Kongelige ammer

- og kongelig udstråling

Desuden fik Moses tildelt en amme, der tilsvarende udfyldte gudinden Nephthys' rolle. Kongelige ammer rekrutteredes hos familier med stor anseelse - eksempelvis gjorde den senere farao Tuthmosis III sin ammes datter, Sat-iah, til sin førstehustru, længe inden han giftede sig med en egyptisk kongedatter.

Det er endvidere et veldokumenteret forhold, at under kongerne fra Egyptens 18. dynasti - og dermed på Hatshepsuts tid - var der tradition for, at ammerne ved hoffet var hofdamer, der var gift med feltofficerer af høj rang og med særlig tilknytning til kongen.

Dette emne udforskes af førnævnte tyske egyptolog Hans Wolfgang Helck i to af hans afhandlinger, "Der Einfluss der Militärführer in der 18. ägyptischen Dynastie" (1939) samt "Zur Verwaltung des Mittleren und Neuen Reiches" (1959). Hertil må en sådan opdragelsesbaggrund også ses i relation til, at rabbinerskrifterne og flere oldtidsforfatterne overensstemmende omtaler den allerede unge Moses' store evner som general og militær taktiker i den daværende faraos tjeneste.

Således fik også Moses - tilsvarende Horus-myten - en amme, der ifølge Bibelen desuden kom til at fungere som en slags mor for ham. Netop dette var en hel kulturel praksis hos egypterne, og ligeledes hos babyloniere og senere grækere og romere. Hos alle fungerede ammer som en art reservemødre, idet de både var jordemødre, ammer, nurser, opdragere og lærere. I Louis Ginzberg's rabbinerskriftsamling "Legends of the Jews" (vol. 5, Philadelphia 1925, s. 399) siges i en af teksterne udtrykkeligt vedrørende den kvinde, der ventede mellem sivene, at:

"kvinden blev tilsagt at 'nurse' ham og ikke at give ham bryst …".

Blandt sivene og papyrusstænglerne ved Nilens bred sidder gudinden Isis med sit kongebarn, den diende gudesøn Horus på sit skød. I dette mytologisk-rituelle optrin holder guden Amon livskraft-symbolet mod hendes næsetip (et magisk punkt). Guden Thoth med ibishovedet assisterer, flankeret af udgaver af Isis med Øvre og Nedre Egyptens kroner.

Egyptisk kiste båret af en ung pige. Træskulptur fra 11. dynasti ( Metropolitan Museum of Art, New York). Både Moses, Sargon og Erichtonios befandt sig i en - sivflettet - kiste med låg (dvs. ikke blot en kurv).

Flere rabbinerskrifter beskriver også, at denne amme og (reserve)mor "fødte uden smerte" - hvilket er helt i overensstemmelse med hendes rolle i mysteriespillet som gudinden Nephthys, der både var amme og reservemor samt "fødte uden smerte", idet hun ikke fremstilledes som (Horus)barnets biologiske mor. Ligeledes ifølge Hans Wolfgang Helck's "Twk und die Ramses-Stadt", i Vetus Testamentum (vol. 15, 1965), er Bibelens episodes motiv mindst lige så egyptisk som semitisk.

I den oprindelige handling blev netop "en søster" sat i forbindelse med amning. Af Bibelens beretning fremgår tilsvarende, at Moses' såkaldte søster, der stod afventende i sivene, skaffede barnets mor som amme - og har modsvaret, at det i Horusmyten var Horusbarnets mor (Isis), der til amme fik sin søster (Nephthys), som stod afventende i sivene. Den sammenhæng bestyrker, at der er relation til den senere hebraiske bibeltekst, hvor søsteren netop ikke omtales som lille pige, men ordret "den unge kvinde". Disse forhold kan dokumenteres:

1. Forfølgelsen af barnet: er omtalt i "Papyrus Jumilhac" (VI,9).

2. Den tekst taler også om Nephthys som: søsteren, der vogter i sivene.

3. Samme tekst siger desuden, også tæt på Bibelens version:

"… han (Horusbarnet) sejler i en sivbåd, og da sagde Isis, 'lad mig se min søn, som er gemt i sivbevoksningen' …".

Men endnu er det heller ikke videnskabeligt erkendt, at Moses-teksten også har rødder i egyptisk kongetradition - skønt det dokumenteres:

4. At faraos barn på Nilen leveres af guden: kan læses i inskriptioner om egyptiske konger (uddybes i kap. 14).

5. At en mor med kongelig tilknytning, som her Faraos Datter, "overtog" sit barn: er kendt som en rituel "adoption af farao" (se kap. 4).

Bibelen oplyser, at den kvinde, der ammede Moses, var en levit; hun opfattedes i senere jødisk tradition generelt som tilhørende en hebræisk Levi-stamme. Men meget tyder på, at i Egypten var de fleste af disse såkaldte levitter i virkeligheden egyptere (herom i kap. 6).

Som udgangspunkt er det ikke urealistisk, at Moses' amme kunne være af egyptisk herkomst, evt. med islæt som "levit" eller mere fremmed netop som hebræer. Jf. at for kun cirka hundrede år siden overlod rige hvide sydstatsamerikanere deres børn til ammer blandt deres slaver.

Ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne havde kvinden, der ammede Moses, i forvejen to børn. "2. Mosebog" (2,9) omtaler, at hun fik løn for amning; hun havde da som praksis var for hofdamer, men modsat tyende og slavinder, et aflønnet ansættelsesforhold hos Faraos Datter.

Allerede fra starten var Moses som kongebarn potentiel tronarving - et gudebarn, Horusbarnet - idet "2. Mosebog" (2,2) angiver, at:

"… Da hun (Moses' mor) så, hvor 'godt' han (den spæde Moses) så ud, gemte hun ham i tre måneder …".

Egyptologer har påvist nogle særlige forhold, når egyptiske kongebørn fødtes - forhold ligeledes som del af et kultisk ritual. Disse fødsler foregik i en særlig hytte eller lille teltopbygning, ofte rejst på taget af paladset eller templet - bl.a. ifølge den tyske egyptolog Emma Brunner-Traut's afhandling om 'våge-hytter': "Die Wochenlaube", i Mitteilungen des Institut für Orientforschung (Band 3, Berlin 1955, s. 11-30). I denne barselspavillon kunne moderen "gemme barnet" i isolation fra offentligheden den første tid, "beskyttet mod fare" ifølge "Papyrus Westcar" - præcis som angivet i Bibelen.

De fleste mødre vil mene, at deres barn ser godt ud, hvorfor der må foreligge en anden årsag til bibeltekstens udtryk 'godt'. Det ord er fuldt logisk på egyptisk - der ikke havde ord for 'godt' som moralsk udtryk - og hvor dette ord var nefer (nfr), der i "fattig" oversættelse betød 'god, smuk (i fremtoning)' og blev brugt fortrinsvis om netop konger og guder og havde betydningen 'konge-udstråling', 'gude-udstråling'.

Tilsvarende fremgår af både Philo's totusinde år gamle biografi om Moses og i Det Nye Testamentes "Hebræerbrev", at der er noget særligt i Bibelens hebraiske udtryk tov, dvs. 'godt', der ligesom den græske bibeloversættelses asteios også netop betyder 'god' i betydningen en persons fremtoning og karisma. Til dette bibelsted bekræfter rabbinerne - og fremgår i S. Baring-Gould's tekstsamling (vol. 2, s. 74) - at:

"… barnet havde udstråling af ophøjethed ligesom Solen …"

- og er i samklang med, at Horusbarnet/guden var tilknyttet Solen.

Disse forhold må ses i relation til førnævnte tradition, hvor gudinder (ligesom feerne) gav gude-kongebarnet "magiske" vuggegaver af den art. Dette mysteriespil var en form for teofani, '(første) fremtræden af guden', og kendes senere også hos kirken. At alle traditionens foreskrevne riter indgik i episoden med Moses, synes da fastlagt som en realitet.

Herudfra, i stedet for den indstilling på forhånd at anse intet for sandt i de gamle beretninger, førend det er bevist, bruger nærværende bog den anerkendte fremgangsmåde: som udgangspunkt at behandle beretninger fra de tider og områder som relativt sande, så længe de ikke er modbevist eller urimelige. Arkæologi-autoriteter som Cyrus Gordon - og især W.F. Albright, der disciplinerede bibelarkæologi til at blive mere videnskabelig og respekteret - og Yigael Yadin, brugte denne metode. Mens vurderinger, som de især ses kritiseret for, oftest just er tilfælde, hvor de fraveg den.

Substansen i informationerne i bibeltekster og rabbinerskrifter har nu vist sig som temmelig korrekte optegnelser, logisk samstemmende med egyptologisk viden, bl.a. om ceremoniel ved Nilen. Dette bestyrker en historisk sikkerhed for de gamle beretningers essens - ikke nødvendigvis som "beviser" for Bibelen, men de kaster nyt lys over den.

Tv.: Barselspavillon, beskytter en nyfødt. Traditionens drapering med snerleplanter har særlig betydning. - Th.: Kongelig barselspavivillon, med snerler og overspændt med teltdug, og billedet af en prinsesse indsat. Begge fra 18. dynasti.

Rituel badning af "Faraos Datter" (nu borthugget) i vievand, som gudeudklædte deltagere hælder som livgivende ankh-strømme ud af tempelvaser. Relief i Hatshepsuts kapel i templet i Karnak.

_________________________________

• Når i hele Mellemøsten de ceremonielle optrin, som tilsvarer episoden med Moses, var kongetegn par excellence og "international" tradition for kongebørn som tronarvinger - indiceres, at også Moses var kongebarn ved overhovedet at kunne deltage i denne ritus. - Kongebarnsrituel arrangeredes som mysteriespil. Det indbefattede i egyptisk regi, at en af de medvirkende kvinder deltog som kongebarnets amme. Det passer med, at det omtales, at Moses' amme fik løn, og igen at kongehusets ammer ikke var livegne, men tilknyttet som hofdamer.

_________________________________