Voksenbøger eller børnebøger?

Imidlertid er denne placering ikke den endelige, for det er absolut ikke en udbredt opfattelse, at Potter-bøgerne kun er børnelitteratur. J.K. Rowling har sagt, at hun aldrig har haft til hensigt at skrive Potter-bøgerne udelukkende for børn − hendes ønske var at skabe noget, som også var interessant for voksne[1]. Opfatter man de sidste statistikker som en tendens, så er hendes forsøg på at vække interesse hos de voksne lykkedes, for man anslår nu − ifølge pålidelige beregningsmetoder − at 43% af hendes læsere er voksne[2]. Når man siger, at salget af 250 millioner eksemplarer svarer til 50 millioner sæt med 5 bind i hvert sæt, så får man et tal, der viser, at cirka 22 millioner voksne læsere over hele Jorden har brugt tid på og fundet det interessant at læse Harry Potter-bøgerne.

Den Nye Tidsalders åndelighed

Selvom nogle litterære analytikere har påstået, at det bare er kedelig statistik, der afslører læsernes såkaldte ungdommelige eller degenererede tilstand, så findes der dog noget meget dybere i emnerne, end det, øjet umiddelbart ser. Denne artikel har til hensigt at vise, at Harry Potter-bøgerne i virkeligheden er fuld af personer og situationer, der dramatiserer en række temaer og begreber, som hører til voksenlivet, og at de indeholder tydelige og iøjnefaldende elementer, der refererer til det, man kunne kalde den begyndende Nye Tidsalders åndelighed − og det er et vigtigt og kontroversielt emne i verdens religiøse samfund.

En generel forståelse af den store strøm af påvirkninger blev defineret af religionsforskeren Robert Ellwood, der vedkender sig det, han kalder New Age-bevægelsen, og som han karakteriserer som:

"… en midlertidig manifestation af en vestlig alternativ åndelig tradition, der går tilbage til den græske og romerske tid og måske længere. Denne strøm flyder som en underjordisk flod gennem de kristne århundreder og bliver synlige i renæssancens okkultisme … i Rosenkorsordenens oplysninger, i det attende århundredes Frimurerorden og i det nittende århundredes åndsvidenskab og teosofi".[3]

Gordon Melton, der er samtidsreligionsforsker, påstår, at det store fremstød af Den Nye Tidsalders bevægelser udgik fra Det Teosofiske Samfund, der blev grundlagt af H.P. Blavatsky[4]. Teosofien blev udbredt og kendt for sin formulering af en esoterisk doktrin, der har tilknytning til hermetismen og dens beslægtede retninger. Det samme siges om Den Nye Tidsalders lære af den europæiske forsker Wouter Hanegraaf, der konkluderer, at det, han kalder Den Nye Tidsalders religion, med berettigelse kan ses som en synliggørelse af den vestlige esoteriske tradition[5] − og hans kollega Antoine Faivre definerer det som en del af de specielle strømninger[6]. Som konsekvens kan man se disse strømninger som bifloder, der løber ind i en større flod af alternativ åndelighed i den sidste del af det 20. århundrede og videre ind i det 21. århundrede.

_________________________________

[1] Citat på Yahoo Harry Potters hjemmeside for voksne og i Marc Shapiro, J.K. Rowling: The Wizard Behind Harry Potter, p.84.

[2] The Washington Post, den 23.sept.2003.

[3] Robert Ellwood, "How New is the New Age" in Lewis and Melton, eds, Perspective on the New Age, p. 59.

[4] J. Gordon Melton, "Introduction", p. xi, in Lewis and Melton, eds. Perspective on the New Age, Wouter J. Hanegraaf, New Age Religion and Western Culture, p. 400.

[5] Wouter J. Hanegraaf, New Age Religion and Western Culture, p. 400.

[6] Antoine Faivre, Access to Western Esoterisme, pp. 52-70.

_________________________________