Én stjerne – én stråle
De fleste kender stjernebilledet Store Bjørn, for i daglig tale kaldes det for Karlsvognen. Årsagen er, at placeringen af stjernerne med lidt fantasi kan forestille en vogn med en vognstang. Men Store Bjørn er større, for Karlsvognen er blot den inderste del af Store Børn, og fra disse syv stjerner strømmer syv energier eller de syv stråler ind i solsystemet efter princippet én stjerne én stråle.
Det er åndsvidenskabens svar på spørgsmålet: ”Hvor findes kilden til strålerne?” De strømmer fra Store Bjørns syv stjerner, der er den fjerneste kendte kilde til de syv stråler. Men hvor kilden til de syv stråler, der strømmer ind i Store Bjørn, befinder sig, vides ikke.
Når dette solsystem udgør et chakra i Den Siriske Logos er det nærliggende at spørge: ”Hvilket chakra?” Sirius-systemet modtager én af de syv kosmiske stråler, der strømmer fra Store Bjørn, og denne stråle strømmer igennem alle syv solsystemer i Sirius-systemet. Denne overordnede stråle opdeles i syv understråler i Sirius-systemet, sådan at de enkelte understråler strømmer igennem hver sit solsystem i Sirius-systemet. En overordnet stråle opsplittes på denne måde i syv underordnede stråler.
Planche - De Syv Stråler - Et overblik
Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.
Solsystemet modtager på denne måde en understråle fra Store Bjørn. Og denne understråle bliver herefter en overordnet stråle i solsystemet, idet denne stråle igen opsplittes i syv understråler. Åndsvidenskaben oplyser, at solsystemet modtager en af de primære stråler, og Sollogos er repræsentant for den kosmiske 2. stråle. 2. stråle manifesteres og håndteres altid af et hjertechakra. Konklusionen er derfor, at solsystemet udgør hjertechakraet i Den Siriske Logos. Det er forklaringen på, at himlen er blå. 2. stråles farve er nemlig blå, og derfor er naturens grundfarve blå. Åndsvidenskaben oplyser, at i forrige solsystem var den grøn, for dette solsystem var dengang et 3. stråle system.
|