Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

MENTALPLANET
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-MENTALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab-Esoterisk-visdom

MENTALPLANET (6 af 21)


Denne e-bog beskriver næste trin efter astralplanet i efterlivet – mentalplanet – som åndsvidenskaben ofte kalder devachan - mens det øverste underplan kaldes kausalplanet.

MENTALPLANET (6 af 21)

Syvende underplan

– det laveste

 

Det mest karakteristiske ved mentalplanets laveste underplan (som den fattige syerskes omsorg og handlemåde gav hendes naboer adgang til), er, at kærlighed til familie eller venner kommer til udtryk på dette underplan − naturligvis under forudsætning af, at kærligheden er uselvisk, selvom den er begrænset til en snæver gruppe. Her er der god grund til at være på vagt overfor muligheden for misforståelser. Når det siges, at kærlighed til familiemedlemmer fører et menneske til det syvende og laveste af mentalplanets underplaner mens religiøsitet kvalificerer mennesket til det sjette underplan, er der risiko for, at nogle naturligt forestiller sig, at et menneske, der har udviklet begge disse karakteregenskaber, vil dele sit ophold på mentalplanet mellem disse to underafdelinger. De forestiller sig, at dette menneske først lever en lang og lykkelig periode i ”families skød”, og derefter bevæger sig ind på det næste og højere underplan for at bearbejde de åndelige kræfter, som de religiøse forestillinger har skabt.

Men sådan forholder det sig ikke! I det nævnte tilfælde vil den pågældende vågne op til bevidsthed på mentalplanets sjette underplan, hvor det − sammen med de mennesker, det elskede så højt – vil beskæftige sig med den højeste form for religiøs hengivenhed, som den pågældende er i stand til at realisere. Og det er jo rimeligt nok, for det menneske, der er i stand til at praktisere både religiøs hengivenhed og dyb hengivenhed over for sin familie, skal naturligvis belønnes med en højere og bredere udvikling end et menneske med et sind, der kun er modtageligt for indflydelse i én retning. Samme grundregel gælder hele vejen op i systemet. De højere planer omfatter altid de lavere planers kvaliteter, og derfor har beboere på de højere planer næsten altid udviklet egenskaberne i højere grad end menneskene på et lavere plan.

Når det siges, at kærlighed til familien er en karakteristisk egenskab for mentalplanets syvende underplan, skal man ikke konkludere, at kærlighed er begrænset til dette underplan. Det skal forstås sådan, at den, der befinder sig dér efter døden, er et menneske med en karakter, hvor kærlighed til den nærmeste familie har været den højeste egenskab – og det er endda den eneste egenskab, der har kvalificeret dette menneske til et ophold på mentalplanet. På de højere underplaner finder man kærlighed af en langt renere og mere ophøjet type end den kærlighed, man møder på det laveste underplan.

Et af de mennesker, som forskerne først mødte på dette underplan, var et ret typisk eksempel på planets beboere. Mens denne mand levede i den fysiske verden, havde han haft en købmandsforretning. Han var ikke intellektuelt udviklet og heller ikke særlig religiøs, men ganske enkelt en almindelig ordentlig og respektabel småhandlende. Han gik regelmæssigt i kirke, men årsagen var, at det var skik og brug − og derfor var det socialt set det mest passende. Men religionen havde været temmelig tåget og uklar, så det var et område, han ikke rigtigt havde forstand på. Hans religion havde været uden forbindelse med hans daglige liv, og derfor havde han aldrig taget religionen med i sine betragtninger, når han skulle tage stilling til livets problemer. Han var derfor blottet for det, man kan kalde dybtgående religiøsitet, som kunne have givet ham adgang til det næste underplan. Men hans hengivenhed over for sin kone og den nære familie havde været både ægte og varm. Familien havde simpelthen altid været i hans tanker. Når han havde arbejdet fra morgen til aften i sin købmandsforretning, havde det i langt højere grad været for deres skyld end for hans egen. Da han efter den fysiske død havde tilbragt en længere periode på astralplanet, frigjorde han sig langt om længe fra astrallegemet, der var ved at gå i opløsning. Og efter den ”astrale død” vågnede han op på mentalplanets laveste underplan omgivet af alle sine nære og kære.

På mentalplanet var han ikke hverken mere eller mindre intellektuel og åndelig, end han havde været i sit fysiske liv, for døden medfører aldrig en pludselig udvikling af nye evner og egenskaber. De omgivelser, han nu befandt sig i sammen med sin familie, var ikke specielt forfinede, for de repræsenterer kun de højeste idealer af ikke‑fysisk glæde, som var identisk med det, han selv havde erfaret i den fysiske verden − men ikke desto mindre var han intenst lykkelig. Og fordi han konstant tænkte mere på sin familie end på sig selv, er der ingen tvivl om, at han var i gang med at udvikle uselviske karaktertræk, der ville blive integreret i hans sjæl som permanente egenskaber, og derfor ville de vise sig i hans karakter i alle fremtidige fysiske liv inkarnationer.

Et andet typisk tilfælde var en mand, der døde, mens hans eneste datter endnu var lille. På mentalplanet havde han hende altid hos sig − og altid, som hun var, når hun var bedst − og han var hele tiden optaget af at forestille sig alle mulige positive scenarier om hendes fremtid.

Et tredje tilfælde var en ung pige, som på mentalplanet var helt opslugt af at forestille sig sin fars mangfoldige forbilledlige egenskaber og planlægge små overraskelser og nye opmuntringer til glæde for ham.

Der var desuden en græsk kvinde, som på mentalplanet tilbragte en enestående lykkelig periode sammen med sine tre børn. Det ene barn var en dreng, og det glædede hende at forestille sig, hvordan han vandt hæder ved de olympiske lege.

I de seneste århundreder har det været bemærkelsesværdigt at iagttage det meget store antal romere, kartaginiensere og englændere på mentalplanets laveste underplan. Det skyldes, at hos borgerne i disse nationer, har den største uselviske aktivitet været forbundet med hengivenhed til familien. Til gengæld har man iagttaget forholdsvis få hinduer og buddhister på dette underplan, og det skyldes, at ægte religiøse følelser for deres vedkommende som regel kom spontant til udtryk i deres daglige liv, og det kvalificerer dem til en tilværelse på et højere plan.

Der var selvfølgelig et næsten uendeligt antal variationer i de tilfælde, der blev iagttaget, og de forskellige udviklingstrin kunne tydeligt ses som varierende grader af lysstyrke, mens variationerne med hensyn til farve viste de egenskaber, som de pågældende hver især havde udviklet. Nogle var elskende som døde, mens deres kærlighed var på højdepunktet, og de beskæftigede sig derfor hele tiden med dette ene menneske, som de elskede, men samtidig udelukkede de alle andre. Der var blandt andre en malaj − en meget uudviklet mand på det trin, man åndsvidenskabeligt set ville betegne som en lavtstående Pitri[1] af tredje gruppe − der opnåede at få en lille forsmag på mentalplanet i forbindelse med en datter, som han havde elsket meget højt.

I alle disse tilfælde var det en form for uselvisk kærlighed, der havde givet dem adgang til mentalplanet. Men ellers havde der ikke været andet i deres personlige liv, som kunne komme til udtryk på dette underplan. I de fleste af de tilfælde, der er iagttaget, er tankebillederne af dem, der er genstand for denne kærlighed, alt andet end fuldkomne. Derfor har deres sjæle vanskeligt ved at komme til udtryk gennem tankebillederne − men alligevel er dette udtryk langt mere fyldestgørende og tilfredsstillende, end det nogensinde har været i det fysiske liv.

I det fysiske liv ser man kun sine venner delvist. Man kender kun de dele af dem, man er i samklang med, mens andre sider af deres karakter praktisk talt er ikke-eksisterende. Samværet og kendskabet til dem på det fysiske plan betyder meget og er ofte noget af det bedste i et menneskes liv. Men dette samvær og kendskab er som regel mangelfuldt, for selv i de meget sjældne tilfælde, hvor man tror, at man både legemligt og sjæleligt kender et menneske, er det kun en del af dette menneske, der er i inkarnation på det fysiske plan, for sjælen rummer langt mere, end man er i stand til at komme i kontakt med. Selvom det ved hjælp af et direkte og fuldstændigt metafysisk syn på mentalplanet ville være muligt for første gang at se vennen i sin totalitet, ville man efter al sandsynlighed være ude af stand til at genkende vennen – for det menneske, man ville se, ville under alle omstændigheder være helt anderledes end det menneske, man elskede og troede, at man kendte.

Man må gøre sig klart, at den dybe kærlighed, der forbinder et menneske med et andet menneskes liv på mentalplanet, er en enorm kraft, der når helt op til det elskede menneskes sjæl, hvorved der fremkaldes en respons. Hvor levende dette svar er, og hvor meget energi det rummer, afhænger af, hvor udviklet dette menneskes sjæl er − men en form for respons vil der altid være.

Sjælen kan naturligvis kun nås i fuldt omfang på sit eget plan – det vil sige på et af mentalplanets arupa-underplaner. Men man er i det mindste langt nærmere på ethvert af mentalplanets underplaner end på det fysiske plan, og derfor kan man under gunstige omstændigheder få et meget dybere kendskab til sin ven, end det nogensinde ville være muligt på det fysiske plan. Årsagen er, at selv under de mest ugunstige forhold på mentalplanet er sjælen og virkeligheden langt nærmere, end nogensinde tidligere.

I forbindelse med dette må to faktorer tages i betragtning. For det første er der den udviklingsgrad, som de to parter hver især har opnået. Hvis den, der er på mentalplanet, føler en stærk kærlighed til den anden og har nået en vis åndelig udvikling, kan mennesket på mentalplanet danne sig et klart og nogenlunde fuldkomment tankebillede af vennen – et billede, hvor vennens sjæl kan komme til udtryk i betydeligt omfang. Men for at kunne benytte sig fuldt ud af denne fordel er det nødvendigt, at denne sjæl selv har nået et ret fremskredent trin i sin udvikling.

Man vil derfor kunne forstå, at der er to grunde til, at billeddannelsen kan være mangelfuld. Det tankebillede, som den afdøde skaber, kan være så uklart og uanvendeligt, at vennen – også selvom vennen er rimeligt udviklet − ikke kan bruge det til ret meget. Og selvom tankebilledet er tydeligt, er vennen måske ikke tilstrækkeligt udviklet til virkelig at kunne gøre brug af det.

I hvert eneste tilfælde vil den kærlige følelse alligevel nå frem til vennens sjæl, og uanset hvilket udviklingstrin sjælen befinder sig på, vil den straks reagere ved at vise sig i det billede, der er dannet. Hvor effektivt det virkelige menneske kan komme til udtryk igennem tankebilledet, afhænger af disse to faktorer. For det første af billedets kvalitet og for det andet sjælens udviklingsniveau. Men selv det mest mangelfulde billede er skabt på mentalplanet, og derfor er det meget lettere for sjælen at komme i kontakt med billedet end med det fysiske legeme, som i sagens natur befinder sig hele to eksistensplaner længere nede.

Hvis vennen stadig er i inkarnation i den fysiske verden, vil vennen naturligvis være uvidende om, at sjælen glæder sig over denne yderligere manifestation af den anden parts kærlighed − men det har ingen indflydelse på, at strømmen af kærlighed på mentalplanet er tættere på sjælen på kausalplanet end sjælens lavere aspekt i inkarnation.

Det er interessant at iagttage, at da et menneske med lethed på én gang kan træde ind i flere af sine afdøde venners liv på mentalplanet, kan det på samme måde vise sig i forskellige former − og måske endda have et fysisk legeme hernede. Dette forhold er imidlertid ikke mystisk for den, der forstår de forskellige planers indbyrdes relation.

Det er lige så nemt at manifestere sig i flere af disse mentale billeder på én gang, som det er for et fysisk menneske at være bevidst om, at flere forskellige objekter på én gang presses mod forskellige dele af kroppen. Forholdet mellem et plan og et andet er som en dimension til en anden. Enheder i de lavere dimensioner kan aldrig komme på højde med enheder i de højere, og på samme måde kan selv et nok så stort antal af disse manifestationer ikke udtømme sjælens evne til at give respons på dem, der kommer oppefra. Disse manifestationer giver tværtimod en betydelig ekstra mulighed for at opnå udvikling på mentalplanet – en mulighed, som er den direkte følge og belønning i kraft af den guddommelige retfærdigheds lov med hensyn til de handlinger eller egenskaber, der har fremkaldt en udstrømning af kærlighed.

Af alt dette fremgår det klart, at efterhånden som et menneske udvikler sig, bliver dets muligheder større på alle områder. Det får ikke alene større mulighed for at tiltrække sig mange menneskers kærlighed og respekt, men får desuden mange kraftfulde tankebilleder til rådighed på mentalplanet, samt evnen til at give sig til kende gennem hvert enkelt af dem − og evnen til at tage imod indtryk gennem dem tiltager i takt med de fremskridt, der gøres.

Forskerne fik et udmærket eksempel på dette gennem et helt almindeligt tilfælde. Det drejede sig om en moder, der var død cirka tyve år tidligere, og hun havde efterladt sig to drenge, som hun elskede højt. De var naturligvis hovedpersonerne i hendes tankebilleder, og hun tænkte selvfølgelig på dem, som de var, da hun forlod dem − nemlig som drenge i 15‑16 års alderen. Den kærlighed, som hun konstant lod strømme ud over disse tankebilleder, virkede som en velgørende kraft, der strømmede ud over de nu voksne mænd i den fysiske verden − men den påvirkede dem ikke i samme omfang. Det var ikke, fordi hun holdt mere af den ene end af den anden, men fordi der var stor forskel på vitaliteten i billederne. Men det var ikke en forskel, moderen kunne se. Hun så dem begge på samme måde, og de var begge to alt, hvad hun kunne ønske sig − men for forskerne var det tydeligt, at der var langt mere livskraft i det ene af disse tankebilleder end i det andet. Da man sporede dette meget interessante fænomen til dets oprindelse, viste det sig, at i det ene tilfælde var sønnen vokset op til at blive en helt almindelig forretningsmand, der ganske vist ikke foretog sig noget specielt negativt, men han var absolut ikke åndeligt indstillet. Den anden var til gengæld blevet til et meget forfinet og kultiveret menneske med høje uselviske aspirationer. Hans liv havde udviklet langt mere bevidsthed i sjælen end broderens, og sjælen selv havde derfor i meget større udstrækning været i stand til at vitalisere det ungdomsbillede af ham, som hans moder havde dannet sig i sin tilværelse på mentalplanet. Der var så at sige mere sjæl i det ene end i det andet, og derfor var det ene billede stærkere og mere levende.

Yderligere forskning afslørede adskillige lignende tilfælde. Det var helt tydeligt, at jo højere en sjæl er udviklet, jo mere fuldkommen kan denne sjæl vise sig i de tankeformer, som vejlederne havde stillet til rådighed. Via disse fyldestgørende udtryk blev sjælen også i stand til mere og mere at få fordel af kærlighedens kraft. Efterhånden som sjælen udvikler sig, bliver disse billeder stadig mere fuldkomne, indtil den når frem til det udviklingstrin, hvor mennesket bliver en mester og derfor kan bruge dem bevidst til at hjælpe og træne sine elever.

Kun på denne måde er bevidst kommunikation mulig mellem de, der stadig er fængslet i et fysisk legeme, og den, der befinder sig på mentalplanet. En sjæl kan som sagt bruge et tankebillede til at overføre et strålende indtryk til en ven, der lever på mentalplanet, og alligevel kan denne sjæl i sin manifestation i det fysiske legeme være helt uvidende om dette og derfor være overbevist om, at det ikke er muligt at kommunikere med den afdøde ven. Men hvis dette menneske har udviklet sin bevidsthed i en sådan grad, at det er blevet ét med sjælen på kausalplanet, og derfor kan bruge sine evner i fuld udstrækning, mens det endnu er i det fysiske legeme, kan dette menneske selv under dette begrænsede fysiske liv opleve, at det stadig er muligt − ligesom før − at stå ansigt til ansigt med sin ven, for døden har ikke bortelimineret den elskede, men kun åbnet den afdødes øjne for det langt bedre og mere omfattende liv, som alle mennesker altid er omgivet af.

Vennens udseende vil stort set være det samme som i den fysiske verden, men alligevel helt anderledes – smukkere og finere. Både i mentallegemet og i astrallegemet er der inde i den ydre æglignende form en kopi af den fysiske skikkelse, for denne form er bestemt af kausallegemet. Den ser nærmest ud som en tågeskikkelse, der er omgivet af en lysere tåge. På mentalplanet er personligheden fra det seneste fysiske liv tydeligt bevaret, og først når bevidstheden har trukket sig helt ind i kausallegemet, smelter denne personlighedsfølelse sammen med sjælen, og for første gang siden sin nedstigning i inkarnation oplever mennesket sig selv som den virkelige og forholdsvis permanente sjæl.

Folk spørger nogle gange, om der på mentalplanet er nogen form for tidsfornemmelse – en vekslen mellem nat og dag eller søvn og vågen tilstand. Den eneste opvågnen på mentalplanet er mentallegemets langsomme opvågnen på dette plan – efterhånden som mennesket begynder at leve i denne verden. Og den eneste søvn er en form for bevidstløshed, når det langvarige liv på mentalplanet til sidst er til ende. Tidligere blev denne periode beskrevet som en slags forlængelse af alle de lykkeligste timer i et menneskes liv, og selvom denne beskrivelse ikke er helt korrekt – hvad der for øvrigt er tilfældet med de fleste definitioner, som er baseret på de forhold, der hersker på det fysiske plan – kommer den dog sandheden nærmere end opfattelsen af dag og nat. Der er mange forskellige opfattelser af lyksalighed − men søvn og vågen tilstand er ikke en del af dem.

Når mentallegemet til sidst skiller sig helt ud fra det astrale, indtræder der som regel en periode med absolut bevidstløshed – et tidsrum, hvis længde varierer betydeligt. Det svarer til den bevidstløshed, der normalt følger efter den fysiske død. Opvågningen til aktiv mental bevidsthed minder meget om den måde, man vågner på efter en nats søvn. Det minder om de første vågne øjeblikke om morgenen, hvor man nogle gange oplever at føle sig frisk og veludhvilet, selvom tanken endnu ikke er aktiv og kroppen knap nok under kontrol. På samme måde oplever den, der vågner på mentalplanet, først en kortere eller længere periode af intens og gradvis tiltagende lykkefølelse, inden bevidstheden i fuldt omfang bliver aktiv på planet. Når mennesket er blevet helt bevidst om denne lykkefølelse, ser det sig omgivet af en verden, der svarer til dets egne idealer, og som afslører de forhold, der er kendetegnende for det underplan, det er ankommet til.

 

 

 

_________________________________

[1] Pitri, et sanskritord, der betyder ”stamfader”. Betegnelse for menneskehedens stamfædre eller forfædre, især med hensyn til første rodrace.

_________________________________

Artikel-MENTALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab-Esoterisk-visdom
Download-fil: MENTALPLANET - C.W. Leadbeater


Artikel-MENTALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab-Esoterisk-visdom
Læsefil med vendbare sider: MENTALPLANET