Selvisk upersonlighed

Denne sidste form for selvisk upersonlighed kræver lidt mere forklaring, fordi den bagvedliggende karaktersvaghed ikke umiddelbart er indlysende. Tværtimod kan den se ud til at være den positive side af upersonlighed – selv for esoterikere − for hvis man lukker af for følelserne, indebærer det, at der er mulighed for at behandle problemet udelukkende på grundlag af en mental vurdering. Og en bestemt type esoterikere – som de fleste kender – vil uvægerligt se de fleste situationer fra en mental synsvinkel. Ikke nok med det – det er en kendsgerning, at hvis stærke følelser farver situationen, har de en tilbøjelighed til at svække skelnevenen.

Hvori består fejlopfattelsen så? Består den ikke i den kendsgerning, at når man har afskåret sig selv fra sit følelsesliv, er man ikke et helt menneske? Når adgangen til det naturlige følelsesliv er afskåret, kan det sammenlignes med at ”kaste barnet ud med badevandet”, fordi det er via følelserne, at mennesket opfatter begivenhederne på den hurtigste og mest sensitive måde. Det er vigtigt at huske, at det er følelseslivet, der har den mest direkte og potentielle forbindelse til intuitionen, og hvis denne forbindelse afskæres, indebærer det, at døren til visdom lukkes.

Selvisk upersonlighed kan beskytte følelserne mod at blive såret eller oplevelse af for meget uro – og derfor kan den have en form for egoistisk tiltrækningskraft. Det kan være en stor lettelse at ignorere følelserne og i stedet bruge upersonlighed som en metode til at undslippe lidelser. I dette tilfælde er den beslægtet med undertrykkelse, som har en tendens til at føre til en form for neurose, der kræver behandling af en psykiater. Den kendsgerning, at det er legitimt at kalde det ”upersonlighed”, giver en form for respekt, som kan tilsløre dens sande natur. Der er ret stor risiko for, at esoterikere på denne måde bliver personlige i deres holdning til upersonlighed.

Betragtningerne vedrørende uselvisk upersonlighed medfører også, at man må overveje, hvordan denne kvalitet kan udvikles.

En konklusion, man kan nå frem til efter det ene eksperiment efter det andet, kunne være, at uselvisk upersonlighed i sidste ende skal udvikles ved at frigøre sig fra sine egne mørke og mere begrænsede bevidsthedstilstande. Ingen konklusion, der er mindre radikal eller mindre omfattende, bør anses som tilstrækkelig, for denne konklusion gør snarere sagen til et psykologisk problem end til et moralsk – forudsat at de to områder kan adskilles.