent ligger i dag. Det var begyndelsen til den 4. eller atlantiske rodrace.

Kort over Lemurien

Lemurien da epoken var på sit højeste.

Planche - Lemurien 01

Kortet kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Lemurien på et senere tidspunkt.

Planche - Lemurien 02

Kortet kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Den atlantiske rodrace

4. rodrace

Den atlantiske rodrace Den atlantiske rodrace, dens civilisation og kultur, er et så betydningsfuldt og fascinerende emne, at der er grund til at beskrive det mere detaljeret.

I den lemuriske periode var den fysiske udvikling – det fysiske legemes koordinering − i fokus. I den atlantiske epoke var det følelseslivet og dets koordinering med det fysiske legeme, der var evolutionens næste mål. De udviklingsmetoder, der blev brugt dengang for at opnå denne udvikling og koordination, var hatha-yoga – det fysiske legemes yoga − samt bhakti-yoga − hengivenhedens yoga. Derfor er det ikke uden problemer at praktisere disse former for yoga i dag. Det svarer til at gå tilbage til udviklingsmetoder, der blev anvendt til at udvikle kontrol over sider i menneskets karakter, som burde være under kontrol for længe siden.

Her er det på sin plads at introducere et bestemt medlem af Den Indre Verdensstyrelse. Hver rodrace er under ledelse af et højtstående væsen, der har betegnelsen Manu. Manu er et sanskritord, der betyder ”tænker” eller ”menneske”. Det engelske ord ”man” er afledt af dette sanskritord. Manuen har ansvaret for den fysiske udvikling af racernes forskellige mennesketyper, og han kan opfattes som stamfaderen eller ”Adam”[1]. Manu er således ikke noget navn men et ansvarsområde eller en stillingsbetegnelse. I den sidste del af den atlantiske epoke var Chakshusa Manu navnet på 4. rodraces Manu, og han fungerer stadig som Manu for den ”gule” race. 5. rodraces Manu er Vaivasvata Manu.

Atlantis er det sagnomspundne kontinent, som mange gamle myter og sagn henviser til som menneskehedens hjem gennem tusinder af år. I dette afsnit er det hensigten at præsentere essensen af de mange informationer og detaljer, der gives i den esoteriske lære. På grund af emnets betragtelige størrelse, er det naturligvis kun muligt at give en meget kortfattet skildring. Læsere, der vil vide mere om emnet, henvises til den righoldige litteratur − navnlig forfatteren W. Scott-Elliots bog Atlantis og Lemurien.

På grund af overensstemmelser mellem forskellige etnologiske og sproglige fænomener på hver side af Atlanterhavet har flere forskere fået den ide, at der i forhistorisk tid kan have eksisteret et kontinent, som forbandt de to sider. F.eks. skriver sprogforskeren Le Plongeon: ”En tredjedel af mayasproget er rent græsk. Hvem bragte Homers dialekt til Amerika? Eller hvem førte mayaernes sprog til Grækenland? Græsk stammer fra sanskrit. Gør mayasproget også? Eller er de samtidige?”

Kort over Atlantis

Atlantis i sin storhedstid.

Planche - Atlantis 01

Kortet kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Atlantis i slutningen af epoken.

Planche - Atlantis 02

Kortet kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Underracerne

Men hvad siger åndsvidenskaben om Atlantis? Da civilisationen var på sit højeste, strakte det atlantiske kontinent sig over det meste af det nuværende Atlanterhav samt store dele af det amerikanske kontinent. Det første kort viser verden, som den så ud for omkring en million år siden, og her ses foruden det atlantiske kontinent også rester af det lemuriske kontinent.

I begyndelsen dominerede de indvandrede lemurer det nye område, og de opfattes derfor som 1. atlantiske underrace − Rmoahalerne. Oprindelig var de mørkhudede kæmper, men efterhånden som årtusinderne gik, blev de drevet længere mod nord af den efterfølgende underrace. Desuden blev de både mindre og lysere i huden. Efterkommerne er nutidens lapper.

2. underrace kaldes Tlavatlierne. Det var et rødbrunt bjergfolk, der kom fra en ø ved vestkysten. De nedkæmpede Rmoahalerne og bosatte sig i de østlige og centrale bjergområder, som de beherskede i en periode.

Herefter fulgte 3. underrace − Toltekerne, der også var karakteristiske ved en rødbrun lød. De dominerede hele kontinentet i tusindvis af år, og det er primært denne underrace samt Tlavatlierne, som de amerikanske indianerstammer er de fjerne efterkommere af. Toltekerne udviklede en fremtrædende civilisation og kultur, og da den er særlig interessant, omtales den mere detaljeret i afsnittet ”Toltekernes civilisation”.

4. underrace kaldes Turanerne, og det er den første af de såkaldte ”gule” mennesketyper. De stammede fra fastlandets østside. På et tidspunkt begyndte de at sejle ud og kolonisere andre dele af verden – især det nuværende Kina hvis befolkning er deres sene efterkommere – og derfor blev de aldrig nogen dominerende magt i moderlandet.

Det var snarere 5. underrace − Semitterne, der overtog magten på det atlantiske kontinent efter Tolkekerne. De var urolige og stridbare mennesker med hvid hudfarve, men hvor den atlantiske bevidsthedsudvikling hidtil havde været koncentreret om begær- og følelseslivet, fremstod her for første gang spiren til mere mentale tilstande. Det var derfor naturligt, at Vaivasvata Manu valgte denne 5. underrace som det primære udgangspunkt for sin kommende 5. ”mentale” eller tænkende rodrace – den indoeuropæiske mennesketype.

Semitterne havde mange slag både til lands og til søs med 6. underrace − Akkaderne, som også var en ”hvid” mennesketype. Det endte med, at Semitterne blev fuldstændig overvundet, og herefter regerede Akkaderne landet i lange perioder. Men Semitterne var samtidig et søfarende handelsfolk, som drog vidt omkring i verden og etablerede mange kolonier i fjerne lande.

7. underrace – Mongolerne − er det eneste atlantiske folk, som ikke havde deres oprindelse på det atlantiske kontinent. De var efterkommere af de ”gule” Turaner, og de bredte sig på et tidspunkt til størstedelen af det nuværende Asien. I dag er de stadig den folkerigeste mennesketype, og deres mere direkte efterkommere er japanerne.

Toltekernes civilisation

Da Toltekernes civilisation var på sit højeste, havde de udviklet et temmelig avanceret politisk og socialt system samt veludviklede kulturelle og videnskabelige institutioner. Det skyldes ikke deres almindelige, bevidsthedsmæssige udviklingstrin, for nogle af Den Indre Verdensstyrelses medlemmer levede blandt dem og stillede deres ”magiske” kundskaber til rådighed.

Hovedstaden hed ”Byen med de gyldne porte”. Den var bygget i koncentriske cirkler på skråningerne af en høj, der hævede sig over den omkringliggende slette. På toppen lå kejserens slot og haver, og her vældede vandet frem i en uafbrudt strøm, som i første omgang forsynede husene og haverne og derefter strømmede ud i fire retninger og ned i en grav eller kanal, der omgav paladset. Herfra flød vandet videre ned i lavere liggende ringformede kanaler, som dannede de koncentriske cirkler, og på den måde blev alle de omkring to millioner indbyggere forsynet med vand.

Byen var altså et imponerende arkitektonisk værk hvis skønhed og pragt blev yderligere fremhævet af, at paladser, templer og andre betydningsfulde bygninger var kunstnerisk udsmykkede og beklædt med ædle metaller, der blev fremstillet alkymisk efter de indviedes forskrifter. De mere almindelige huse med skyggefulde haver og terrasser lignede det, der i dag kendes som atriumhuse.

Til rådighed som transportmidler havde atlantiderne bl.a. luftskibe, der blev drevet af en ”vrilkraft”, der ikke kendes i dag, men ligesom alt andet blev gjort tilgængeligt af de indviede. Luftskibene fløj ikke så hurtigt og højt som nutidens flyvemaskiner, for de gled nærmest lydløst gennem luften i få hundrede meters højde og med en fart på omkring 100 km i timen. I de ældgamle indiske hellige skrifter findes der også beretninger om Vimanaer − flyvende fartøjer – der beskriver, hvordan de var bygget og skulle vedligeholdes, og de har uden tvivl haft lighed med de atlantiske udgaver.

Men netop de indviede adepters tilstedeværelse var en faktor, som senere kom til at få afgørende betydning for Atlantis’ skæbne. Atlantidernes bevidsthed var ikke så klar og mental som menneskehedens bevidsthed i nutiden, men mere astral og psykisk. Denne psykisme − dvs. evnen til at opfatte astrale indtryk med hjernen − bragte dem i nær kontakt med naturens kræfter og usynlige væsener, og det gjorde det muligt for atlantiderne at misbruge disse kræfter til egne, egoistiske formål – det der også kaldes ”sort magi”.

Det fik Den Indre Verdensstyrelses medlemmer til gradvis at trække sig tilbage for derved at gøre den magiske viden sværere tilgængelig. Men det ville nogle grupper i befolkningen, der var temmelig kyndige i brugen af ”magi”, ikke acceptere, med det resultat, at der blev udkæmpet en lang række voldsomme krige mellem ”den hvide og sorte magis repræsentanter”.

Manipulationen af naturens kræfter blev så ekstrem, at Den Indre Verdensstyrelse besluttede at sænke Atlantis i havet for at forhindre, at den sorte magi fortsat skulle blive givet i arv fra far til søn. Det førte til en række naturkatastrofer i form af landsænkninger, hvorved store dele af kontinentet blev overskyllet af mægtige vandmasser og millioner af mennesker omkom. De tre største eller vigtigste oversvømmelser forekom for omkring 800.000, 200.000 og 80.000 år siden. På det andet kort kan man se, hvordan verden så ud mellem de to første af disse store katastrofer.

Det resulterede i, at moderlandet blev brudt op i mindre dele og det verdenskort, der kendes i dag, voksede gradvis frem. Til sidst var der kun en stor ø ved navn Poseidonis tilbage, og det er den, Platon refererer til i sine bøger. Poseidonis gik under ved den sidste katastrofe år 9.564 f.Kr.

Det er ikke korrekt at opfatte den atlantiske civilisation og kultur som udtryk for en mere avanceret udvikling end den, menneskeheden har skabt i nutiden. At atlantiderne var i besiddelse af større rigdom og pragt skyldes udelukkende de indviede mestres tilstedeværelse, og deres videnskabelige teknologiske frembringelser var ikke resultatet af industrielle udviklingsafdelingers arbejde, sådan som det sker i dag.

Evolutionen er jævnt fremadskridende, og selvom der naturligvis er cykliske op- og nedgangstider, vil ”nutiden” − set i et større perspektiv − altid repræsentere det mest fremskredne, bevidsthedsmæssige udviklingstrin for selve menneskeheden.

I dag har mennesket skabt en teknologisk udvikling med masseødelæggelsesvåben − herunder atom- og brintbomber − der kan ødelægge hele verden, og samtidig kan man se, at den moralske og etiske udvikling ofte halter bagefter. Hele den nutidige finanskrise, enorme klimaproblemer, sult- og overbefolkningsproblemer samt truende råstofmangel, viser alt for tydeligt, at menneskets egoisme stadig er alt for stor. Den viser også, at bag disse store problemer i den fysiske verden, ligger en endnu større problemstilling, som alle befolkningsgrupper på planeten kommer til at tage stilling til inden længe, nemlig en opvågen til en forståelse af, at mennesket er mere end en fysisk krop, der styres af mangfoldige begær. Mennesket er et udviklingsvæsen, der skal have en åndelig dimension ind i sin bevidsthed og leve i overensstemmelse med disse højere åndelige krav. Dertil kommer en gryende forståelse af, at planeten Jorden er et levende væsen, som også har sine grænser.

Den 5. Rodrace

– den indoeuropæiske

Bibelen beretter om Noahs ark, hvor Noah fik besked på at bygge en ark og sejle væk før syndfloden kom. Men denne beretning refererer til en virkelig begivenhed, hvor mange ”Noaher” udvandrede fra det truede kontinent før katastrofen eller syndfloden. De sejlede både mod vest til det nuværende amerikanske fastland og mod øst. En gruppe sejlede over det daværende Sahara-hav og landede i Egypten, hvor de på grundlag af deres høje vidensniveau og mange indviede indledte en tusindårig kultur, som blandt andet byggede de store templer og pyramider, hvoraf flere er langt ældre end egyptologer hidtil har antaget.

For ca. 80.000 år siden – under manuens ledelse − udvandrede en stor gruppe atlantiske semitter til det sted, der i dag kendes som Gobiørkenen. Dengang var denne ørken et hav ved navn Gobihavet. Midt i dette hav lå en ø − ”den hvide ø” − som var hjemsted for det sagnomspundne Shangri La − eller som esoterisk er kendt som Shamballa − hjemstedet for verdens indre konge, Sanat Kumara og hans råd. Dette center er dog ikke fysisk, men befinder sig på det højere æteriske plan.

Manuen delte nu gruppen af semitter op i fem dele, der blev anbragt i hver sin dal. Formålet var at udvikle bestemte mennesketyper med bestemte egenskaber. Efter ca. 15.000 år udvandrede den første gruppe til det nordlige Indien, og derfor kaldes denne gruppe for den 1. indiske underrace. Her blev det oldindiske samfund grundlagt under manuens ledelse. Den åndelige grundtone blev her givet af den 5. rodraces første verdenslærer, Vyasa, der åbenbarede budskabet om sjælens udødelighed for menneskeheden. Det skete for ca. 45.000 år siden.

Den næste store gruppe fra en anden af dalene ved Gobihavet, udvandrede til den arabiske halvø, og de udviklede sig til den 2. arabiske underrace. De koloniserede især det nordlige Afrika og Egypten, hvor meget centrale dele af den atlantiske visdom og mysterielære var blevet grundfæstet gennem mange tusinde år. Den næste verdenslærer − Thoth eller Tehuti som senere blev kaldt Hermes Trismegistos af grækerne – gav denne gruppe en ny åndelig grundtone. Han underviste i læren om det universelle lys i alt levende. Det skete for ca. 40.000 år siden.

For omkring 30.000 år siden udviklede den persiske 3. underrace sig i det nuværende Iran. I kraft af undervisning fra Verdenslæreren − den første Zarathustra − lærte perserne om lysets og mørkets natur og om nødvendigheden af at vælge den rette vej i livet. Her blev kimen til den persiske religion grundlagt, en religion, der i dag kaldes Zarathustrisme eller Zoroasters lære, og en veludviklet civilisation og kultur så dagens lys.

For omkring 20.000 år siden udvikledes den 4. eller keltiske underrace sig. Den udvandrede først til Georgien, Armenien og det sydlige Kaukasus, og bredte sig senere over hele middelhavsområdet til Grækenland, Romerriget, Spanien og Frankrig − helt op til de britiske øer. I Grækenland − for omkring 9.000 år siden − levede den historiske skikkelse og verdenslærer Orfeus, og hans åndelige budskab var læren om den guddommelige skønhed, som han gav til grækerne.

Den 5. Teutoniske underrace bosatte sig oprindeligt i Kaukasus, men senere udvandrede den til området omkring det nuværende Krakow i Polen, herfra delte de sig. Nogle gik nordpå til de baltiske lande, andre gik østpå og til nutidens Rusland, og endelig gik en gruppe mod vest, og de dannede grundlaget for nutidens tyskere og hollændere. En gruppe gik videre mod nord, og blev til nutidens skandinavere.

Trods tilsynekomsten af så store lysbringere som Buddha og Kristus indenfor de seneste årtusinder, har den vestlige kultur vist, at det krigeriske og besiddende instinkt ligger dybt i den europæiske natur. De keltiske og teutoniske underracer har vist sig at være grusomme og undertrykkende i de mange lande og nationer, som de har underlagt sig siden middelalderen. Som eksempel kan nævnes portugisernes og spaniernes folkemord i Syd- og Mellemamerika, erobringen af indianernes land, underlæggelsen af Afrika, slavehandelen og den grove racistiske undertrykkelse af den sorte race i Afrika samt underkuelsen af aboriginals − de indfødte australiere − hollændernes undertykkelse og udnyttelse af Indonesien osv.

En ny verdenssituation

Den tibetanske mester Djwhal Khul, fortæller os i Alice A. Baileys bøger, at de to verdenskrige har afklaret en stor del af den gamle karmisk gæld. Han nævner, at især Anden Verdenskrig var et opgør, hvis årsag stammer helt tilbage fra Atlantis’ tid, hvor kampen mellem lyset og mørket ikke blev afgjort, fordi det atlantiske kontinent blev sænket i havet. Med verdenskrigene fik dette opgør sin afgørelse med ”lysets” sejr over ”mørket” − aksemagterne. Det kostede 60 millioner mennesker livet alene i Anden Verdenskrig, og dertil kommer de utallige millioner, der har lidt under dette vanvid. Men ud af ruinerne voksede det nye Europa, hvor det i dag er helt utænkeligt, at gammelt fjendskab mellem nationer vil føre til, at de går i krig med hinanden. Det har nu været en lang periode med fred og opbygning, og EU er i dag den samlende faktor i Europa i samarbejde med USA og Rusland.

De Forenede Nationer, USA, EU og andre store nationale grupperinger, sammen med elektronisk kommunikation via Internettet og hurtig transport i kraft af flyrejser, har skabt det, som nogle kalder ”den globale landsby”, hvor menneskeheden i dag er tæt forbundet. Intet kan ske i selv den fjerneste afkrog af verden uden at det er dagens nyhed i hele verden. Forholdet mellem de to tidligere supermagter USA og Sovjet, har udviklet sig til et tæt samarbejde i rummet med opbygningen af en rumstation, hvorfra udforskningen af rummet skal fortsætte. Det er i øvrigt meget symbolsk, at samarbejdet starter foroven og bevæger sig nedad − nu med deltagelse af 15 af verdens mest teknisk udviklede nationer.

Alt dette har skabt en gryende international bevidsthed, og den lover godt for, at ufrihedens lænker kan afkastes, og de gigantiske problemer, som hele kloden står overfor, kan løses, for det er kun muligt, hvis alle nationer står sammen.

Bevidsthedens udvikling er accelereret enormt siden Anden Verdenskrig, og næste skridt er en global erkendelse af, at en stor gruppe af mennesker, har så stærk en forbindelse til deres sjæl, at de kan fungere som et forbindelsesled mellem Den Indre Verdensstyrelse og menneskeheden. Denne gruppe kaldes Den Nye Verdenstjenergruppe − et emne, der vil blive præsenteret i en kommende artikel.

Menneskeheden befinder sig lige nu i en helt ny situation, som vil ændre verden radikalt i de næste årtier og århundreder.

_________________________________

[1] I de gamle kulturer blev Adam kaldt ”den første konge”, ”den første hyrde”, ”den første gartner”, ”den første astrolog”, ”den første alky­mist” og ”den første arkitekt” (bygmester).

_________________________________