DEVARIGET

Ordet ”deva” betyder ”lysende” eller ”skinnende”, fordi clairvoyante ser devaerne som lysende skikkelser med store variationer i udseende og farve. I åndsvidenskaben skelnes der mellem devaer og engle på grund af en skillelinje, der opdeler devariget i højtstående og laverestående devaer. De højtstående har gennemgået menneskeevolutionen i tidligere epoker, og det er dem, der kaldes engle i den esoteriske lære. Alle, der befinder sig under dem, benævnes devaer. Denne opdeling bekræftes af den tibetanske mester Djwhal Khul i disse citater:

”Devaerne er endnu ikke selvbevidste, med undtagelse af de højtstående devaer, som i tidligere cyklusser er passeret gennem menneskeriget, og som nu samarbejder med menneskeevolutionen.”

Alice A. Bailey: Kosmisk Ild, s. 437

”Glem ikke den esoteriske sandhed, at alle former for væsener på et eller andet tidspunkt i deres udvikling passerer gennem menneskeriget.”

Alice A. Bailey: Kosmisk Ild, s. 437

I alle verdensreligioner, mytologier, folkeeventyr og sagn beskrives en hærskare af lysende væsener med mange forskellige navne afhængig af, hvor de befinder sig. Bibelen er fyldt med beretninger om ophøjede engle, som varsler og vejleder om kommende vigtige begivenheder.

På trods af at naturvidenskaben benægter disse væseners eksistens, findes der utallige bøger og film, som beskriver en slags ”skyggeevolution”, der lever parallelt med mennesker, dyr og planter. Til alle tider har mennesker beskrevet disse naturvæsener som trolde, alfer, gnomer, nisser, undiner og havfruer etc., men alt tyder på, at efterhånden som menneskene dominerer naturen med byer, veje og fabrikker og støjer mere og mere, trækker naturvæsenerne sig tilbage fra kontakt med mennesker. Men det betyder naturligvis ikke, at de ikke eksisterer.

Menneskeheden bor til leje

på en devaplanet

For at give et indblik i denne evolution, som på mange måder løber parallelt med menneskeevolutionen, er det nødvendigt at studere de esoteriske kilder. Dette rige, der er usynligt for det fysiske syn, er iagttaget, udforsket og beskrevet af mennesker med æterisk syn eller clairvoyance. Menneskets udstråling, med dens ofte grove tanker og begær, er dem meget imod, og den måde, som mennesker behandler naturen på, er stik imod den holdning og kærlighed til naturen de selv har. De er selve naturens opretholdere og det iboende liv overalt på planeten. På et eller andet tidspunkt vil menneskeheden erkende, AT MENNESKEHEDEN BOR TIL LEJE PÅ EN DEVAPLANET.

Der er især to forfattere, som har æren for den tilgængelige viden om devaevolutionen. Den ene er den tibetanske mester Djwhal Khul, som i ”En Afhandling om Kosmisk Ild” har givet en dyb esoterisk indsigt i devaernes og englenes verden i såvel kosmisk som solar og planetarisk sammenhæng, og videre ned til mennesket, dyr og planter, der alle er bygget af deva-væsener. Der er tale om et meget vanskeligt tilgængeligt stof, som først vil blive forstået engang i fremtiden, og en dybere forståelse opnår man først, når man har nået 3. indvielse.

Den anden er Geoffrey Hodson. Menneskeheden skylder englænderen Geoffrey Hodson (1886-1983) en kæmpe tak, fordi han brugte 60 år af sit liv til sine mange clairvoyante undersøgelser af devaer. Det er ikke uden grund, at han kaldes ”englerigets ambassadør”. Allerede som ung kunne han se naturånder og mindre devaer. Han udviklede efterhånden sit klarsyn, indtil han blev i stand til at foretage observationer, som lå udenfor de fleste andre clairvoyantes synsfelt.

Geoffrey Hodson

I 1921-22 rejste Geoffrey Hodson sammen med sin hustru Jane i det engelske landskab for at studere naturånder og mindre devaer. De kørte omkring på en motorcykel med sidevogn, især i Lancastershire og omegn, og på øde steder standsede de og vandrede omkring. Geoffrey Hodson beskrev, hvad han iagttog, og Jane stenograferede de talrige observationer. Sådan begyndte arbejdet, der siden skulle vokse i omfang og dybde, og arbejdet blev grundlag for bøgerne Faeries at work and at Play og The Kingdom of Faries.

Indre åbenbaring

I sommeren 1924 − under en ferie i Shepscombedalen i Gloustershire − fik Geoffrey Hodson en indre åbenbaring, som i høj grad kom til at præge hans livsgerning. I The Kingdom of the Gods fra 1952 fortæller han selv om begivenheden i bogens introduktion:

”En dag, da jeg på en skråning i udkanten af en bøgeskov i en afsidesliggende dal i Vestengland oprigtigt forsøgte at trænge ind i naturens skjulte helligdom, blev himlen med ét fyldt med lys. Min bevidsthed blev løftet ind i strålende regioner, der rummede det lys, som aldrig kan findes på land eller hav. Gradvist opdagede jeg nærværet af et stort englevæsen, som uden tvivl var ansvarlig for min ophøjede tilstand. Fra englens sind til mit begyndte der at flyde en strøm af ideer om Universets liv, kraft og bevidsthed og om den måde, det kommer til udtryk på gennem engle og mennesker.”

Englen der telepatisk tilkendegav sig som ”Bethelda”, tilhørte ærkeenglenes orden og spurgte, om Geoffrey Hodson ville fungere som samarbejdende mellemled mellem engle- og menneskeriget. Bethelda begyndte herefter at undervise Geoffrey Hodson, og denne undervisning fortsatte livet igennem − sideløbende med at Geoffrey Hodson fra slutningen af 1940’erne blev undervist af mester Polidorus Isurenus.

Bethelda dikterede mentalt indholdet til fem bøger, der blev udgivet under titlerne: The Brotherhood of Angels and Men − The Angelic Hosts − Be Ye Perfect − Man the Triune God og The Supreme Splendour. Disse fem fantastiske værker er naturligvis nedskrevet af Geoffrey Hodson, men deres indhold stammer fra denne højtstående engels bevidsthed. Selv skrev Geoffrey Hodson blandt andet storværket The Kingdom of the Gods, hvori nogle af de enestående farvebilleder af engle findes.

Illustrationer fra The Kingdom of the Gods. Øverst tv.: Deva fra Stillehavet. Øverst th.: Træ-deva. Midten tv.: Træbregne-deva. Midten midt: Fyrretræs-deva. Midten th.: Salamander. Nederst tv.: Kundalini-deva. Nederst midt: Bjerg-deva. Nederset th.: Bjerg-deva.

Dette helt unikke samarbejde har givet menneskeheden en meget værdifuld viden, for den forklarer hjørnestenene i englenes og naturåndernes indre liv og arbejde. Dog skal tilføjes, at flere andre esoteriske forskere, har bidraget til viden og indsigt i denne evolution − eksempelvis H.P. Blavatsky, Annie Besant, C.W. Leadbeater og Dora van Gelder Kunz.

Bjergsylfe

Uanset hvor i verden Geoffrey Hodson kom, blev han hilst og budt velkommen af engle i de respektive lande og naturområder. Det virkede som om visse dele af devariget var helt indforstået med hans særlige funktion som englenes ambassadør, for selv når han mindst ventede det, kunne tilstedeværelsen af en eller flere engle minde ham om, at han også her var budt velkommen fra ”den anden side”. En clairvoyant forsker kan kun bruge sit klarsyn i få timer om dagen, da processen er meget krævende og udmattende.

Ikke desto mindre er den almene sensitivitet stærkt forøget og den clairvoyante kan blive påvirket til at åbne sit indre syn, hvis man fra den anden side ønsker det. Nogle engle kunne derfor fremkalde et indre ”lysglimt”, der var så kraftigt, at Hodson registrerede det, selvom han havde ”lukket” for sit clairvoyante syn. En sådan måde at ”banke” på kunne derfor nogle gange benyttes, hvis devaer ønskede at give sig til kende. Under et besøg i Geneve i 1968 skriver han således i Light of the Sanctuary, p. 228 − Geoffrey Hodsons okkulte dagbog:

”Da jeg i går fik frokost i De Forenede Nationers bygning i Geneve sammen med lokale medlemmer af Det Teosofiske Samfund på den øverste etages balkon, opdagede jeg pludselig, at jeg blev hilst af en gruppe landskabsengle, der er forbundet med Mont Blanc og de omkringliggende bjergtinder, som jeg sad og så på tværs over søen. Min opmærksomhed blev vakt ved de så velkendte strålende glimt højt oppe i luften, der viste sig af udgå fra en højtstående ærkeengel med følgeskab.”

Finstoflige skikkelser

Englene er ikke fysisk inkarnerede, men fortætter deres energi ned til finstoflige niveauer (mentalt, astral eller æterisk), hvor de er virksomme i den periode, hvor de udfører deres opgave. En sådan periode kan sagtens vare i mange tusinde år, for devaer er ikke begrænset af en fysisk organisme og tidsfaktoren er helt anderledes end menneskets tidsopfattelse. Efter fuldført opgave glider de op i en højere tilstand, og de lavere former går ganske enkelt i opløsning. Devaer er aktive i gruppeformationer og indgår i netværk, der har indbyrdes forbundne ansvar.

De har meget forskelligt udseende, men det er dog ofte meget let for den clairvoyante iagttager at få øje på en skikkelse – ofte med ansigt, skuldre og legemsform – midt inde i et meget stort aurisk felt. Devaerne har chakraer eller centre i lighed med mennesket, men deres energilegemer har ingen organer som den fysiske menneskekrop.

Energistrømme og knudepunkter udgør de genkendelige strukturer i den finstoflige skikkelse, hvor ansigtet oftest er markeret af særdeles lysende, intelligente og vågne øjne med et afgjort ikke-menneskeligt udtryk, som efter sigende ikke er til at tage fejl af, når det én gang er oplevet. Auraen er meget forskellig fra den menneskelige. Hvor menneskets aura nærmest minder om en tæt, farverig og gaslignende sky med en menneskeskikkelse i midten, er englenes auraer meget store energisfærer af utroligt fint og hurtigt vibrerende stof. Karakteren er nærmest som subtil, flydende ild og der er noget fjeragtigt over energistrømmen, der uden tvivl har forstærket tanken om engle som vingede væsener. Det er dog især måden, hvorpå energi strømmer ind i deres form, der har givet sensitive mennesker forestillingen om, at de har vinger. Disse såkaldte vinger er ind- og udstrømmende kræfter, som på den måde er med til at danne deres struktur.

Den pegende engel

Symbolet, i form af en engel, der peger opad mod ”det højeste”, blev af englen Bethelda givet til Geoffrey Hodson som det, der skal sikre det rette samarbejde mellem engle og mennesker – alle er forenede i tjeneste for det guddommelige. Illustrationen er fra ”The Brotherhood of Angles and Men” fra 1927 og er tegnet af Phæbe Stabler.

Naturånderne

”Udforskningen af naturånderne eller de små bygmestre − de bevidstheder, som hen ad vejen udvikler sig til devaer og engle − er påbegyndt af en mindre gruppe clairvoyante mennesker i det tyvende århundrede, og fortsætter stadig. Men det er kun en spæd begyndelse − på samme måde, som forskere engang kun havde ganske få ekspeditioner på fjerne og ukendte kontinenter.[1]

Geoffrey Hodson har − ligesom andre − forsøgt at gruppere og kortlægge de typer, han stødte på, og han har i mangel af bedre benyttet mange af de navne, som allerede findes i folkeeventyr, legender, mytologier og religiøse traditioner, fordi de nogenlunde – men dog ikke fuldt ud – beskriver typer, der er oplevet af mange mennesker i tidens løb. Menneskets forestillinger om nisser er retningsgivende for disse væsener, men ikke fuldt ud korrekte. Derfor er ordet nisse anvendt, i stedet for at opfinde helt nye navne. Men Geoffrey Hodson gør opmærksom på, at der er brug for en fremtidig Carl von Linné, der kan kategorisere naturånder og devaer for den sags skyld, ligesom Linné som botaniker begyndte at gøre med floraen, hvor en systematik i klassifikationen af plantevækster og blomster blev foretaget. Dette arbejde ligger endnu forude, men der vil opstå et behov for, at nogen med tilstrækkelig ekspertise i fremtiden vil gøre det.

Det undrer mange interesserede, når de læser at clairvoyante mennesker ser nisser og alfer iklædt tøj og med skikkelser, der ser menneskelige ud. Dette får naturligvis skeptiske typer til at rynke på panden og smile overbærende, for det minder om fri folkefantasi. Naturånderne har observeret mennesker i uanede tidsrum, og har set hvordan mennesket gebærder sig, så det har været nærliggende at efterligne og dermed antage former, som mennesker kalder tøj, og da naturånderne udvikles gennem forestillingsevnen, antager de former som interesserer dem − herunder det tøj og de redskaber, som mennesker bruger, for mennesket er deres store forbillede.”

I Kosmisk Ild af Alice A. Bailey, s. 838-841, beskriver den tibetanske mester Djwhal Khul en gruppe devaer, som i fremtiden vil kunne kontaktes på det fysiske plan:

”Planterigets grønne devaer. Disse findes i to grupper. De er højtudviklede og vil primært blive kontaktet i forbindelse med magnetisering. De større devaer af denne orden styrer Jordens magnetiske steder, vogter over skovenes stilhed og bevarer områder på planeten, som det er nødvendigt ikke bliver krænket. De beskytter dem mod forurening og arbejder på nuværende tidspunkt sammen med de violette devaer under herren Maitreya (Kristus). Astralplanets raja-herre, Varuna, og hans broder Kshiti er blevet indkaldt til Hierarkiets rådskammer til specielle forhandlinger, og ligesom mestrene prøver at forberede menneskeheden til tjeneste for Verdenslæreren, når han kommer, arbejder disse raja-herrer på tilsvarende måde i forbindelse med devaerne. De er energiske i deres arbejde og intense i deres iver, men mennesket lægger dem store hindringer i vejen.

Luftens og vandets hvide devaer. De hersker over atmosfæren, arbejder med bestemte aspekter af elektriske fænomener og styrer havene, floderne og vandløbene. Nogle af dem udvælges på et bestemt tidspunkt i deres udvikling til skytsengle for mennesker i fysisk inkarnation. Hvert menneske har sin individuelle skytsengel.

Hver devagruppe har en speciel evolutionsmetode og en måde, hvorpå de udvikler sig og når et bestemt mål.

For de violette devaers vedkommende går vejen gennem følelserne og består i at uddanne racen til at færdiggøre det fysiske legeme i dets to dele – det faste og det æteriske legeme.

For de grønne devaers vedkommende er tjenestevejen magnetisering, som menneskeheden endnu ikke ved noget om. Ved hjælp af denne kraft beskytter de plantelivet og Jordens hellige steder. Det er også deres arbejde, der giver menneskekroppen sikkerhed, for i resten af denne runde kommer kroppens næring fra planteriget.

For de hvide devaers vedkommende ligger tjenestevejen i at beskytte menneskehedens enkeltindivider − i pasningen af typer, i kontrollen med vand- og luftelementalerne og i meget, som vedrører fiskeriget.

For disse fysiske devaer består udviklingsvejen i at tjene menneskeheden på en eller anden måde. De har meget at give og gøre for mennesket, og med tiden vil det gå op for menneskeheden, hvad den må yde i forbindelse med devaernes udvikling. Sideløbende med menneskehedens evolution er der en kraftig stimulering af devaernes udvikling.

Elementaler

Der er endnu nogle devaer, som det på nuværende tidspunkt ikke er tilladt at sige meget om. De er kommet fra et andet planetsystem og er specialister på deres felt. De har gennemgået menneskeriget og har samme rang som nogle af Hierarkiets medlemmer, idet de har valgt at blive og arbejde i forbindelse med den fysiske evolution. Der er ikke mange af dem – nærmere betegnet kun tolv. Fire arbejder i den violette gruppe, fem i den grønne og to i den hvide, og de ledes af en overordnet deva af samme rang som en chohan. Devaevolutionens tal er seks, hvor menneskets nu er fem, og ligesom ti står for det fuldendte menneske, står tolv for det fuldkomne i devariget. Denne gruppe styrer de tre førnævnte. I tilknytning til disse er der nogle underordnede grupper:

“Livløse” ting har også et æterlegeme.

Under gruppe 1 findes alle de elementaler, der arbejder med menneskers æterlegeme − alle de elementaler, der udgør æterlegemerne, som livet bor i − og alle de elementaler, som arbejder med såkaldt livløse tings æterlegeme. Rækkefølgen angiver deres relative udvikling. De violette devaer er på evolutionsvejen. Elementalerne er på involutionsvejen, idet målet for dem er at overgå til det violette devarige.

Under gruppe 2 arbejder plantelivets feer og alfer, som bygger og farver blomsterne − strålende små væsener, der bebor skovene og markerne − og elementaler som arbejder med frugter, grøntsager og alt, hvad der dækker Jordens overflade med frisk vegetation. Her finder man også de mindre magnetiseringsdevaer, som er knyttet til hellige steder, talismaner og sten, og en særlig gruppe, der opholder sig i nærheden af mestrenes boliger, dér hvor de findes.

Under gruppe 3 arbejder luftens og havets elementaler − sylferne, vandfeerne og de devaer, som beskytter hvert enkelt menneske”.

En grov opdeling af engle og devaer kunne se sådan ud:

EN GROV OPDELING

Interplanetariske og Kosmiske Engle

(for solsystemet og kosmiske niveauer)

(for planeten)

(for verdensdele)

(for lande og folkeslag)

(for store landområder og have)

(for naturområder, bjerge, skove, søer og floder)

(overalt i naturen)

(naturvæsener i træer og blomster)

(mikroorganismer og videre nedad)

Mange mennesker har været og er i nær berøring med devariget og natur­åndernes verden. Måske er det især blandt kunstnere − og her især malere, komponister og musikere − at der findes mange eksempler på inspirerede kontakter. For visse komponisters vedkommende har der oven i købet været tale om en stærk og til tider meget direkte og bevidst inspiration. Klassiske komponister som Claude Debussy og Aleksandr Skrjabin var helt bevidste om deres indre kontakter og forsøgte i deres karakteristiske tonesprog at videregive lidt af deres oplevelser, forvandlet til en form, som alle kan påvirkes af. Mange kompositioner af Frederick Delius, Jean Sibelius og Edward Grieg har det samme udtryk fra naturens intelligenser, og det gælder også grænseoverskridende komponister som Maurice Ravel, Ottorino Respighi, Vaughan Williams og Richard Wagner. Udforskningen af disse og mange andre kunstneres værdifulde bidrag kan ikke alene bringe glæde, undren og inspiration, men desuden være begyndelsen til at bygge broer og forbindelser mellem menneske- og devariget.

Die Meistersinger von Nürnberg af Wagner.
Fra “Music Forms” af Geoffery Hodson.

Det er flere gange blevet nævnt, at devariget og menneskeriget er parallelle evolutioner. Devariget er den feminine evolution – moderaspektet − Moder Jords levende væsener, der opretholder og beliver alt i naturen. Menneskeevolutionen er den maskuline, der udvikler sig i alt det stof, som devaerne har skabt − herunder også menneskets fysiske, æteriske, astrale og mentale legemer.

Når alt folder sig ud om foråret, er det naturånderne, der vågner og sender deres energi til en lille blomst eller et stort træ, så det kan suge vand op fra jorden. Når vi ser en smuk diamant eller en fiskestime, er det blot devaer i funktion. Alle Jordens fugle er devaer, der fungerer som forbindelsesled mellem dyreriget og devariget. Derfor vil fremtiden for menneskeheden være at blive bevidst om ansvaret for hele naturens husholdning, så den kan blive i samklang med devaevolutionen.

Det destruktive menneske

Det er ved at være slut med menneskenes hærgen og misbrug af naturen. Mennesket er ved at ødelægge hele grundlaget for sin egen eksistens på denne planet. Der er opstået mange bevægelser, der forsøger at rette op på denne ubalance. Overalt ser man miljøforkæmpere, økologer, krav om dyrevelfærd, forsøg på bevarelsen af store reservater, ønsker om ophør af de ufattelige dyreslagtninger, modstand mod forureningen, fokusering på mangel på rent vand osv. Alt dette er kun den spæde begyndelse på en fuldstændig omlægning af den menneskeskabte misrøgt af Jorden og dermed af devaevolutionen.

Menneskesindet har meget svært ved at omstille sig til denne enorme proces, og mainstream naturvidenskaben viser stadig ikke tegn på at forstå disse fundamentale omstillinger. Derfor må menneskeheden imødese en omstillingsproces af en størrelsesorden, den aldrig tidligere har været konfronteret med.

Syvende stråle − syntesens, magiens og ordenens stråle − vil sammen med fjerde stråle, som begynder sin aktivitet fra år 2025, feje som en orkan gennem menneskeriget for at genskabe den tabte balance og tvinge alt og alle ind på et helt nyt spor, for det er forudsætningen for at den nye tidsalder kan realiseres.

Mennesket har sin frie vilje til at begå selv katastrofale handlinger, men derved lærer det gennem dyrekøbte erfaringer. Devaerne og naturånderne, er programmeret til at udføre deres arbejde, og de gør det i fuldstændig samklang med de planer, som udgår fra de store engle, der samarbejder med Hierarkiet, der har ansvaret for livets udvikling på denne planet.

Devaerne og naturånderne kan til den vis grad – ved hjælp af en stærk vilje og kendskab til de rigtige mantraer − styres og manipuleres. Dette oplevede menneskeheden på Atlantis, hvor viljestærke magikere tog magten over store dele af denne usynlige verdens beboere. Det bragte evolutionen til et punkt, der var så kritisk, at planetens indre styrelse var nødsaget til at sænke Atlantis i havet, sådan som det berettes i sagn og religiøse skrifter, der alle beskriver syndfloder og totalt oversvømmelser.

Vandbærerens tidsalder

Fra “Ringenes Herre”

I store filmdramaer og i bøger som f.eks. Ringenes Herre, beskrives en tid, hvor mennesker, dværge (”hobitter”, der også kaldes ”de halvlange”) og devaer lever sammen − og i filmen Avatar er det en fremmed planet, der er beboet af devaer, hvor jordmenneskene bryder ind i dette ideelle samfund for at røve råstoffer til eget brug. Selvom det er fiction, er det meget tankevækkende, for det viser tydeligt menneskehedens manglende respekt for anderledes evolutioner. Temaet går desuden igen i Star Wars, hvor mennesket invaderer det ydre rum med avancerede våben.

Fra “Avatar”

Walt Disney har i sine mange film introduceret eventyr med trolde, alfer og devaer, som er elsket af børn, og de viser en anden måde at forholde sig til devaevolutionen på.

I nutiden står menneskeheden udviklingsmæssigt på et højere punkt af evolutionsspiralen, men det er sket via den teknologiske udvikling, hvor mennesket skruppelløst har gennemført denne udvikling på bekostning af naturen. På Atlantis var syvende stråle en af de dominerende strålekvaliteter. Denne strålekvalitet påvirker nu igen menneskeheden, og den er ved at nå sit zenit − og mange af de gamle atlantiske magikere er igen i inkarnation. Spørgsmålet er derfor: Har menneskeheden lært af fortidens fejltagelser, og har mennesket evnen til at trække sig op af de gamle ”hjulspor” − eller kan det kun lære ”the hard way”?

Den store prøve på samarbejdet mellem devariget og menneskeriget vil finde sted i Vandbærerens tidsalder. Der er derfor tale om et kapløb med tiden, hvis menneskehedens etik, moral og kærlighed til alt i naturen skal vinde og bygge broen mellem de to riger, som igen kan få hele evolutionen på rette spor til gavn for begge parter.

I denne serie vil de ophøjede engles tilsynekomst i forbindelse med Kristi tilsynekomst, og den virkning de vil have på samarbejdet mellem de to evolutioner, blive beskrevet i en artikel, der handler om fremtiden.

 _________________________________

[1] Dette afsnit er uddrag fra bogen Levende Visdom (s. 508-11) af Søren Hauge.

_________________________________