Tredje underplan

Det tredje underplan er det laveste af arupa-underplanerne, og det er også det tættest befolkede af alle de regioner, man ved noget om, for her finder man næsten alle de 60 milliarder sjæle, der omfatter den nuværende menneskelige evolution. Og det er faktisk reelt alle − bortset fra det forholdsvis meget lille antal, der er i stand til at fungere på andet og første underplan. Hver enkelt sjæl er repræsenteret af en æglignende form. I begyndelsen er den bare en farveløs og næsten usynlig hinde af den allerfineste substans − men efterhånden som sjælen udvikler sig, begynder dette legeme at udvise en glitrende regnbueglans som en sæbeboble, hvis farver spiller hen over overfladen ligesom de skiftende nuancer, som sollys skaber, når det oplyser vandstøvet fra et vandfald.

Ægformen består af et ufatteligt fint og subtilt stof, der er fyldt med in­tenst liv, som pulserer af levende ild. I løbet af evolutionen danner stoffet en skinnende kugle af glimtende farver, og dets høje vibrationer sender krusninger af skiftende nuancer ud over overfladen med farvetoner, som ikke kendes i den fysiske verden. De er så strålende, sarte og lysende, at det er helt umuligt at beskrive dem med ord. Man kan tage en egyp­tisk solnedgangs farver, supplere dem med de fantastiske, bløde farvetoner, der ved aftenstid kan ses på en nordisk himmel, og forestille sig de helt overgår sig selv med hensyn til lys, gennemsigtig­hed og glans. Og selv da kan ingen, der ikke har set disse skinnende kugler, gøre sig noget begreb om den skønhed, der åbenbarer sig for det clairvoyante syn, når det løftes op til denne overjordiske verdens niveau.

Alle disse kausallegemer er fyldt med levende ild fra et højere plan, som kuglen er forbundet med ved en sitrende tråd af intenst lys, der leder tanken hen på ordene i Dzyans stanzer: ”Gnisten hænger fra flammen ved fohats fineste tråd.” Efterhånden som sjælen udvikler sig og bliver i stand til at modtage mere og mere fra den guddommelige ånds uudtømmelige hav, der strømmer ned igennem tråden som gennem en kanal, udvider den sig og bliver til en bredere passage for denne bølge, indtil den på det næste underplan minder om en skypumpe, der forbinder Himmel og Jord. Endnu højere oppe bliver den selv til en stor kugle, som gennemstrømmes af denne levende substans, indtil kausallegemet ser ud til at smelte sammen med det lys, der strømmer ind. Endnu en gang kommer det til udtryk i ordene i Dzyans stanzer:

”Tråden mellem den tavse vogter og hans skygge bliver stærkere og mere strålende med hver forandring. Morgengryet har forvandlet sig til middagens strålende sollys. ‘Det er dit nuværende hjul’, sagde flammen til gnisten. ‘Du er mig selv, mit billede og min skygge. Jeg har iklædt mig dig, og du er mit vahan[1] til dagen, ”Vær med os”, da du atter skal blive mig selv og andre, dig selv og mig’.”

De sjæle, der er knyttet til et fysisk legeme, kan skelnes fra dem, der er i diskarneret tilstand. Det kan ses på en forskel i typen af de vibrationer, der opstår på kuglernes overflade. På dette plan kan man derfor straks se, om et menneske er i inkarnation på et givet tidspunkt eller ej. Det fremherskende flertal af såvel inkarnerede som diskarnerede befinder sig i en drømmeagtig og kun halvt bevidst tilstand − men der er ikke længere mange med et kausallegeme, der bare er en farveløs hinde. De sjæle, der er helt vågne på dette plan, er bemærkelsesværdige undtagelser. De skiller sig ud fra de knap så strålende skarer, som store stjerner med den største lysstyrke, og mellem disse og de mindst udviklede ser man alle mulige variationer i både hvad angår størrelsen og farvernes skønhed. De repræsenterer på denne måde nøjagtig det punkt, som den enkelte er nået til i sin evolution.

De fleste af dem har endnu ikke − selv i den bevidsthed, de har opnået − nogen klar forståelse af hensigten med den evolution, de er en del af, og heller ikke af dens love. De søger inkarnation i overensstemmelse med impulsen fra den kosmiske vilje og under indflydelse af Tanha − den blinde trang til manifesteret liv. Det har et ønske om at finde en region, hvor de bevidst kan opleve, at de lever, for på de tidligere stadier kan de uudviklede sjæle ikke opfatte de ekstremt hurtige og gennemtrængende vibrationer i deres eget plans uhyre forfinede stof. De stærke og grove, men forholdsvis langsomme bevægelser i det fysiske plans tungere stof er de eneste, der skaber en reaktion hos dem, og det er derfor kun på det fysiske plan, at de har en oplevelse af, at de lever. Det er forklaringen på deres stærke trang til at blive genfødt på det fysiske plan. Deres ønske er på denne måde − for en tid − i overensstemmelse med loven for deres evolution. De kan kun udvikle sig gennem påvirkninger udefra, som de lidt efter lidt vågner op til at respondere på, og dem kan de på dette tidlige stadie kun opnå i det fysiske liv. Deres reaktionsevne vokser ganske langsomt og vågner først op til opfattelse af de højere og finere af de fysiske vibrationer − og endnu langsommere til opfattelse af astralplanets. Gradvis bliver astrallegemet, som indtil da kun har været en bro til overføring af sanseindtryk til sjælen, lidt efter lidt det primære legeme, og bevidstheden centreres mere i følelserne end i fysiske sansefornemmelser.

På et senere stadie − men altid ved på samme måde at reagere overfor påvirkninger udefra − lærer sjælene at centrere bevidstheden i mentallegemet – det vil sige at leve i og i overensstemmelse med de mentale billeder, de danner, og på denne måde kan de styre følelseslivet ved hjælp af tanken. På et endnu senere stadie af den lange udviklingsvej bliver centret flyttet til kausallegemet, og sjælene kommer til erkendelse af deres virkelige liv og identitet.

Til den tid finder man dem på et højere underplan end det tredje, og det lavere fysiske liv vil ikke længere være nødvendigt. Men i øjeblikket fokuseres der her på den mindre udviklede majoritet, der stadig som famlende og søgende fangarme i livets ocean udsender personligheder − som er dem selv − på livets lavere planer. Det gør de uden at have nogen anelse om, at deres personligheder er redskaber, der gør det muligt at ”suge næring” og vokse op. Da de endnu ikke er bevidste på deres eget plan, ser de intet af hverken fortid eller fremtid. Efterhånden som de langsomt samler erfaring og integrerer den, får de en fornemmelse af, at der er visse handlinger, som hæmmer, og andre, der fremmer, og det viser sig ufuldstændigt i den personlighed, de er forbundet med, i form af en vågnende samvittighed – det vil sige en fornemmelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Og efterhånden som de udvikler sig, kommer denne fornemmelse mere og mere klart til udtryk i den lavere natur og bliver en stadig mere effektiv vejleder i hele deres adfærd.

Ved at benytte sig af de før omtalte chancer, som de får gennem et glimt af en mere fuldstændig bevidsthed, udvikler de mest fremskredne sjæle på dette underplan sig til et punkt, hvor de er optaget af at studere deres egen fortid, finde frem til de årsager, de før i tiden har sat i bevægelse, og de lærer af dette tilbageblik, sådan at de impulser, de sender nedad, bliver klarere og tydeligere og omsættes til faste overbevisninger og autoritative intuitioner i den lavere bevidsthed.

Det er måske overflødigt at gentage, at man ikke fører rupa-planernes tankebilleder med sig til arupa-planerne. Al illusion er definitivt forbi, og enhver sjæl kender de sjæle, de åndeligt set er beslægtet med. De ser dem og bliver selv set i den ægte ophøjede natur som sande, udødelige mennesker, der går videre fra liv til liv med alle de bånd intakte, som er knyttet til deres virkelige væsen.

_________________________________

[1] Vahan betyder legeme.

_________________________________