Strålerne på kosmisk niveau
Kilden til strålerne
Et spørgsmål, der naturligt dukker op, når man beskæftiger sig med de syv stråler, er: ”Hvor findes kilden til strålerne?” Desværre er det ikke muligt at besvare dette spørgsmål. Verdensrummet er så uendeligt stort, at ingen er i stand til at give et kvalificeret bud på, hvor de kræfter, der gennemstrømmer dette enorme Univers, har sit udspring. Det rigtige spørgsmål er derfor: ”Hvor findes den fjerneste kendte kilde til strålerne i denne del af Universet? Hvor langt skal man bevæge sig ud i Universet for at finde kilden til de syv stråler i denne del af Universet?”.
Svaret findes ved den yderste grænse for åndsvidenskabens erkendelser, men åndsvidenskaben giver faktisk et overblik over strålernes lange kosmiske vandring eller nedtransformering til menneskeheden og det enkelte menneske.
Når solsystemer forenes i et kosmisk samarbejde, kaldes det en ”Solkonstellation”. ”Stella” betyder ”stjerne” og en ”konstellation” er en samling af stjerner. Solen – eller Sollogos i solsystemet indgår i en konstellation af tilsammen syv Sollogoi, der kaldes ”Sirius-systemet”. Denne enhed kaldes også ”Den Siriske Logos”. Åndsvidenskaben oplyser, at de syv Sollogoi eller Sole i Solkonstellationen udgør de syv chakraer i Den Siriske Logoi.
De syv Solkonstellationer, der hver består af syv Sollogoi, udgør syv chakraer i et endnu større væsen, som i åndsvidenskaben kaldes ”Den, om hvem intet kan siges”. Som navnet siger, er grænsen for den esoteriske kosmologiske viden nu nået, og dermed også grænsen for, hvad der kan siges om disse høje og fjerne kosmiske væsener. Der findes ganske enkelt ikke ord og begreber inden for menneskets forståelsesramme, der kan beskrive disse ufattelige kosmiske bevidstheder.
Men hvis man tager udgangspunkt i det hermetiske aksiom, der siger: ”Som foroven, således også forneden, som i det store således også i det små, som i det indre således også i det ydre”, er det muligt i princippet at sammenligne Den Siriske Logos med et menneske. Den tibetanske mester Djwhal Khul tager også udgangspunkt i denne gamle læresætning i sin mest esoteriske bog, Kosmisk ild, der er nedskrevet af Alice A. Bailey. Her bruger han den samme parallelitet, hvor han sammenligner tre niveauer, og han bruger ordet ”menneske” om alle tre niveauer. Han siger, at:
Mennesket er ”et mikrokosmisk menneske”.
Planetlogos er ”et Himmelsk menneske”.
Sollogos er ”Himlenes mægtige menneske”.
Mennesket i menneskeheden betegner han ”mikrokosmos”, og en Planetlogos kalder han ”et Himmelsk menneske”. Det betyder, at en planetarisk logos er et kosmisk menneske, der engang har været et mikrokosmisk menneske, men nu befinder dette menneske sig på et højere bevidsthedsniveau. Sollogos kalder han ”Himlenes mægtige menneske”. Han beskriver således tre eksistensniveauer – det mikrokosmiske menneske, det planetariske menneske og det solare menneske. På alle niveauer benyttes betegnelsen ”menneske” for at vise, at niveauerne i princippet kan sammenlignes.
Der er derfor gode grunde til at sammenligne Den Siriske Logos med et mikrokosmisk menneske. Det kan naturligvis ikke gøres i detaljer – kun i principper.
|