Den væsentligste form for psykisme i det gamle Egypten var utvivlsomt faraoens kontinuerlige kontakt med mestrene på de indre eksistensplaner. Når faraoen eller ypperstepræsterne modtog et budskab fra indre kilder, var det naturligvis "gudernes ord" – altså den samme idé, som senere omtales i Bibelen, da Moses modtog Lovens Tavler som en hellig "Guds skrift" på Sinai-bjerget.

I nyere tid har man fortolket begivenhederne bogstaveligt, og derfor påstås det, at det faktisk var Gud selv, der talte direkte til Moses. Men Gud har aldrig selv skrevet et eneste ord – heller ikke på Moses’ stentavler. Han har heller ikke sagt et eneste ord til faraonerne. "Guds" (mestrenes) kommunikation med menneskeheden har altid krævet en stedfortræder (f.eks. faraoner, ypperstepræster og profeter), og kvaliteten af budskabet har altid været betinget af mellemleddets udviklingsniveau.

Når man i de gamle skrifter taler om "Guds ord" eller "Guds skrift", mener man naturligvis en "guddommelig" inspireret tekst. Hieroglyfferne var i den forstand "Guds ord", og derfor repræsenterede de "levende kræfter" med magisk styrke, på samme måde som det skabende ord ved Universets begyndelse. Det var årsagen til, at de hellige skrifter kunne påvirke og styre begivenhederne. Hellige skrifter blev anvendt i ritualerne, og det engelske ord "spell" – der stadig betyder både "at stave" og at "fortrylle" – viser ordenes oprindelige magiske betydning.

Det er ikke Guds ord, der står i Bibelen. Bibelen er både skrevet af mennesker og gentagne gange omskrevet af mennesker. Men Bibelen er udtryk for menneskers forsøg på at kontakte og modtage inspiration fra indre og højere kilder.