Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

USYNLIGE HJÆLPERE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab

USYNLIGE HJÆLPERE (17 af 17)


En skildring af det imponerende hjælpearbejde, der udføres af væsener fra astralverdenen. Det kan være afdøde mennesker, der trøster de efterladte, men ofte er det fysisk inkarnerede mennesker.

USYNLIGE HJÆLPERE (17 af 17)

17. KAPITEL

 

Endnu højere trin

 

Det siger sig selv, at ud over denne udviklingsperiode ved man intet om de nye kvalifikationer, der kræves for at opnå endnu højere udviklingstrin, der herefter ligger foran det fuldkomne menneske − mesteren. Der er imidlertid ingen tvivl om, at når aspiranten er blevet asekha, har den pågældende udtømt alle muligheder for moralsk udvikling. Yderligere fremskridt kun kan betyde en endnu mere omfattende viden og endnu mere fantastiske åndelige evner. Det siges, at når et menneske har nået sin åndelige ”myndighedsalder” − hvad enten det er sket i lyset af evolutionens langsomme forløb eller ad selvudviklingens hurtigere vej − overtager det i fuldt omfang ansvaret for sin egen skæbne og udvælger selv sin fremtidige evolutionslinje mellem syv mulige veje.

På det nuværende udviklingstrin er det naturligvis ikke muligt at fatte ret meget at de krav, der stilles på de fortsatte udviklingsveje. Alt, hvad der i øjeblikket kan gives, er tågede hentydninger. Oplysningerne siger reelt meget lidt − bortset fra, at de fleste veje fører mesteren helt væk fra vores planet, som ikke længere giver tilstrækkelige udviklingsmuligheder.

En af vejene kaldes − ”den, der tager imod nirvana”. Man ved intet om, i hvor mange æoner mestrene forbliver i denne ophøjede tilstand – og hvilket arbejde, de forbereder sig til − og hvilken evolutionslinje, de vil følge i fremtiden. Disse spørgsmål, er ubesvarede. Og selvom der kunne gives oplysninger, er det sandsynligt, at mennesker på det nuværende udviklingstrin vil være helt ude af stand til at fatte, hvad der tales om.

Men det er muligt at forstå så meget, at nirvanatilstanden bestemt ikke er en tom intethed, sådan som nogle påstår på grund af uvidenhed. Tværtimod er nirvanatilstanden ufattelig intens og arbejdet på dette niveau er ubeskriveligt kvalificeret, for jo højere et menneske stiger op gennem naturens forskellige udviklingstrin, desto større bliver dets muligheder og arbejdet for andre bliver stadig mere ophøjet og omfattende. For et menneske på dette niveau betyder ubegrænset visdom og magt kun ubegrænset evne til at tjene, fordi alt styres af en kærlighed, der overgår enhver forstand.

En anden gruppe vælger en åndelig evolution, der ikke fjerner dem så meget fra menneskeheden, for selvom den ikke står i direkte forbindelse med den næste kæde i planetsystemet, strækker den sig dog over to meget lange tidsrum, der svarer til planetsystemets første og anden runde. Efter denne periode ser det ud til, at de også ”tager imod nirvana”, men på et højere trin.

Andre træder ind i devaevolutionen. Devarigets fremskridt sker ad en stor kæde, der består af syv mindre kæder ligesom menneskehedens, og hver enkelt for disse kæder er som én verden. Denne evolutionslinje siges at være den mest gradvise og derfor også den mindst anstrengende af de syv veje. Men selvom den i skrifterne nogle gange betegnes som ”at falde for fristelsen til at blive en gud”, er det trods alt kun i sammenligning med Nirmamakayaens meget ophøjede og sublime selvopofrelse, at den kan omtales på denne lidt nedsættende måde. Den mester, der vælger devaevolutionen, har i høj grad en fantastisk løbebane foran sig, og selvom denne vej ikke er den korteste, er den absolut meget ædel.

En anden gruppe er nirmanakayaerne. Nirmanakayaerne er mestre, der afviser alle nemme metoder og vælger den korteste, men også den stejleste vej til de højder, der endnu ligger foran dem. Nirmanakayaerne udgør det, man med et poetisk udtryk kalder ”beskyttelsesmuren”. I Stilhedens Røst siges det, at de beskytter menneskeheden fra yderligere og langt større elendighed og sorg − ikke ved at afværge ydre, onde indflydelser, men ved at bruge al deres styrke til at sende en strøm af åndelig kraft og hjælp ned over menneskeheden. Uden denne hjælp ville menneskehedens situation være langt mere alvorlig, end tilfældet er.

Endvidere er der mestre, som vælger fortsat at stå i en mere direkte forbindelse med menneskeheden. De inkarnerer i menneskeheden, for de vælger den vej, der fører gennem de fire stadier af det tidsrum, der i det foregående blev betegnet enhedsperioden. Disse mestre udgør det, er i åndsvidenskaben kaldes Hierarkiet, og de, der studerer åndsvidenskab, er bekendt med dem. Meget tyder imidlertid på, at det kun er forholdsvis få, der vælger denne vej − sandsynligvis kun det antal, der er nødvendigt for at varetage den fysiske side af arbejdet.

Når man hører om mestrenes forskellige valgmuligheder, sker det, at nogen mod bedre viden mener, at en mester selvfølgelig ikke kunne drømme om at vælge en anden vej end den, der er til størst hjælp for menneskeheden. Lidt større viden vil omgående fjerne denne misforståelse. Der er selvsagt andre evolutioner i solsystemet end planeten Jordens, og det er uden tvivl nødvendigt for udførelsen af Logos’ store plan, at mestre arbejder ad alle syv veje. En mester vil helt sikkert vælge at være på det sted, hvor der er mest behov for hans indsats. En mester stiller med total uselviskhed sin arbejdskraft til rådighed for de væsener, der leder denne del af den store evolutionsplan.

Det er altså denne udviklingsvej, der ligger foran menneskeheden, og som ethvert menneske burde begynde at betræde. Selvom dens højder forekommer overvældende og uoverkommelige, er det vigtigt at huske, at man bevæger sig gradvis og fra trin til trin. De, der næsten er nået til toppen af bjerget, har også engang kæmpet sig ud af dalenes hængedynd ligesom det nu er tilfældet med gennemsnitsmennesket. Selvom vejen i begyndelsen ser ud til at være fysisk umulig og uhyggelig barsk, bliver fodfæstet fastere og udsynet større, jo højere man stiger op, og man opdager, at man bliver bedre i stand til at hjælpe dem, der vandrer opad på samme vej.

Fordi vejen i begyndelsen er så besværlig for personligheden, er den somme tider – og fejlagtigt – blevet kaldt ”smertens vej”, men som Annie Besant så smukt har skrevet, så går der ”gennem al denne lidelse en dyb og varig glæde”. Lidelsen hører nemlig til menneskets lavere natur og glæden til den højere. Når den sidste rest af personligheden er forsvundet, er alt, hvad der kan lide, også forsvundet. Og for den fuldkommengjorte mesters vedkommende findes der kun afklaret fred og evig glæde. Mesteren kender målet, som alt liv stræber hen imod, og han glæder sig over udviklingen i bevidstheden om, at menneskehedens lidelser er en forbigående fase i evolutionen.

 

”Der er kun blevet sagt lidt om den dybe tilfredshed, der er en følge af at vandre ad denne vej, gøre sig målet klart og at vide, at evnen til at være til glæde og gavn vokser, og at den lavere natur lidt efter lidt bliver tilintetgjort. Der har heller ikke været sagt ret meget om det glædens lys, der lyser på vejen fra højere sfærer, om den blændende herlighed, der glimtvis afsløres, og om den afklarede fred, som Jordens storme ikke kan forstyrre. For enhver, der har betrådt vejen, har alle andre veje mistet deres tiltrækningskraft, og dens sorger rummer en dybere salighed end alle den lavere verdens bedste glæder.”

Vahan, bd. v. nr. 12

 

Ingen bør fortvivle, fordi de oplever, at opgaven er for stor. Hvad mennesker har gjort, kan mennesker gøre. I samme omfang, som man hjælper dem, man er i stand til at hjælpe, vil man selv blive hjulpet af dem, der allerede har gået vejen. Alle, der går op ad vejens forskellige trin, er fra det laveste til det højeste, knyttet sammen af én lang kæde af gensidig hjælp. Ingen behøver at føle sig glemt eller alene, for selvom de lavere afsnit af denne enorme stige til tider kan være indhyllet i tåger, ved man, at den fører op til lykkeligere regioner og renere luft, hvor lyset altid skinner.

 

--oo0oo--

Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Download-fil: USYNLIGE HJÆLPERE - C.W. Leadbeater


Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: USYNLIGE HJÆLPERE