På samme måde som et menneske er en personlighed, så længe det er i inkarnation, er hvert enkelt dyr i dyreriget det også, men disse ”personligheder” er ikke, som hos mennesket, udgået fra en selvstændig sjæl eller individualitet, men fra en gruppesjæl, som har mere end én ”personlighed” i inkarnation på det fysiske plan på én gang. Der kan være flere eller færre i inkarnation afhængig af, om dyret tilhører udviklingsmæssigt lavere- eller højerestående arter. Når dyret dør, går det derfor tilbage til sin gruppesjæl, og alle de erfaringer, det har indsamlet i sit fysiske liv, kommer derfor alle senere fødte “personligheder” fra samme gruppesjæl til gode. Det er det, man kalder instinkt. Efterhånden som en gruppesjæl specialiserer sig og udvikler sig, spalter den sig sådan, at hver enkelt ny gruppesjæl efterhånden indeholder færre og færre individer. For de højerestående pattedyrarters vedkommende er der kun ganske få. Til sidst spaltes gruppesjælen sådan, at der kun er ét eksemplar eller én “personlighed” tilbage, som herefter bliver bevidst om, at den er adskilt fra gruppen. Og derved sker individualiseringen, hvor en ånd (monade) forbinder sig med den, og den fødes derefter ikke mere som dyr, men som menneske. Denne individualisering kan kun ske gennem syv pattedyrarter, og processen skal stimuleres gennem kontakt med mennesker. Af disse syv arter kender vi de fem: Hunden, katten, hesten, elefanten og en af de store menneskeaber. De to sidste kendes ikke. Muligvis er de ikke udviklet endnu. I den nuværende periode kan der ikke fødes flere individualiserede dyr som mennesker, for det siges, at “døren til menneskeriget er lukket”. De dyr, der nu individualiserer, træder ind i en slags nirvana og “sover” der, indtil det rette tidspunkt indtræffer i en senere periode, hvor der vil være passende menneskeformer til dem. En gruppesjæls udvikling begynder allerede i mineralriget og fortsætter i planteriget, hvor forholdet er nogenlunde det samme som i dyreriget.

Indvielse er et nyt stadie i det åndelige liv og er en del af den normale evolutionære udviklingsproces, der medfører fremadskridende udvidelser af bevidstheden. Ordet indvielse kommer fra det latinske “initia”, der betyder de første grundsætninger i en videnskab. “Initia” eller “initiation” eller indvielse blev benyttet i mysterierne, hvor man sagde, at ypperstepræsten (hierofanten) “initierede” kandidaten i kundskaber, der hidtil havde været hemmelige. Der findes “større” og “mindre” indvielser med mange grader eller trin. I åndsvidenskaben regnes der med fire store indvielser, som fører til den 5., der giver mesterskab – Asekha-indvielsen. Forud for indvielsen skal kandidaten undervises og bestå adskillige prøver, der ofte er meget vanskelige. Selv om enhver indvielse er absolut betinget af kandidatens indre udvikling, er den desuden en ydre ceremoni eller højtidelighed.

Atma er det højeste princip i menneskeudviklingen, og er betegnelsen for åndens (monadens) viljesstyring. Atma iklæder sig buddhi, som igen er forbundet med højere manas. Da højere manas (sjæls- eller kausallegemet) hos mennesket er uadskilleligt forbundet med buddhi, og da buddhi er atmas legeme, er det egentlig formålsløst at tale om dem enkeltvis. Atma-buddhi-manas er det åndelige menneske eller det samlede udtryk for ånden (monaden), der spejler sit viljesaspekt som atma, sit kærligheds-visdomsaspekt som buddhi og sit handlingsaspekt som manas. De betegnes også undertiden – lidt uheldigt – som ånden, den åndelige sjæl og den menneskelige sjæl.