At lære at dø ved at lære at leve

Indtil den udviklingsepoke er nået, må det fysiske menneske dog stadig opleve sin tilværelse som en afgrænset manifestation i det fysiske og åndelige liv, hvor overgangene kun kan finde sted som totaludskiftninger af organismer, der igen medfører, at væsenet almindeligvis kun er bevidst i den af de to sfærer, som det i øjeblikket befinder sig i, og under sit ophold i den fysiske verden er det ofte tilbøjelig til at benægte den anden sfæres eksistens. Principielt svarer det til, at larven benægter sommerfuglens eksistens. Gennem nutidens åndsvidenskab har de søgende ”menneskelarver” dog mulighed for at lære andet end deres egen lille lokale ”larveverden” at kende. De kan få et overblik over livsudviklingen, over den skabelsesproces, de befinder sig midt i, og de kan få kendskab til, hvad det er, der fremmer udviklingen af den tilstand, hvor smerte, lidelse og død er overvundet.

Den tilstand af umærkelig organismeudskiftning, som det fysiske menneske nu oplever i en fysisk inkarnation, har det naturligvis taget meget lang tid at nå frem til, og det må lige så naturligt tage sin tid, inden overgangen til den åndelige verden kan foregå på samme måde. Men allerede nu har det enkelte menneske mulighed for at gøre døden til noget smukt i stedet for noget rædselsfuldt. Mennesket kan lære at dø, ved at lære at leve. Dvs. ved at det lærer livets love at kende og forsøger at leve i overensstemmelse med dem. Jo mere et menneske lever med sine tanker, følelser og handlinger på bølgelængde med Universets grundtone eller den universelle moral: At være til gavn og glæde for levende væsener − desto lettere vil døden blive, når den engang kommer. Den vil føles som en livsfornyelse − en herlig hvile fra det til tider lidt besværlige liv i det fysiske stof. Men det vil ikke blive en hvile, som den man får i en lænestol eller på en sofa − nej, det bliver på samme måde, som man oplever det i den mest fantastiske ferie, man kan tænke sig. Med sin tanke som transportmiddel besøger man områder og sfærer efter behag, og det er også baseret på universelle love. Så kommer der igen en organismeudskiftning. Væsenet må tilbage til den verden, hvor der findes modstand, som udvikler, og hvor det gør ondt at tænke forkert. Men det får nu en ny, frisk organisme, som opbygges i moders liv, og nye muligheder for i et kommende fysisk liv at lære at tænke og at lære at leve, så det efterhånden helt kan overvinde døden.

_________________________________

Kildehenvisning:

Martinus Institut: www.martinus.dk

_________________________________