Sjette underplan

Det mest karakteristiske ved dette underplan er, at det er her, den antropomorfe[1] religiøse hengivenhed kommer til udtryk. Forskellen på denne form for hengivenhed og religiøsitet, der kommer til udtryk på astralplanets andet underplan, består i, at den førstnævnte er uselvisk, fordi den pågældende ikke interesserer sig for resultatet af denne hengivenhed, mens den sidstnævnte altid har et håb og ønske om at opnå en eller anden fordel gennem sin religiøsitet. Denne religiøse følelse, der forekommer på astralplanets andet underplan, rummer altid et element af forhandling med de højere magter, mens den religiøse hengivenhed, der løfter et menneske til mentalplanets sjette underplan, aldrig er udtryk for begær.

På den anden side må man skelne mellem den form for religiøs hengivenhed, der hovedsagelig består af jævnlig tilbedelse af en personlig gud, og de endnu højere former for religiøs hengivenhed, der kommer til udtryk gennem udførelse af et eller andet bestemt arbejde for denne Gud. Nogle få eksempler på tilfælde – der er iagttaget på dette underplan – vil måske give en bedre forestilling om forskellen på disse to former for religiøsitet.

Et temmelig stort antal beboere stammer fra de orientalske religioner, og deres mentale evner udvikles på dette underplan. Men her beskæftiger vi os kun med dem, hvor man kunne iagttage den rene, men temmelig blinde og uintelligente religiøse hengivenhed. Her er der tilbedere af Vishnu − både i skikkelse af avataren Krishna og i andre former − samt nogle få Shiva tilhængere. Hver enkelt var indesluttet i en selvskabt skal, der var bygget af deres egne tanker. De var hver især alene med deres Gud og uden tanke for den øvrige menneskehed, dog med undtagelse af de mennesker, de havde elsket i den fysiske verden, og som havde deltaget i denne tilbedelse. Man lagde for eksempel mærke til en Vishnu-dyrker, der var fuldstændig hensunket i ekstatisk tilbedelse af det samme billede af Vishnu, som han havde ofret til i sit fysiske liv.

Nogle af de mest karakteristiske eksempler fra dette underplan findes blandt kvinder, der faktisk udgør et flertal af dets beboere. Der var blandt andre en hindu-kvinde, der havde ophøjet sin mand til et guddommeligt væsen, og hun forestillede sig, at Krishna‑barnet legede med hendes egne børn. Men mens hendes egne børn var helt menneskelige og virkelige, var Krishna‑barnet ikke andet end et blåmalet træbillede, der var blevet gjort levende. Krishna viste sig også i hendes Himmel i en anden skikkelse, nemlig som en feminin yngling, der spillede på fløjte − men hun var overhovedet ikke forvirret eller betænkelig over denne dobbelte manifestation. En anden kvinde, der dyrkede Shiva, havde forvekslet guden med sin mand og betragtede manden som en manifestation af Shiva, og den ene antog hele tiden skikkelse af den anden. Man iagttog også buddhister på dette underplan, men åbenbart nogle af de mere uoplyste, der primært betragter Buddha som en genstand for tilbedelse end som en stor lærer.

Mange af dette underplans beboere tilhører kristendommen. Den ikke‑intellektuelle religiøse hengivenhed, som man ser eksempler på blandt uvidende romersk-katolske mennesker og oprigtigt troende ”soldater” i Frelsens Hær, minder meget om dem, der allerede er omtalt. Man ser på samme måde disse mennesker hensunket i tilbedelse af Jesus eller hans moder. Man så f.eks. et maleri af Tizian, som forestillede ”Marias himmelfart”. Maria vises med fremstrakte hænder, der var rettet mod Jesus, mens hun taler med ham. Et andet maleri fra Middelalderen viser en munk. Hans kærlighed og medfølelse med den korsfæstede Jesus var så intens, at Jesu naglemærker kunne ses i hans mentallegeme.

En anden mand, der stod sammen med sin hustru og øvrige familie, så ud som om han havde glemt beretningen om korsfæstelsen og tænkte kun på Jesus, der sad på sin trone omgivet af en stor skare af tilbedere. Hans kærlighed til sin familie var meget dyb − men i sine tanker var han dog mere optaget af at tilbede Jesus, selvom hans opfattelse af ham var så materialistisk, at han forestillede sig, at han igen og igen skiftede mellem et menneske og et lam, der bar et flag – sådan som man så ofte ser det fremstillet på kirkeruder.

Et mere interessant tilfælde var en spansk nonne, der døde i en alder af 19‑20 år. På mentalplanet forestillede hun sig, at hun levede på samme tid som Jesus, og at hun fulgte ham gennem den række af de begivenheder, der fortælles om i evangelierne. Og efter Jesu korsfæstelse tog hun sig af hans moder, Jomfru Maria. Hendes forestillinger om Palæstinas landskaber, traditioner og skikke var naturligvis meget unøjagtige, for Jesus og hans disciple var klædt som spanske bønder, mens højdedragene omkring Jerusalem var enorme bjerge, beklædt med vingårde, og oliventræerne var overgroet med gråt spansk mos. Hun forestillede sig, at hun selv til sidst havde lidt martyrdøden og var steget op til Himlen, men kun for igen og igen at genopleve det liv, der havde glædet hende så dybt.

Her vil vi slutte med disse eksempler fra det sjette underplan med et særlig smukt eksempel på et barns liv på mentalplanet. Det handler om en dreng, der døde i en alder af kun syv år. På mentalplanet beskæftigede han med at genopleve de religiøse historier, som hans irske barnepige havde fortalt ham. Det, han holdt allermest af at forestille sig, var, at han legede med Jesus-barnet og hjalp ham med at lave spurve af ler, som Jesus fik til at flyve.

Konklusionen er derfor, at den blinde, ikke‑ræsonnerende religiøsitet, som her er blevet omtalt, ikke er i stand til at ”løfte” de troende til større åndelige højder, men samtidig skal man huske, at disse mennesker er lykkelige og tilfredse, fordi det, de modtager, altid er det højeste, de er i stand til at værdsætte. Det har desuden en særdeles positiv virkning på deres fremtidige inkarnationer, for selvom religiøs hengivenhed aldrig kan udvikle intellektet, kan den måske skabe en højere form for religiøsitet, der som regel også resulterer i en etisk og moralsk livsførelse. Selvom et menneske, der lever denne form for liv, og oplever et liv på mentalplanet som det, der her er omtalt, vil sandsynligvis ikke gøre hurtigere fremskridt på udviklingsvejen end gennemsnitsmennesket. Men det vil uden tvivl være beskyttet mod mange farer, og det er ret usandsynligt, at det i næste inkarnation vil foretage grovere former for forbrydelse.

Primitive former for tro kan åbenbart føre til positive resultater, og derfor vil det være interessant undersøge, hvilke virkninger, der skabes af den endnu mere primitive materialisme, som desværre er almindelig i Vesten. H.P. Blavatsky har sagt,[2] at en materialist i nogle tilfælde ikke har et bevidst liv på mentalplanet, fordi det materialistiske menneske ikke har troet på et liv efter livet, mens det var i fysisk inkarnation. Det er imidlertid sandsynligt, at nogle af pionererne har brugt ordet ”materialist” i en langt snævrere betydning end den, man normalt bruger, for i samme bog påstår H.P. Blavatsky, at disse mennesker overhovedet ikke har mulighed for et bevidst liv efter døden. Men for de mennesker, der arbejder som hjælpere på astralplanet om natten, er det almindeligt kendt, at man der møder mange af de mennesker, der som regel betegnes som materialister, og at de bestemt ikke er bevidstløse.

Engang blev en ”stor” materialist opdaget af sin ven på astralplanets højeste underplan, hvor han havde omgivet sig med sine bøger og fortsatte sine studier − næsten som han ville have gjort det på det fysiske plan. Som svar på vennens spørgsmål indrømmede han, at de teorier, han havde haft, mens han levede i den fysiske verden, var blevet modbevist af virkelighedens uimodsigelige logik − men hans egne ateistiske tilbøjeligheder var stadigvæk stærke nok til, at han ikke kunne acceptere det, hans ven fortalte ham om kausalplanet. Alligevel var der uden tvivl meget i denne mands karakter, der kunne udvikles på kausalplanet. Selvom han ikke havde troet, at der er et liv efter døden, stod denne overbevisning ikke i vejen for hans astrale oplevelser – og derfor er der ikke grund til at tro, at overbevisningen på et senere tidspunkt skulle forhindre ham i at udvikle åndelige evner på kausalplanet.

Han var uden tvivl gået glip af meget på grund af sin skepticisme. Hvis han havde været i stand til at forstå religiøsitetens dybere filosofi, ville det sikkert have resulteret i ydmyghed. Alt det, der kunne have været hans, gik han glip af, men hans relativt dybe og uselviske kærlighed til familien og hans ærlige indsats repræsenterer udstrømninger af energi, der skaber resultater. Og det kan ikke ske andre steder end på mentalplanet. Fravær af én form for kraft kan ikke forhindre virkningen af de øvrige.

Et andet tilfælde, drejede sig om et materialistisk menneske, som – da han efter døden vågnede op på astralplanet – troede, at han stadigvæk var fysisk levende, men bare havde en ubehagelig drøm. Heldigvis var der en af hans gamle venner blandt de såkaldte usynlige hjælpere, der fungerer på astralplanet, og han fik til opgave at hjælpe ham. Først troede han naturligvis, at den unge hjælper bare var en skikkelse i hans drøm − men da vennen hentydede til begivenheder, som havde fundet sted, før vennen var blevet født, blev den afdøde overbevist om, at det plan, han befandt sig på, er virkeligt, og han blev meget ivrig efter at få alle mulige oplysninger om planet. Den vejledning, han fik, vil uden tvivl have stor indflydelse på ham, og den vil ikke alene modificere det efterfølgende liv på mentalplanet, men også den næste inkarnation i den fysiske verden.

Når alt kommer til alt, er der ingen grund til at undre sig over de to eksempler − og mange andre − for det er ganske enkelt, hvad man kunne forvente ud fra de erfaringer, man gør på det fysiske plan. På det fysiske plan erfarer men, at naturen aldrig tager hensyn til menneskets manglende kendskab til naturlovene. Hvis man eksempelvis har en forestilling om, at ild ikke brænder, og derfor stikker hånden ind i en flamme, bliver man hurtigt overbevist om sin fejltagelse. På samme måde har et menneskes skepsis med hensyn til et fremtidigt liv heller ingen indflydelse på naturen, og efter døden opdager man, at man har taget fejl.

Den form for materialisme, som H.P. Blavatsky hentydede til, har derfor uden tvivl været væsentligt grovere og mere aggressive end almindelig ateisme. Derfor må det betragtes som helt usandsynligt, at et menneske med en så grov materialistisk livsholdning, skulle rumme kvaliteter, der kræver et ophold på mentalplanet for at kunne bearbejde dem.

_________________________________

[1] Ved antropomorfisme forstår man forestillingen om en højeste Gud i menneskeskikkelse og med menneskelige egenskaber. Ordet er afledt af den græske betegnelse for menneske, anthropos.

[2] H.P. Blavatsky: Nøgle til Teosofien

_________________________________