Mentalplanets virkelighed

Kritikere, der har en mangelfuld forståelse af åndsvidenskabens udforskning af livet på de indre planer, påstår af og til, at et gennemsnitsmenneskets liv på mentalplanets underplaner ikke er andet end drømme og illusioner, og de konkluderer, at når man forestiller sig, at man lever lykkeligt sammen med sin familie og sine venner eller realiserer sine planer med succes, er man i virkeligheden kun et offer for selvbedrag. Nogle gange sammenligner man det negativt med den ”Himmel”, som religionerne lover de troende. Der er to svar på denne påstand. For det første: Når man studerer det fremtidige livs problemer, drejer det sig ikke om, hvilken af de to hypoteser, man er følelsesmæssigt tiltrukket af, men hvilken, der er den rigtige. Og for det andet: Når man undersøger de faktiske forhold, så opdager man, at de, der går ind for illusionsteorien, betragter sagen fra et helt forkert synspunkt og derfor fuldstændigt har misforstået forholdene.

Hvad første punkt angår, er det nemt for de mennesker, der har udviklet evnen til at gå ind på mentalplanet ved fuld bevidsthed, at forstå, hvordan virkeligheden forholder sig. Når de har undersøgt omstændighederne, viser det sig, at det, de siger, er helt i overensstemmelse med den forklaring, som visdommens mestre gav gennem H.P. Blavatsky. Den eliminerer dermed teorien om den såkaldte ”illusion” og flytter i stedet for bevisbyrden over til modparten. Hvis man i forbindelse med det andet punkt påstår, at den fulde sandhed endnu ikke er kendt af mennesker på mentalplanets lavere underplanere, og at der som følge heraf stadig forekommer illusion, må man åbent og ærligt erkende, at sådan forholder det sig. Men det er ikke illusion i den forstand, som de, der går imod denne påstand, opfatter dette begreb. De oplever som regel, at livet på mentalplanet er mere illusorisk og unyttig end det fysiske – en forestilling, der er i modstrid med kendsgerningerne. Det påstås, at fordi man på dette plan selv skaber sine omgivelser, ser man kun en lille del af det. Men på det fysiske plan er den verden, et menneske ser, jo heller ikke hele den ydre verden, men kun det som sanser, intellekt og viden kan opfatte. Det er indlysende, at gennemsnitsmenneskets opfattelse af det, der iagttages, i virkeligheden er forkert, når det lever på det fysiske plan, for hvad ved dette menneske om alle de æteriske, astrale og mentale kræfter, der ligger bag alt, hvad det ser, og som faktisk udgør langt den vigtigste del af det? Hvad ved dette menneske om de ”skjulte” områder, som det møder for hvert eneste skridt, det tager? Sandheden er, at det på det fysiske plan – som på mentalplanet – lever i en verden, som det i meget stor udstrækning selv har skabt.

Det siges, at på mentalplanet opfatter mennesket sine tanker som former. Og det er sandt, for på tankens plan er det alene tanker, der er virkelige. På mentalplanet erkender man denne sandhed − hvilket ikke er muligt på det fysiske plan. Spørgsmålet er derfor − på hvilket plan er illusionen størst? De tanker, et menneske tænker, er virkelige, og derfor er de i stand til at skabe resultater på det fysiske plan. Derfor kan tanker aldrig være andet end positive, fordi der på dette plan kun findes kærlige tanker. Det betyder, at teorien om livet på mentalplanet ikke er andet end resultatet af misforståelser, der afslører et mangelfuldt kendskab til planets forhold og muligheder. Sandheden er, at jo længere man kommer ind på de indre eksistensplaner, jo mere nærmer man sig Den Ene Virkelighed.

Det kan måske hjælpe på forståelsen af, hvor virkeligt livet på mentalplanet faktisk er, hvis man betragter det som resultatet af den periode, mennesket har tilbragt på de to lavere planer. De fleste ved udmærket godt, at deres højeste aspirationer aldrig fuldt ud bærer frugt, og at det derfor kan se ud, som om nogle bestræbelser har været forgæves. Men vi ved også, at det ikke er tilfældet, fordi loven om energiens uforanderlighed i lige så høj grad gælder på de højere planer som på de lavere. Meget af den højere åndelige energi, som et menneske udstråler, vil det ikke opleve i sit fysiske liv, for så længe de højere principper ikke er blevet frigjort fra det fysiske legeme, kan man ikke reagere på disse langt finere subtile vibrationer. På mentalplanet er denne hindring for første gang blevet fjernet, og derfor kan den ophobede energi kommer til udtryk, som den evige retfærdigheds lov kræver. Browning har skrevet om det med disse ord:

Intet godt skal nogensinde gå til spilde

− alt, hvad der lever, skal leve som tidligere.

Det onde er et nul, en intethed,

en stilhed, der indebæ­rer lyd.

Hvad, der var godt, skal fortsat være godt,

og det onde skal erstattes

med det samme mål af godt.

På Jorden ser man buernes ruiner,

i Himlen den fuldkomne runding.

Alt, hvad af godt vi her har ønsket,

håbet eller drømt, skal bestå,

dog ikke som et blændværk,

men som sig selv.

Alt, hvad der er af skønhed og af godt

og hver en kraft, hvis stemme har lydt,

skal leve videre for sangeren,

når evigheden har bekræfte

 en enkelt times forestilling om det.

Det ophøjede, der viste sig at være alt for højt,

det heltemodige, der var for barskt på Jorden,

den begejstring, der fra Jorden steg mod Himlen,

er musik, sendt op til Gud

af kærligheden og af skjalden.

Har Han blot én gang hørt det,

skal vi også høre det engang.

Der er et andet forhold, som også skal tages i betragtning, og det er naturens veltilrettelagte system for livet efter døden. Og det er det eneste, man kan forestille sig, der kan opfylde hensigten med at gøre det bedste for flest mulige. Hvis glæden på mentalplanet kun var af én bestemt art, som det påstås ifølge dogmerne, ville der altid være nogle, der ville blive trætte af den, og andre, som ikke kunne tage del i den − enten fordi deres behov går i en anden retning, eller fordi de ikke har de nødvendige forudsætninger. For slet ikke at tale om at hvis denne tilstand skulle vare evig, ville det være den groveste uretfærdighed at give praktisk talt alle, der går ind på mentalplanet, den samme belønning uden hensyn til, hvad hver især havde gjort sig fortjent til.

Endvidere kan man spørge, om nogen anden metode med hensyn til familie og venner kunne være mere tilfredsstillende. Hvis de afdøde var i stand til at følge skæbnens gang for deres nærmeste i den fysiske verden, ville de umuligt kunne være lykkelige. Hvis de uden at vide, hvordan det var gået dem, selv skulle dø, inden de kunne møde dem, ville de komme til at opleve en smertelig ventetid opfyldt af uro – en periode, der ofte ville komme til at strække sig over en lang årrække, hvor de nære og kære i mange tilfælde ville have forandret sig så meget, at de måske ikke længere ville passe sammen.

Med det system, som naturen har tilrettelagt, undgår man alle disse vanskeligheder. I kraft af de årsager, et menneske skaber i løbet af sit fysiske liv, bestemmer det selv, hvor længe livet på mentalplanet skal vare, og hvordan det skal forme sig. De mennesker, man holder mest af, er man altid sammen med, og der vil aldrig være dårlige vibrationer. Denne lov råder overalt, og andre forestillinger er derfor kun spekulationer.