Men nu kommer der et kritisk spørgsmål. Hvis den egyptiske musik havde en så positiv og harmonisk virkning på temperamentet, hvordan kan det så være, at egoisme og overtro blev årsag til den egyptiske civilisations sammenbrud? Var Egyptens musik på trods af dens gode kvaliteter direkte eller indirekte ansvarlig? Svaret er tankevækkende og det lyder:

Egypten brød sammen, men ikke på grund af det, den egyptiske musik indeholdt, men på grund af det musikken manglede.

Da Indien til sidst brød sammen, var det fordi landet havde åndelig visdom, men ingen konkret viden. Egypten havde både konkret viden og åndelig visdom. Men viden giver magt, og magt udvikler sig alt for ofte til kærlighed til magt. Og derefter er det nemt at tage det næste skridt − kærlighed til personlig magt. Med andre ord har egoisme den uundgåelige konsekvens, at den resulterer i et samfunds sammenbrud.

Når et menneske forsøger at få overtaget over sin nabo i stedet for at samarbejde med naboen, skabes der konflikt. Der findes intet i Universet, der i en længere periode kan opretholdes, når alle kræfter trækker i hver sin retning. Med andre ord − fordi den egyptiske musik helt manglede et bestemt aspekt, og fordi musikkens harmoniske aspekt var for begrænset, gik Egypten sin skæbne i møde efterfulgt af Grækenland og Rom.