15. KAPITEL

Aspirantens vej

Ifølge Østens skrifter kan et menneske blive ført til begyndelsen af den åndelige udviklingsvej på fire måder.

1. Ved kontakt med dem, som allerede har betrådt vejen.
2. Ved at høre eller læse litteratur om seriøs esoterisk filosofi.
3. Gennem oplyst refleksion − og dermed mener man, at mennesket alene i kraft af dyb tænkning og ræsonneren helt eller delvis selv formår at finde frem til sandheden.
4. Gennem et ærligt liv − og dermed menes der, at mennesket gennem en lang række inkarnationer praktiserer et etisk og moralsk liv, og til sidst udvikler intuitionen til et niveau, hvor det indser nødvendigheden af at betræde udviklingsvejen og forstå, hvor man finder den, selvom det ikke nødvendigvis medfører en udvikling af det intellektuelle aspekt.

Når aspiranten på en af disse fire måder er nået til dette punkt, ligger vejen til mesterskab åben for det søgende menneske, der selv vælger at følge den. Det er nærmest overflødigt at nævne for de, der studerer åndsvidenskab, at man på det nuværende udviklingstrin ikke må forvente at lære alt eller næsten alt om andet end de laveste udviklingsfaser på denne vej, og at man ikke har kendskab til ret meget andet end betegnelserne for de højeste faser, selvom man af og til kan opfange glimt af deres ubeskrivelige storhed.

Ifølge åndsvidenskaben falder disse trin i tre store afdelinger:

1. En prøveperiode, der går forud for aflæggelsen af definitive løfter og for opnåelsen af indvielser i ordets rette betydning. Prøveperioden fører et menneske frem til det trin, der kræves for at være i stand til at gennemgå det stadie, der i åndsvidenskaben ofte kaldes den kritiske periode i femte runde.

2. Det løftebundne discipelskabs periode, der er den egentlige udviklingsvej, udgør de omtalte fire stadier. Ved slutningen af denne vej opnår kandidaten mesterskab. Dette trin skal menneskeheden være nået til ved slutningen af syvende runde.

3. Embedsperioden er et stadie, hvor mesteren definitivt deltager i ledelse af verden i overensstemmelse med de kosmiske lovmæssigheder. Mesteren varetager dermed et bestemt embede med specifikke opgaver. Enhver mester og oven i købet enhver aspirant − når aspiranten først er antaget − deltager selvfølgelig i det store arbejde for at fremskynde menneskets evolution, men de, der befinder sig på de højere trin, har ledelsen af særlige afdelinger eller departementer. I den kosmiske plan svarer det til ministrene i en velorganiseret stat. Her er det imidlertid ikke tanken at beskrive embederne og embedsperioderne. Offentligheden er aldrig gjort bekendt med detaljer om embedsperioden, og da emnet ligger for langt fra menneskets forståelse, vil det ikke være til nogen nytte at omtale det. Derfor er det kun de to første afdelinger, der beskrives.

Inden der gives detaljer om prøvetiden, bør det nævnes, at i de fleste af Østens hellige skrifter betragtes prøvetiden som en forberedelse og ikke som en del af selve udviklingsvejen. Det skyldes, at man først må aflægge bestemte løfter, inden der gives adgang til vejen. Der er opstået en hel del forvirring, fordi opsummeringen af stadierne nogle gange begynder med prøveperioden, selvom den andre gange begynder med det løftebundne discipelskabs periode. Nogle gange er det selve stadierne, der opregnes, og andre gange er det de indvielser, der fører til dem. Når man læser litteraturen, må man derfor hele tiden være på vagt for at undgå misforståelser.

Prøvetiden afviger imidlertid ret meget fra de andre. Skillelinjerne mellem prøvetidens stadier er ikke så klart markerede som i de højere afdelinger, og kravene er ikke så klart formulerede og heller ikke så strenge − men det vil være nemmere at forklare det sidste forhold, når prøveperiodens fem stadier og deres kvalitative indhold er beskrevet. Mohini Mohun Chatterji har givet en enestående skildring af de fire første stadier i Transaction of the London Lodge, bind 1, hvor der findes en mere udførlig definition end her. Der findes desuden værdifulde oplysninger om stadierne i Annie Besants bøger, Discipelskabets Vej og I Forgården.

Betegnelserne for stadierne varierer også en del. I de nævnte bøger anvendes hinduistisk sanskrit-terminologi, men i det følgende benyttes det buddhistiske systems pali-udtryk. Selvom emnet er grebet an fra en anden vinkel, vil man se, at de kvalifikationer, der kræves, er præcist de samme, selvom den ydre form varierer. For hvert enkelt ords vedkommende forklares ordets betydning, som det er beskrevet i ordbogen. Herefter tilføjes åndsvidenskabens forklaring. Buddhisterne kalder det første stadie:

Manodvaravajjana betyder ”åbningen af sindets døre” − eller rettere ”at undslippe ad sindets dør”. På dette stadie erhverver aspiranten sig en fast intellektuel overbevisning om de rent fysiske formåls forgængelighed og værdiløshed. Det beskrives ofte som evnen til at kunne skelne mellem det virkelige og det uvirkelige. Udviklingen af denne evne tager ofte lang tid og kræver mange hårde lektioner. Det er ikke desto mindre selvindlysende, at det må være det første trin i retning af ægte fremskridt. Intet menneske vil være i stand til helhjertet at betræde udviklingsvejen, før det definitivt har besluttet sig til at være tro mod det højere liv, i stedet for mod det, der hører til det fysiske liv. Denne beslutning er rodfæstet i overbevisningen om at i sammenligning med det højere liv, er der intet på Jorden, der har egentlig værdi. Hinduerne betegner dette trin som erhvervelsen af ”viveka”, og A.P. Sinnett kalder det ”troskabseden til det højere selv”.

Parikamma betyder ”forberedelse til handling”. Det er et stadie, hvor aspiranten lærer at gøre det rigtige, alene fordi det er rigtigt, uden at tage hensyn til tab eller vinding for sit eget vedkommende − hverken i denne verden eller i den næste. Aspiranten må tilegne sig den evne, der i Østen omtales som upersonlighed i forhold til egne handlinger. Denne evne er det naturlige resultat af det foregående trin, for når aspiranten én gang for alle har erkendt det uvirkelige og forgængelige ved alle fysiske belønninger, og det virkeliges evige stråleglans har skinnet på aspirantens sjæl, er der intet på Jorden, kan vække begær. Denne upersonlighed eller lidenskabsløshed kaldes af hinduerne ”vairagya”.

Upacharo betyder ”agtpågivenhed” eller ”handlemåde”. Det er et stadie, hvor aspiranten må opnå det, man har kaldt ”de seks kvalifikationer”, der svarer til hinduernes ”shatsampatti”. På pali kaldes de:

(a) Samo betyder ”sindsro”. Det er den renhed og ro, der er resultatet af fuldstændigt herredømme over sindet − en kvalifikation, som det er uhyre vanskeligt at tilegne sig, men som dog er absolut nødvendig. Hvis sindet ikke altid er lydhør over for viljen, kan det ikke være et fuldkomment redskab for mesterens arbejde i fremtiden. Denne kvalifikation er omfattende og indbefatter også den kvalifikation, der i 14. kapitel omtales som selvbeherskelse og sindsro, der er nødvendige forudsætninger for astralt arbejde.

(b) Damo betyder ”tilbageholde”. Det er en egenskab, der er en logisk følge af den foregående evne. Her har aspiranten tilegnet sig en vis grad af renhed i handlinger og ord.

(c) Uparati betyder ”ophør af hykleri” eller tro på nødvendigheden af bestemte handlinger eller ceremonier, der påbydes af en bestemt religion. Dermed opnår aspiranten tankefrihed og en omfattende og ædelsindet tolerance.

(d) Titiksha betyder ”udholdenhed” eller ”tålmodighed”. Hermed mener man villighed til frygtløst at bære de karmiske virkninger, og til at give afkald på alt materialistisk, når som helst det er nødvendigt. Titikkha omfatter også fuldstændigt fravær af vrede over uretfærdighed baseret på aspirantens viden om, at de, der gør én uret, kun er redskaber for deres egen karma.

(e) Samadhana betyder ”uafbrudt opmærksomhed”, der er en stræben, med kun ét mål for øje. Det indebærer, at man ikke kan lokkes bort fra sin vej af fristelser. Denne egenskab svarer meget nøje til den målbevidsthed, der blev omtalt i det foregående kapitel.

(f) Saddha betyder ”tro” og ”tillid” til sin mester og til sig selv − det vil sige en urokkelig overbevisning om, at mesteren er en kompetent lærer, og at aspiranten har den guddommelige gnist i sig, som − når den engang slår ud i lys lue − vil gøre det muligt at nå målet, på samme måde som mesteren.

Anuloma betyder ”direkte orden” eller ”rækkefølge”. Det skal forstås sådan, at opnåelsen af Anuloma er en naturlig følge af tilegnelsen af de tre andre egenskaber. Det er det stadie, hvor man får et intenst ønske om frigørelse fra det fysiske liv og forening med det højeste. Hinduerne betegner denne egenskab som mumukshatva.

Gotrabhu er en tilstand, hvor aspiranten er parat til indvielse. På dette udviklingsstadie samler aspiranten så at sige alle de tilegnede egenskaber og styrker dem i det omfang, der kræves, for at kunne tage det næste store skridt, hvor man betræder den egentlige vej i sin egenskab af antaget discipel. Når dette trin er nået, efterfølges det meget hurtigt af indvielse i den næste grad. Som svar på spørgsmålet: ”Hvem er gotrabhuen?” siger Buddha: ”Det menneske, der er i besiddelse af de egenskaber, der umiddelbart fører til begyndelsen til indvielserne − det er en gotrabhu.”

Den visdom, som er nødvendig for at kunne betræde indvielsesvejen, kaldes gotrabhu-gnana.

Prøvetidens stadier er nu gennemgået, men det er vigtigt at understrege, at man på dette tidlige udviklingstrin ikke forventer, at aspiranten i fuldt omfang har tilegnet sig disse kvaliteter og kvalifikationer, for som Mohini siger: ”Hvis man fuldt ud og i proportionel grad har erhvervet sig alle disse kvalifikationer, opnår man mesterskab i samme inkarnation.”

Men det er selvsagt uhyre sjældent. Aspiranten må uafbrudt kæmpe for at integrere sig de nødvendige egenskaber, men det ville være en misforståelse at tro, at ingen får adgang til næste trin uden først at have erhvervet samtlige egenskaberne i fuldt omfang. De følger heller ikke nødvendigvis efter hinanden i samme faste orden som de senere trin. I mange tilfælde udvikler et menneske faktisk alle de forskellige kvalifikationer på samme tid og ikke trin for trin og i regelmæssig rækkefølge.

Det er indlysende, at et menneske nemt kan have tilbagelagt en stor del af denne udviklingsvej uden at have anelse om, at den overhovedet eksisterer. Og der er uden tvivl mange mennesker af god vilje, der allerede er nået langt ad denne vej, som til sidst vil føre dem til indvielse, selvom de ikke på noget tidspunkt har hørt om åndsvidenskab.

Læg mærke til, at prøvetidens forskellige stadier ikke er delt af indvielser i ordets faktiske betydning, selvom aspiranten uden tvivl kommer ud for prøver af alle mulige slags og på alle planer. Der er en tilbøjelighed til at bruge ordet indvielse overfladisk − eksempelvis når det anvendes om vejens prøver. Det bør kun bruges om det stadie, hvor en aspirant formelt optages i en højere grad af en, der er udpeget til det, og som i Den Ene Indviers navn tager imod aspirantens løfte og overdrager den nye kundskabsnøgle, der skal bruges på det trin, aspiranten nu har nået. En sådan indvielse tages ved indgangen til den afdeling, der nu skal omtales, og det samme gælder ved overgangen fra ethvert trin til det næste.