Den iboende kærlighed

”Skjulte kærlighed, der favner alt i enhed.”

I spændingsfeltet mellem liv og lys skabes der endnu en aktivitet − kærlighed.

Overalt hvor der findes polaritet, er forholdet mellem polerne essentiel. Den ædleste af alle relationer − det eneste princip, der på ingen måde er forurenet af nogen form for tiltrækning eller frastødning − er princippet kærlighed. Man kan kalde kærlighed for systemets ”lim” eller sammenhængskraft, der holder sammen på alt i manifestationen – på hver eneste lille del af Universet – på hver eneste af de elementer, der indgår i manifestationen. Derfor er det kærlighed, ”der favner alt i enhed.” Den Ene er blevet mange. Ud af enheden er der skabt mangfoldighed. Men uanset omfanget af mangfoldigheden holdes alle i den ene altomfattende omfavnelse af denne rene relation, som opstår, når liv og lys manifesteres − og denne relation består af kærlighed.

Kærligheden bor i selve hjertet af den skabende proces. Kærlighed er derfor grundprincippet i den kosmiske lov, der er basis for evolutionen. Kærligheden er skjult, men kernen i mangfoldigheden er den kærlighed, der sammenbinder de mange og forener dem med Den Ene. Dette er både selve loven og lovens opfyldelse, som opretholder alt i perfekt balance. For uanset hvad der sker og uanset hvor i Universet, får det konsekvenser overalt. Der er ingen ydre autoritet eller overkosmisk guddom, der vejer hændelserne på retfærdighedens vægtskåle.

Kærlighed er kernen i Universet, og kærlighed skaber balance, fordi alt, hvad der eksisterer i Universet, holdes i dets favn.

Også her er det skabende princip − Atma-Buddhi − forenet med Manas, som nu er rettet mod den store involutions-evolutions rejse. Manas − eller den skabende aktivitet − er i sandhed kærlighed i aktion. Når tankesindet smelter sammen med intuitionen, vil Universet omfavne, fordi alt opfattes, som det virkeligt er. Tankesindet, der opsplitter virkeligheden for at forstå den eller for at realisere sin mangfoldige natur, kan også bringes i en tilstand af stilhed, hvor bevægelserne i tankestrømmen er ophørt. I denne tilstand er modtageligheden eller opmærksomheden ikke opsplittende. Denne ikke-adskillende tilstand i bevidstheden omfavner ”alle i enhed.”