Legemerne

Legemet er din dyriske natur − en hest, som du rider på gennem livet. Derfor må du behandle den godt og passe den omhyggeligt. Du må ikke overanstrenge den. Du skal give den passende næring, og det skal udelukkende være ren føde − og du skal med den største omhu skåne den for enhver form for forurening. For uden et rent og sundt legeme er det ikke muligt at udføre det meget vanskelige forberedende arbejde. Legemet vil ikke kunne udholde de store og vedholdende anstrengelser, der er forbundet med opgaven. Men det skal altid være dig, der styrer og behersker legemet, og ikke det, der styrer dig.

Det astrale legeme har sine begær − ja, en hel del, for det ønsker, at du skal blive vred, sige hårde ord, føle nag og skinsyge, være grisk efter penge, misunde andre deres ejendele og give efter for depression. Alt dette ønsker det astrale legeme − og meget mere − ikke for at skade dig, men fordi det er dets natur at komme til udtryk i voldsomme vibrationer, og fordi det holder af en stadig afveksling. Men alt dette ønsker du ikke mere − og derfor skal du skelne mellem dine egne ønsker og dit astrallegemes vibrationer.

Det mentale legeme ønsker at se sig selv som arrogant og adskilt fra alle andre. Det ønsker at tænke meget på sig selv og meget lidt på andre. Selv når du kun udfører det nødvendige af dagligdagens gøremål, forsøger det stadig at lægge planer for den lavere personlighed og at få dig til at tænke på dit eget fremskridt i stedet for at tænke på mesterens opgave og på at hjælpe andre. Når du mediterer, vil det få dig til at tænke på de mangfoldige materielle ting, som det ønsker, i stedet for at tænke på det mål, som du stræber efter. Du er ikke selve tanken, men den står til rådighed for dig − så også her er skelneevnen en nødvendighed. Du må hele tiden være på vagt − ellers vil du blive overrumplet.

Hvad det så end vil koste dig, skal du foretage dig noget, enten det er rigtigt eller forkert. Du må under ingen omstændigheder lade være med at være aktiv, uanset hvad de uvidende måtte tænke eller sige. Du skal studere naturens skjulte love dybtgående, og når du kender dem, skal du indrette dit liv i overensstemmelse med dem og altid bruge din sunde fornuft.

Du skal skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Du skal stå fast som en klippe, når det angår det rette eller det urette − men vær eftergivende overfor andres små og ligegyldige problemer. Du skal altid være mild og omgængelig, venlig og medgørlig, og du skal give andre den samme frihed, som du selv ønsker.

Forsøg at vurdere, hvad det kan betale sig at bruge energi på at udrette, og husk, at du aldrig må vurdere et problem på grundlag af dets størrelse. Det er langt bedre at udføre en lille opgave, der netop passer ind i mesterens øjeblikkelige opgave, end at påtage sig en opgave, som verden vil kalde storartet og god. Du skal ikke alene skelne mellem det, der er væsentligt og nyttigt, og det der er uvæsentligt og unyttigt, men også mellem det mere eller mindre nyttige. At give mad til de sultne er en god og ædel opgave, men det er endnu mere ædelt og nyttigt at give deres sjæl føde. Alle, der har penge, kan give legemerne mad, men det er kun de få, der har forståelse og kundskab, der kan give sjælene føde. Når du har forståelse og viden, er det din pligt at hjælpe andre til at få forståelse og viden.

Uanset hvor vidende og vis du måtte være, så er der meget for dig at lære på denne vej − så meget, at det også her gælder om at skelne, og du skal overveje, hvad du mener, der er det vigtigste at lære. Al kundskab er nyttig, og den dag vil komme, hvor du besidder al kundskab, men så længe du kun kan tilegne dig en del, må du skelne og vælge den mest nyttige del. Gud er både visdom og kærlighed, og jo mere visdom og kærlighed, du besidder, jo mere kan du åbenbare af Guds væsen.

Derfor skal du studere, men som det første bør du studere det, der på den bedste måde kan sætte dig i stand til at hjælpe andre. Arbejd tålmodigt med dine studier − ikke for at andre skal beundre din visdom og heller ikke for, at du selv skal føle den lykke, det er at være vis, men fordi det kun er den vise, der kan yde virkelig hjælp. Uanset hvor meget du ønsker at hjælpe andre, så vil du − så længe du er uvidende − let gøre mere skade end gavn.