9. KAPITEL

Materialisering og respons

Når studerende hører en beretning som den om hotelbranden, spørger de ofte, om den usynlige hjælper er helt uden for fare under disse dødsensfarlige omstændigheder − for eksempel om materialiseringen af Cyril, som skulle redde drengen ud af det brændende hotel, ikke selv i en eller anden grad var i fare, og om Cyrils fysiske legeme ikke kunne have taget skade af ilden, hvis hans materialiserede form var gået igennem flammerne, eller hvis han var styrtet ned fra den høje afsats. Da man ved, at der ofte er en nær sammenhæng mellem en materialiseret form og et fysisk legeme, og at formen påvirkes af legemet, er det så ikke muligt, at det også kunne ske i dette tilfælde?

Nu er respons et usædvanligt vanskeligt emne, som er vanskeligt at forstå, og det er endnu ikke muligt at give en fyldestgørende forklaring på dette i høj grad mystiske fænomen. For at forstå det bedst muligt er det nødvendigt at have indsigt i loven om korrespondens – det vil sige overensstemmende vibration eller samklang på mere end ét plan. Erfaringsmæssigt kender man imidlertid nogle af de forhold, hvor en sådan respons kan forekomme, og andre, hvor det er helt udelukket. Man kan sandsynligvis roligt konkludere, at respons er noget, som absolut ikke kunne forekomme i dette tilfælde.

For at forstå denne konklusion, må man huske, at der findes mindst tre klart adskilte former for materialisering. Det er et emne, som enhver, der har et mere indgående kendskab til spiritisme, vil kende til. Her er det ikke muligt at give en detaljeret forklaring på, hvordan man skaber disse tre materialiseringsformer, men blot nævne det ubestridelige faktum, at de eksisterer.

1. Der findes en form for materialisering, som man kan føle men ikke se. Til denne form for materialisering hører usynlige hænder, der griber én i armen eller berører ens ansigt under en seance, og som nogle gange løfter fysiske genstande gennem luften eller laver bankelyde i bordet − selvom de to sidstnævnte fænomener nemt kan skabes uden en materialiseret hånd.

2. Der findes desuden en form for materialisering, der kan ses, men ikke føles. Til denne form for materialisering hører en åndeskikkelse, som man kan stikke hånden igennem, som om skikkelsen bestod af luft. I nogle tilfælde er denne form tåget og udflydende, men i andre tilfælde ser formen så normal ud, at man ikke er i tvivl om dens stoflige natur − før man prøver at røre ved den.

3. Endelig findes der den fuldstændige materialisering, der både kan ses og føles, og som ikke alene har en ydre lighed med for eksempel en afdød ven, men som oven i købet trykker ens hånd på nøjagtig den måde, man kender så godt, fra dengang vennen levede.

Selvom der findes en del beviser for, at der under visse omstændigheder kan forekomme en form for respons i forbindelse med sidstnævnte materialiseringsmetode, er det ikke sandsynligt, at den forekommer, når det drejer sig om første eller anden metode. I tilfældet med Cyril, da han hjalp drengen i det brændende hotel, er det mest sandsynlige, at der ikke var tale om den tredje type, for man er altid meget opmærksom på ikke at bruge mere energi end højst nødvendigt for at opnå det ønskede resultat. Det er indlysende, at der kræves mindre energi til skabelse de mere partielle materialiseringsformer, som her kaldes første og anden form. Det er sandsynligt, at det kun var den arm, som Cyril brugte til at hold fast på drengen, der kunne føles fysisk, mens resten af kroppen har været langt mindre fysisk, hvis man prøvede at føle på den − selvom den så helt naturlig ud.

Bortset fra denne mulighed er der et andet forhold, der bør tages i betragtning. Når det drejer sig om en total materialisering – uanset om vedkommende er fysisk levende eller død − skal der tiltrækkes fysisk stof af en eller anden art. Ved spiritistiske seancer skaffes dette stof som regel ved at trække på mediets æterlegeme − ja nogle gange oven i købet på mediets fysiske legeme. Der findes eksempler, hvor mediets vægt beviseligt blev reduceret betragteligt under manifestationer af den art.

Når man har et anvendeligt medie, anvender de væsener, der leder seancen, denne metode, ganske enkelt fordi det er den nemmeste form for materialisering. Derefter etableres der en meget nær forbindelse mellem mediet og det materialiserede legeme, sådan at det fænomen, der her kaldes respons, forekommer i sin tydeligste form. Hvis man eksempelvis farver det materialiserede legemes hænder med kridt, vil man bagefter kunne se kridt på mediets hænder, selvom mediet hele tiden har været låst inde i et bevogtet rum under kontrollerede forhold, der udelukker enhver mistanke om bedrageri. Hvis man påfører den materialiserede form en eller anden form for skade, vil man finde en nøjagtig kopi af skaden på den tilsvarende del af mediets krop − og man vil somme tider kunne se, at mad, som blev spist af den materialiserede form, er overført til mediets legeme. Det er i det mindste sket i et enkelt tilfælde, som forfatteren selv har oplevet.

Omstændighederne var imidlertid helt anderledes i tilfældet med hotelbranden. Cyril var flere tusinde kilometer fra sit sovende fysiske legeme. Derfor ville det være komplet umuligt for hans ældre ven at hente æterisk stof fra det. Desuden ville de regler, som mestrenes elever arbejde efter, når de hjælper deres medmennesker, have forhindret ham i at belaste en andens legeme på denne måde – uanset hvor ophøjet formålet end måtte være. Det ville desuden have været helt unødvendigt, for når der er behov for en materialisering, benytter hjælperne sig altid af en langt mindre farlig metode. De fortætter nemlig den omgivende æter eller endog den fysiske luft til den mængde stof, der er behov for. Det er en fremgangsmåde, som hovedparten af de væsener, der manifesterer sig ved en seance, er helt ude af stand til at bruge, men for den, der studerer okkult kemi, skaber den ingen vanskeligheder.

Men bemærk forskellen på resultaterne. Når et medie medvirker, får man en materialiseret form, der er meget nært forbundet med mediets fysiske legeme, fordi den materialiserede form er dannet af mediets egen substans, og derfor er formen i stand til at skabe alle responsfænomenerne. For hjælperens vedkommende får man også en nøjagtig genpart af det fysiske legeme, men genparten er dannet ved hjælp af kraften fra en mental fokusering. Stoffet i genparten har derfor ingen forbindelse med det fysiske legeme. Genparten kan sammenlignes med en marmorstatue, som heller ikke kan skabe respons til det fysiske legeme, der har været model for statuen.

Derfor var Cyril hverken bange for at gå igennem flammerne eller for at styrte ned fra den højtliggende afsats under vinduerne. Og derfor kunne en materialiseret hjælper ved en anden lejlighed gå ned med et synkende skib, uden at det påvirkede det fysiske legeme.

I begge de omtalte eksempler, vil man bemærke, at Cyril ikke selv var i stand til at materialisere sig. Han måtte have en ældre ven til at udføre materialiseringen. Men en anden af Cyrils oplevelser, er også værd at fortælle om, for i dette tilfælde, var han selv i stand til at gøre sig synlig i kraft af ægte medfølelse og stor viljekraft − et tilfælde, der på en måde ligner det omtalte eksempel med moderen, der viste sig for sine børn og dermed frelse deres liv, fordi kraften fra hendes kærlighed gjorde det muligt.

Selvom det er vanskeligt at forklare, er der overhovedet ingen tvivl om, at viljens enorme magt over stoffet på alle eksistensplaner er en kendsgerning i naturen. Når kraften er stor nok, kan viljens direkte påvirkning af stoffet praktisk talt skabe et hvilket som helst resultat, uden at det menneske, der bruger viljekraften, har hverken kendskab til eller forestilling om, hvordan man skal realisere hensigten. Der er masser af beviser på, at det er denne kraft, der fungerer, når det drejer sig om materialisering, selvom det som regel er en egenskab, der må læres ligesom alle andre egenskaber. Det er helt bestemt lige så umuligt for et gennemsnitsmenneske på astralplanet at materialisere sig (hvis det ikke har lært det i forvejen), som det vil være for et gennemsnitsmenneske på det fysiske plan at spille violin uden først at have lært det. Men følgende beretning afslører, at er der ikke findes regler uden undtagelser.