Femte underplan

Den mest karakteristiske kvalitet ved dette underplan kan defineres som religiøs hengivenhed, der kommer til udtryk i aktivt tjenestearbejde. På dette underplan vil for eksempel det kristne menneske – i stedet for blot at tilbede sin frelser – forestille sig, at det i den fysiske verden arbejder for ham og hans lære. På dette underplan arbejder man først og fremmest med intentioner og planer, der ikke blev realiseret i det fysiske liv. Organisationer, der baserer arbejdet på religiøse ideer, og i øvrigt arbejder med filantropiske målsætninger, virkeliggør hensigterne på dette plan. Man skal være opmærksom på, at jo længere man bevæger sig ind på de indre planer, jo mere komplicerede bliver de enkelte tilfælde. Selvom man omtaler nogle specielle tilfælde, der er karakteristiske for dette plan, vil man for det meste møde variationer og undtagelser, der ikke kan kategoriseres under den almindelige fællesbetegnelse.

Et typisk tilfælde, der lå noget over gennemsnittet, drejede sig om en mand, som arbejdede med at realisere en storstilet plan til forbedring af de lavere sociale klassers levevilkår. Selvom han selv var religiøs, mente han, at det første, der burde gøres for at hjælpe de fattige, måtte være at forbedre deres fysiske situation. Den plan, som han med stor succes og opmærksomhed på alle detaljer var i gang med at udarbejde i sit liv på mentalplanet, var den, der så tit havde strejfet hans tanker, mens han levede på det fysiske plan, men som han ikke havde været i stand til at realisere.

Hans ide gik ud på, at hvis han havde været meget rig, ville han opkøbe en mindre produktion for at have fuld råderet over den. Det skulle være en produktion, som måske kun 3‑4 andre virksomheder var beskæftiget med. Han forestillede sig, at han kunne opnå store besparelser ved at afskaffe reklame og andre kostbare former for markedsføring og i stedet betale sine medarbejdere en højere løn − og alligevel levere varer til kunderne til samme pris som før. En del af hans plan bestod i at købe et stykke jord, udstykke det og opføre huse til medarbejderne. Til hvert hus skulle der høre en lille have. Når en medarbejder havde været ansat i firmaet i et bestemt antal år, skulle medarbejderen have en andel i virksomhedens overskud, og andelen skulle være stor nok til, at det var muligt at leve af den i alderdommen. Ved at udvikle dette system håbede denne filantrop, at han kunne vise verden, at kristendommen også havde en praktisk side, og på denne måde ville han inspirere medarbejderne til at leve et kristent liv i taknemlighed over de materielle goder, de havde opnået.

Et andet tilfælde − der minder om det ovennævnte − drejede sig om en indisk fyrste. Da han levede i den fysiske verden, havde hans ideal været den guddommelige heltekonge Rama, og han havde forsøgt at forme sit liv og sine regeringsmetoder efter dette forbillede. Imidlertid skete der en række uheldige begivenheder, og derfor var mange af hans planer slået fejl − men på mentalplanet gik alting godt. Alle hans velmente bestræbelser førte til positive resultater − og selvfølgelig var det Rama i egen person, der havde rådgivet og vejledt ham i hans arbejde, og Rama blev nu belønnet med trofast tilbedelse af alle fyrstens hengivne undersåtter.

Man iagttog også et eksempel på personligt religiøst arbejde. Det drejede sig om en kvinde, der havde været nonne, og som ikke havde tilhørt en af de kontemplative ordener. Hun havde åbenbart baseret sit liv på det skriftsted, der lyder: ”Hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre, har I gjort imod mig”.[1] På mentalplanet levede hun op til dette påbud i hele dets omfang og var altid optaget af at pleje de syge, give de sultne mad og skaffe tøj til og i det hele taget hjælpe de fattige. Det overraskende ved dette tilfælde var, at hver eneste af dem, hun hjalp, straks blev forvandlet til Kristus, som hun herefter tilbad med brændende hengivenhed.

Et tilfælde handlede om to søstre. De havde begge været meget religiøse − men den ene havde været fysisk handicappet, og den anden havde tilbragt et langt liv med at pleje hende. På det fysiske plan havde de ofte snakket om og planlagt det religiøse og filantropiske arbejde, som de ville have udført, hvis de havde været i stand til det, men i livet på mentalplanet havde de ”byttet roller”. Det var et meget smukt eksempel på livets afbalancerede kontinuitet for mennesker med uselviske formål, for den eneste forandring, døden havde medført, var at fjerne sygdom og lidelse og stimulere det arbejde, der havde været umuligt.

På dette underplan kan man også iagttage en højere form for selvopofrende missionsarbejde. Det er indlysende, at den uvidende religiøse fanatiker aldrig når op til dette plan − men man kan faktisk finde nogle få forbilledlige tilfælde som for eksempel Livingstone, som var optaget af arbejdet med at omvende store folkeskarer til den bestemte religion, som de tilfældigvis var talsmænd for. Et af de mest påfaldende tilfælde, der blev iagttaget, var en muslim, der forestillede sig, at han arbejdede på at omvende verdens regeringer i overensstemmelse med den islamiske tros mest anerkendte principper.

Det ser ud til, at kunstneriske evner også under visse omstændigheder kan løfte et menneske til dette underplan − men her skal der trækkes en klar skillelinje. Den kunstner eller musiker, der ikke har andet formål end det egoistiske ønske om personlig berømmelse − eller som er påvirket af professionel jalousi − udvikler naturligvis ingen kræfter, der kan kvalificere til et ophold på mentalplanet. Den ædleste form for kunst, hvor kunstnerne betragter kunsten som en medfødt evne, der kan bruges til at hjælpe deres medmennesker, kan komme til udtryk på endnu højere planer − men mellem disse to ydertilfælde kan de kunstnere, der praktiserer kunsten for dens egen skyld eller betragter den som et offer, de bringer deres gud, og aldrig tænker på kunstens virkning på deres medmennesker, kan i nogle tilfælde kvalificere sig til dette underplan.

Som et eksempel kan nævnes en religiøs musiker, der simpelthen betragtede sit job som et offer til Kristus. Han havde sandsynligvis ingen anelse om hvilke forandringer, hans sjælsinspirerede kompositioner skabte i mentalplanets stof. Hans entusiasme var hverken spildt eller forgæves, for selvom han selv var uvidende om effekten, var musikken til glæde og hjælp for mange, og virkningerne vil uden tvivl komme til udtryk i hans næste inkarnation i form af endnu større musikalske evner.

Men hvis man ikke udvikler denne mere omfattende stræben efter at hjælpe menneskeheden, vil denne form for et liv på mentalplanet kunne gentage sig næsten i det uendelige. Når man kaster et blik tilbage på de tre underplaner, vil man lægge mærke til, at der i alle tilfælde snarere har været tale om udvikling af kærlighed til familie og venner eller en personlig guddom – end om den mere omfattende og vidtrækkende kærlighed til menneskeheden – en kærlighed, der kommer til udtryk på næste underplan.

_________________________________

[1] Matthæusevangeliet, 25,40

_________________________________