- er knyttet til Alfred Adler (1870-1937) (Billedet tv.). Hans hovedtese går ud på, at ethvert menneskes ”jeg-bevidst­hed” må føle sig kompetent. Det er magtens psykologi. Mennesket prø­ver hele tiden og på alle måder at opnå i det mindste så meget magt, at det kan respektere sig selv, og alle sygelige symptomer er indirekte forsøg på at nå dette mål, når den direkte vej er blokeret.

Man kan sige, at mens Sigmund Freud betragter den skabende impuls som det vigtigste, anser Alfred Adler selvfølelsen, selvforsvaret, selvforherligelsen etc., for at være dominerende. Begge har ret − og alligevel er beg­ge teorier ufuldkomne. Måske er det her, Carl Gustav Jung bygger bro ved at præsentere en mulighed for en psykologi for hele mennesket.

- er den betegnelse, den schweiziske professor Carl Gustav Jung (1875-1961) brugte om sit forsøg på at nærme sig spørgsmålet om det psykologiske helbred. Det er i virkeligheden umuligt at beskrive Jungs psykologi med få ord. Han accepterer betydningen af det skabende instinkt såvel som ”ego-instinktet”, men fremhæver den tredje grundliggende impuls, som er trangen til sammenhæng − enhed i livet − hvad enten det ér det primitive flokinstinkt eller den mystiske stræben efter forening med Gud. I virkeligheden er Jungs filosofi baseret på fornemmelsen af, at mennesket altid stræber efter den forening, som det inde i sig selv ved, er livets lov. Det må blive en integreret helhed og dermed blive ét med det liv, der kommer til udtryk gennem andre former.

Det er indlysende, at det indebærer et studie af gruppebevidsthed på mange planer, for mennesket er kun et selvstændigt individ på overfladen, og det smelter sammen med større og større grupper af bevidsthedsenheder, ef­terhånden som det når dybere og dybere ind. Det er også indlysende, at mens Sigmund Freuds psykologi lægger vægt på den absolutte betydning af for­tiden og Alfred Adlers på nutiden, er Carl Jungs teleologisk[1] og består i at finde metoder til udvikling ind i fremtiden. Tidli­gere og nuværende omstændigheder er blot forsinkende faktorer, der holder patienten tilbage. Patientens symptomer viser alene, at noget holder ham eller hende tilbage fra målet, og symptomerne er et forsøg på at helbrede patienten. Derfor prøver man at forstå hvilket formål, et symptom har, og hvordan det psykiske liv igen kan ledes ind i mere konstruktive og nyttige kanaler.

Naturligvis må teknikken stort set være intuitiv, for den sty­rer imod noget, der dybest set har en religiøs karakter (hvor ordet ”religion” her tages i sin bredeste betydning som et middel til selvrealisering og integration). Tankesindet kan aldrig opfatte sandheden direkte men kun intuitivt ved at fornemme meningen bag de mentale billeder. Det er derfor umuligt at diskutere sandheden direkte.

_________________________________

[1] Teleologi er læren (græsk: λόγος (logos)) om processers hensigt eller mål (græsk: τέλος (telos)). Teleologi betyder kort sagt formålsrettethed eller formålsårsag.

_________________________________