Magtkamp bag mysteriespillets

kultiske ritual

Den engelske egyptolog og antropolog Margaret A. Murray er - med sin bog "The God of The Witches" (London 1933) og sine videnskabelige artikler - blandt de yderst få forskere, der har påpeget, hvorledes oldtidens mysteriespil, sådan som de udformede sig ikke mindst i det gamle Egypten, blev direkte videreført i Europa, hvor de i mere kendt udgave har overlevet frem til renæssancen.

Nogle elementer og ideer fra oldtidens mysteriespil og andre spil er stadig genkendelige, bl.a. videreført i den katolske kirkes krybbespil med opførelse af hellige begivenheder fra religionen, bl.a. nadveren - og f.eks. ses en særlig form som Oberammergau's passionsdramaer.

To udløbere af religiøse spil fandtes tidligt på markedspladserne. - 1: Marionetteateret, marionet betyder 'lille Jomfru Maria(dukke)'. Her var Mester Jakel-figuren klædt ud som hofnar, en oprindelig vigtig figur som "modstanderen" i mysteriespillene, da alene en hofnar risikofrit kunne modsige og satirisere kongen. - 2: Den katolske kirke forviste de fleste satiriske - commedia dell' arte - teatertrupper i 1400-tallet fra Italien; de udbredte sig da og inspirerede i det øvrige Europa.

Ordet satan nævnes 7-8 gange i den Hebraiske Bibel - og desuden i de kristnes Det Nye Testamente. Ordet har fælles oprindelse med navnet på den egyptiske gud Seth i dennes rolle som "modstanderen" i de egyptiske myter - og med det arabiske ord shaitan. I hebraisk sprog var det forbundet med et rodord, der betyder 'at opføre sig som modstander', 'at anklage og modgå modparten'.

En tilsvarende betydning har ordet djævel, der oprindelig er et græsk ord, diabolos, dvs. 'bagvasker', som var almindeligt anvendt om 'en modstander; f.eks. modpartens advokat i en retssag, der med grove anklager bagvasker den anklagede'.

Til det følgende skulle en kort omtale af disse mysteriespils udvikling til former, der er mere velkendte i nutiden, gøre det lettere at fatte de særlige forhold, der her blev farlige for Moses.

Spirituelt og højtudviklede former for hulemalerier fra fortiden viser mænd iklædt dyreham: en jægers camouflage såvel som et magisk ritual. Senere overalt i oldtiden var der rituel optræden med personer i dyreham ofte kombineret med masker. I Egypten var den praksis ofte forbundet med kulten for gudinden Isis, hvilket siden blev udbredt til andre Middelhavslande; den er bl.a. omtalt af et medlem af en indvielseskult, romeren Apuleius, 200 e.Kr., i hans bog "Det Gyldne Æsel".

Så sent som i 1600-tallet har Shakespeare i sit teaterstykke "A Midsummer Night's Dream" indlagt dele af et mysteriespil, hvor en af deltagerne er iklædt et æselhoved. Herkules bar et løveskind. Amonpræster bar leopardskind til kultisk ceremoniel. Profeten Elias og siden Johannes Døberen (ved dennes dåbskult) var iført et loddent kamelskind. At Jakob ved Isaks velsignelsesritual - hvor Jakob fik overdraget slægtens mystiske kraft - iklædtes et loddent gedeskind, må absolut ses i dette lys!

Af de gamle mysteriespil opstod som nævnt commedia dell' arte, og her hed en hovedfigur Pantalone, dvs. 'Pans bukser' (jf. fransk pantalon for: 'bukser', der ligeledes er 'buk-hoser'), da Pantalones påklædning for at ligne guden Pan oprindelig var en dyreham fra en gedebuk - ligesom hos Jakob. Jf. "Johannes' Evangelium" (8,44), hvor Jesus på gnostisk vis beskyldte jøderne, dvs. Jakobs slægt, for "at have Djævelen til far". Navnet Pan blev til betegnelsen 'Fanden', "modstanderen" der ligesom Pan fik horn i panden og bukkefod.

Spillets religiøse idegrundlag fandtes fortsat bag de primitive teaterformer i middelalderen. Her var scenen fast indrettet, så at venstre side var et stort gab med flammer, helvede. Når stykkets skurk skulle kastes i helvede, råbte tilskuerne - hvilket blev den kendte talemåde - "Ud til højre!", idet scenens venstre side for dem var højre. Scenens reelle højre side, den traditionelt "gode" side, forestillede himlen. I mange sprog har ord for højre betydning som 'rigtig' eller 'ret' - i modsætning til venstre (der f.eks. på latin, sinister, også kan betyde 'noget fordækt'; eller jf. når kongen gifter sig "til venstre hånd").

I mange kulturer var det solopgangsstedet øst, Orienten, man orienterede sig efter: syd var derfor højre, og nord var venstre - og genkendes i klassisk hebraisk, hvor 'højre' som udtryk kunne bruges for syd. I Bibelen hedder Jakobs yndlingssøn ret symbolsk Benjamin, der ordret betød 'sønnen til højre: den gode side, og i overført betydning 'sønnen af syd'. Jf. at arabisk jamin er 'højre'. Men egypterne var orienteret mod syd - i egyptisk mytologi herskede den "gode" gud Horus over Øvre Egypten i syd, og "modstanderen", guden Seth, over Nedre Egypten i nord. I mysteriespillene skulle der gang på gang inden for dramaets konflikt træffes et valg mellem sådanne to sider.

Da der i mysteriespil også kunne indgå hemmelig kultudøvelse, foregik det ofte bag lukkede døre. Idet deltagerne som medspillere og tilskuere fortrinsvis tilhørte et lands ledende klasser, er det flere gange hændt, at ydre magtkampe i landet blev afgjort, når magtsøgende personer lod indvielseskulterne infiltrere. Her har de placeret hemmelige forbundsfæller på vigtige poster for at have kontrol over disse indflydelsesrige kulter.

Ligeledes har magthavere kunnet komme af sted med - når det bare blev holdt inden for mysteriespillenes regi - i det skjulte at indlægge nogle af deres egne hensigter i spillet. En væsentlig årsag til, at et sådant forehavende kunne lykkes var, at spillet også blev opfattet af deltagerne som blodig alvor. Her kunne mystiske psykiske kræfter vækkes og bringes til at accelerere ved mysteriespillenes påvirkning af de indforståede deltagere - og har bl.a. fungeret som en art terapi. Det mentes derfor muligt under dække af den udtryksform tillige at fremme ønsker og ambitioner eller politiske mål.

Også disse forhold kendes fortsat under en eller anden form gennem senere tider. I romerske kulter var magthaverne obligatorisk medlem og fremviste offentligt deres kulttegn - en fasces, 'et bundt stokke'. Magtkampe foregik fortsat i f.eks. tempelriddernes kulter - og siden hen i frimurerlogerne, som mange af 1700-tallets statsledere var medlem af (den kendteste var USA's første præsident George Washington). Allerede på den tid infiltreredes flere europæiske loger af den bayerske Adam Weishaupt med dennes internationale kapital- og magtapparat.

Den ældste beretning af magtforskydninger ved hjælp af mysteriespil findes i den akkadiske (babyloniske) kong Sargon I's biografi; men næstældste beretning findes i rabbinerskrifterne om Moses' kroning.

Og ved den Moses-episode hævdede Balaam ikke blot, at den tabte kongekrone var et ondt varsel, men tilføjede, at idet drengen var yderst velbegavet, ville han da på grund af det skete udgøre ekstra stor fare og burde henrettes for at modvirke de forventede store ulykker.

Også dette voldsomme forslag var holdt inden for rammerne af ritualet: den måde, som hans forslag var udformet på, viser netop, at man fulgte den tradition, som krævede, at der skulle bringes et "stedfortrædende offer" for at afværge ulykker for landet. Når de helt store ulykker varsledes, kunne ifølge disse traditioner en person af kongeblod bedst udgøre et tilstrækkeligt virkningsfuldt offer til at opveje kongen selv som et offer.

Rabbinerskrifterne lader forstå, at de forsamlede fra hoffet havde overværet episoden og Balaams udsagn. Derfor kunne farao ikke tillade sig at slå det hen, men prøvede at afværge truslen mod den treårige Moses, som han holdt af, ved at få rådgivning også fra anden side. Dette var stadig efter det pågældende mysteriespils "regler" - begge sider høres og vejes mod hinanden.

Men det var ikke så ligetil at gribe ind - og hvem turde f.eks. sige Seth imod? For efter at deltagerne havde forberedt sig til mysteriespillet ved at gennemgå renselsesritualer og eventuelt havde indtaget visse psykisk virkende drugs (f.eks. med visionær virkning), der altsammen gjorde dem "egnede" til at spille gudernes roller - så var den enkelte optrædende guden selv. Og dette bevirkede, at varsler, som den pågældende i rollen fremsatte, også blev opfattet således, at de ville gå i opfyldelse med stor sandsynlighed.

Over for den magtfulde Balaam forholdt de andre tilstedeværende sig derfor frygtsomt tavse - dette angives specielt om faraorådgiveren Job. Uden at ænse egen fare greb Jethro nu ind - åbenbart for ivrigt i forhold til rollen - med et redningsforslag, ifølge rabbinerskrifterne "Midrash Rab-bot" (Fol. 118b) og "Yashar" (S. 1263-64).

Men herved kom Jethro som Moses' sandsynlige biologiske far til indirekte at røbe sin faderrolle over for et større publikum blandt de ledende hoffolk og præster. Han risikerede således - og mistede da også snart efter - sin høje position for at redde drengen.

Hvis det lykkedes modstanderne, som Balaam var eksponent for, at få kroningen gjort ugyldig, så var Moses ikke kronprins og derfor ikke "hellig" og kunne da underkastes en ødelæggende straf.

Den betydningsfulde faraorådgiver og medlem af præsteskabet, Jethro, har også her haft rollen som Jordens og frugtbarhedens guddom Geb (ligesom i myten tæt forbundet med Iteru/Jethro), der var forsvarer for Horusbarnet og derefter skulle krone ham. Idet Balaams angreb foregik i dække af mysteriespillet, har Jethro da, præcis som i den egyptiske mytologi, ført forsvaret for tronarvingen inden for disse rammer: helt i overensstemmelse med egyptisk tradition er rabbinerskrifternes udsagn om, at redningsmanden også var Gab(ri-el), Jordens gud(ærkeengel). Skrifterne omtaler desuden, at denne "var forklædt som Jethro".

Hvis Jethro som naturligt her havde følt sig fristet til at afbryde det hellige ritual ved at fremføre et "privat" forsvar for drengen, ville rammerne være overskredet i en sådan ritus, hvor "guderne optrådte". Det ville opfattes som forvrængning af den af mysteriespillet fremkaldte magi og kunne nedkalde højere magters ulykke over dem alle; ligesom dette frygtedes at ske, da drengen faldt ud af rollen ved uheldet med kronen. Lignende mysteriespil-"regler" kendtes i Babylon, Kina og Indien.

Rabbinerskrifternes gengivelse af Balaams udsagn - replikker - viser tydeligt, at han optrådte i rollen som Seth. Med datidens vægt på navnes betydning var Seth-rollen ikke tilfældig hos Balaam, i hvis navn det semitiske gudenavn Baal indgår. - Bl.a. ifølge egyptologen Hans Wolfgang Helck's afhandling "Die Beziehungen Ägyptens zu Vorderasien im 3. und 2. Jahrtausend v.Chr." (Wiesbaden 1971, s.107f) fremkom i 1500-1300-tallet f.Kr., at den af egypterne importerede gud Baal netop blev identificeret med Seth.