Den indre kamp

Psykoanalyse og reduktionsanalyse er i teorien mekanistiske, mens Carl Gustav Jungs (billedet th.) først og fremmest er vitalistisk[1] og dynamisk − og således både i teori og praksis i overensstemmelse med esoteriske begre­ber. Hovedindvendingen mod den er, at mange, der er fascineret af den, har en tendens til at blive for transcendente og filosofiske, og der­ved taber de selve symptomerne af syne. Det er blevet sagt, at analytisk psykologi er udtryk for en ny filosofi og et nyt syn på tilværelsen. Man lader symptomerne blive, hvor de er, og det er til en vis grad sandt i de tilfælde, hvor de praktiske aspekter er blevet tilsidesat.

Som det fremgår, kræver det en gennemgribende holdningsændring at bevæge sig fra en materialistisk psykologi til det postulat, at mennesket, sammen med hele livsstrømmen, bevæger sig frem imod et evolutionsmål, som i menneskets tilfælde består i at realisere sig selv. Det bringer psykologien på linje med religiøs stræben. På samme måde indebærer postulatet, at selv om menneskets lavere ”ego” faktisk er individuelt og adskilt, smelter dets højere selv efterhånden sammen med det ene universelle liv – og det er en erkendelse af, at menneskets fulde bevidst­hed og integration involverer alle den dybe mystiske tilstands kræfter, kvaliteter og evner.

Dette kan ved første øjekast opleves at være lidt fjernt fra at helbrede symptomer, men i virkeligheden har det en meget nær forbin­delse med sygdom, for formens symptomer viser sig at være det iboende livs forsøg på at genoprette balancen og harmonien. Symptomerne repræsente­rer livsenergi, der er vildledt, og derfor bliver destruktiv. Psykoterapeutens opgave består i at hjælpe patienten med at omdirigere energierne ved at bruge dem til noget andet og på denne måde løse den kon­flikt, der forhindrer patienten i at integrere eller gøre sig selv hel.

Hos det civiliserede menneske udkæmpes de fleste af disse konflikter mellem ”højere” og ”lavere” instinkter eller begær. Man kan beskrive situationen ved at sige, at mennesket dels er et dyr, dels er en ånd. Hvis det prø­ver kun at udvikle sig som ånd, og derfor svigter dyret og dets in­stinktive liv, mister det halvdelen af sig selv. Men hvis det på den anden side slipper det primitive dyr løs og forsøger at ignorere den åndelige side, vil det før eller senere blive indhentet af konsekvenserne. Det må tage dyrelivet med sig over i menneskelivet og hele tiden un­derlægge dyrelivet åndelige mål – (det er dette sidste punkt, der så ofte overses af den materialistiske psykolog). Hvis det lærer at gøre det, kan det blive ”helt” og rejse videre mod sit sande mål − fuldkommen­heden − i fred og balance. Hvis det ikke kan det, bliver det sygt og neuro­tisk − og hvis det løber linen ud, falder det fra og bliver et af vragene langs udviklingsvejen.

_________________________________

[1] Vitalisme, (af latin: vitalis 'livgivende', af vita: 'liv', og -isme), er teorien om, at man ikke udtømmende kan forklare organisk liv på baggrund af fysisk-kemiske lovmæssigheder, men at en ikke-materiel, åndelig livskraft må inddrages i forståelsen.

_________________________________