En bibelforskning,

der afviste Moses

Andre forskere mener, at bibeltekster vanskeligt kan bruges som kilde til historien. Men problemet er snarere utilstrækkelig historisk viden:

- Det blev fatalt for modtagelsen af Bibelens specifikke oplysninger om Moses, at der i især filologisk forskning udvikledes akademiske hypoteser om bibelteksters tilblivelse, før der fandtes videnskabelige arkæologiske udgravninger, analyser og afgørende fund. Det udgangspunkt førte som konsekvens ind på stadig skævere spor. (Alt findes yderligere uddybet i nærværende bogseries bind 4 i appendiks). For over 100 år siden begyndte teologiske forskere og historikere forsøg på at lave modeller og rekonstruere teksternes tilblivelse og udvikling, men hovedsagelig ud fra teksterne alene. Denne - sjældent erkendte - ensidighed umuliggjorde selvsagt tilstrækkelig kritisk og kvalificeret bedømmelse af de dengang foreliggende data.

Den tyske teolog, orientalist og semitolog Julius Wellhausen (1844-1918) fremførte ud fra ideer fra pionerer som deWette, Reuss, Graf og Kuenen: - At bibelteksterne var blevet udsat for ændringer eller var bearbejdet og især sammenstykket af ældre kilder.

En ekstrem videreførelse af Wellhausens tekstopdelingshypotese, siden repræsenteret som Berlin-skolen eller den tyske skole, har nu i over hundrede år fået en ret dominerende indflydelse på mange forskeres og ikke-forskeres opfattelse af teksterne - og præger fortsat mange informationer om Bibelen i leksika og litteratur. F.eks. blev en modedille i mange år "en sandhed", at Bibelen havde 6 Mosebøger (dvs. inkl. "Joshuas Bog").

Denne tyske skoles efterhånden temmelig anstrengte opdelingsform af bibelteksterne, den såkaldte 'dokumentar'teori, går ud på, at da der i de enkelte tekster kan optræde forskellige betegnelser for israelitternes gud og varierede udgaver af love og beretninger, måtte teksterne derfor stamme fra forskellige kilder. "Resultatet" taler for sig selv, f.eks.:

- Én kilde, "J-kilden", koncentreret om israelitternes gud Jahweh. - En anden, "E-kilden", om guderne/guden Elohim/El. - En tredje, kaldet "P-kilden", som det hævdes, at præsteskabet har udformet. - Og desuden "D-kilden" påstået som værende materialet i "5. Mosebog". - Endvidere komplicerede underafdelinger som "J1- og J2-kilden", "P-a- og P-b-kilden". - Foruden udbygningerne "L- og N-kilden" etc., etc.

Men de mange autoriteter gennem hundrede år (Driver, Gressmann, Eissfeldt, Kittel, Beer, Noth, Seebass, Coats, Schmid m.fl.), prægede af den indflydelsesrige tyske skole, er stort set ikke enige på noget punkt. Hvor den ene mener et vers i Mosebøgerne er J-kilde, mener en anden det må være ældre E-kilde, en tredje en yngre E-kilde, mens en fjerde kalder det hovedkilde, en femte en sekundærkilde etc., etc. Vers for vers er alle disse eksperter forbløffende uenige om oprindelsen.

Alene manglen på en vis samstemmighed får den påståede eksistens af disse J-, E-, P-kilder etc. i den form til at fremstå reelt som illusion, men det opdages ikke, fordi udsagnene ikke sammenstilles i total indbyrdes konfrontation. Og store dele af forskningen opererer uanfægtet videre, som om begreber som J-kilde, E-kilde etc. var tilstrækkeligt og reelt konkretiserede og havde en fuldt beviselig og selvstændig eksistens.

Ydermere er der vild uenighed om, hvornår disse tekster blev skrevet. Ofte vælges den datering, at den såkaldte Jahvisten (dvs. J-kilden) sammen med Elohisten (dvs. E-kilden) er fra 800-700-tallet f.Kr., og D-kilden fra 600-tallet f.Kr., mens Præsteskriftet (P-kilden) sættes til 600-300-tallet f.Kr. Der hersker en hyperkritisk holdning over for gamle kilders alder, samt en ret uhæmmet passion for sen datering - hvorefter teksterne nu ofte bedømmes som yderligere 300-500 år yngre.

Den tyske skole var med sin rod i et bibel-tekst-studium ofte isoleret fra den nærorientalske kultur i sin helhed, og er farvet af en uheldig og anakronistisk indfaldsvinkel: - Nutidsbaseret litteraturkritisk tolkning, formteori og redigeringsmetodik, hvori arkæologiske fund så "indpasses" - en i sig selv kritisabel fremgangsmåde. Skolen blev da også tidligt karakteriseret som "dogmatisk, arbitrær og ultra-semitologisk".

Alt dette har ført til, at ret mange forskere og teologer nu anser bibelteksterne som blot folkloristiske fortællinger uden historisk kildeværdi og eventuelt som rene forfalskninger; man har endda foreslået de ældste teksters oldhebraiske sprog som et kunstprodukt af sen dato.

Mange har ydermere antaget den holdning, at Abraham og Moses er ren fiktion, udvandringen fra Egypten har aldrig fundet sted - og det meste af Bibelen er skønlitterære national-ideologiske fortællinger i en "sammensyet" religionsbaggrund, alt digtet af præster cirka 300 f.Kr.

På flere tusinde års afstand påstår man således at vide bedre besked med teksterne end forfatterne, der dengang skrev dem. Af talrige eksempler på disse hypotesers troværdighedsproblem, skal blot nævnes:

1. Skønt Bibelen har 3-4 hebraiske ord for 'linned/lærred' (bl.a. bad, peshet og sadin), bruges et egyptisk ord shesh (shesn) herfor 38 gange, hvoraf de 34 passager med dette ord findes i Mosebøgerne, men påstås alligevel at være den sene "P-kilde". Men hvorfor skulle præsterne (P-kilde) undgå deres eget bibelsprogs ord og optræde som egyptologiske sproghistorikere?

2. Betegnelsen 'farao' brugtes i Egypten for 'konge' kun fra Moses' tid og frem til 900-tallet f.Kr., hvor brugen svandt ind til blot at indgå i kongens ceremonielle titulatur. Men hvis Mosebøgerne først blev skrevet tusinde år efter begivenhederne, hvilke jødiske læsere forventedes da at forstå det antikverede egyptiske ord?

3. Hvorfor skulle der også til disse senere tiders jøder opfindes en sagnfigur, Moses, og endda med dette rent egyptiske navn?

4. Disse senere jøder talte især aramaisk - hvorfor er Mosebøgerne da skrevet på oldhebraisk, der synes stærkt aftaget i brug efter 600 f.Kr.?

5. Hvordan kan samaritanernes Bibel indeholde stort set samme tekst om Moses - og være skrevet med endnu ældre skrift end den jødiske Bibels fra Babylon-tiden i 400-tallet f.Kr. - hvis samaritanernes ofte fjendtlige konkurrenter, de jødiske præster, først har "digtet" Bibelen 400-200 f.Kr.? Forskere har derfor også måttet påstå, at Samaritaner-bibelen er en meget sen konstruktion.

6. Ideen om én (skaber)gud er dokumenteret i Egypten bl.a. 1450 f.Kr. - på Moses' tid - dvs. ikke opfundet af jødiske præster 300 f.Kr.

7. I Mosebøgerne er pagten/traktaten med Jahweh udformet typisk for traktater i 1400-tallet f.Kr., f.eks. hos hittitterne. - Og:

8. Folketællinger i Mosebøgerne er af egyptisk mønster fra samme periode: Begge forhold usandsynlige at konstruere tusinde år efter.