Når karmalovens eksistens første gang erkendes, får mange en følelse af, at alt i livet gennemføres i kraft af lovens arbejde, og at et menneske bare er en hjælpeløs slave for en fastlagt skæbne. Loven kan benyttes til at gøre sig til herre over skæbnen, men inden dette emne behandles, er det hensigtsmæssigt at studere et typisk tilfælde og se, hvordan lovmæssigheden og ”den frie vilje” − for at bruge de vedtagne udtryk − fungerer og samarbejder i harmoni.

Et menneske kommer til verden med bestemte medfødte mentale anlæg. I dette eksempel er der tale om et gennemsnitsmenneske med en temperamentsfuld natur, der afslører bestemte karaktertræk − nogle er gode, andre er dårlige. Dette menneske har et fysisk-æterisk legeme, som er sundt og godt, men derudover har det ikke andre specielle egenskaber. Begrænsningerne er klart aftegnet, og ved voksenalderens begyndelse står mennesket udstyret med denne mentale, lidenskabelige, astrale og fysiske driftskapital, og nu er det opgaven at få det bedst mulige ud af disse redskaber.

Der findes mange mentale højder, som dette menneske er helt ude af stand til at nå − mentale begreber, der ligger langt over fatteevnen. Der er fristelser, som den lidenskabelige natur giver efter for, selvom der kæmpes imod. Der er opgaver, som kræver fysisk styrke og dygtighed, der langt overstiger kræfterne. Det er helt umuligt for dette menneske at tænke på samme måde, som et geni. Dette gennemsnitsmenneske befinder sig bag en selvbygget mur af begrænsninger, og det er ikke muligt at slippe ud af denne indespærring − selvom det måske er et brændende ønske. Det er heller ikke muligt at slippe for alle mulige former for ubehageligheder, som vil rammer i livets løb − og det er nødvendigt at udholde lidelserne. Man undslipper ikke.

Sådan er betingelserne! Dette menneske er begrænset af fortidens tanker, af de positive muligheder, som ikke blev benyttet, af de fejlagtige valg, der blev truffet og af de ufornuftige svagheder, det gav efter for. Det er bundet af sine lidenskaber og lænket af sine tidligere fejltrin. Men det virkelige menneske, er ikke lænket. Det har selv bygget sit eget fængsel i fortiden − men i dette fængsel er det nu i stand til at skabe sin fremtidige frihed. Når et menneske fuldt ud erkender, at det er et frit menneske − vil lænkerne kunne kastes. Efterhånden som menneskets indsigt og forståelse øges, vil det, der binder, vise sig at være en illusion.

Men for gennemsnitsmennesket, som vil modtage indsigt som en gnist − ikke som en flamme − vil det første skridt mod frigørelse være at forstå sine begrænsninger og acceptere, at de er selvskabte – og først derefter er det muligt at bearbejde dem. Det er stadig umuligt for dette menneske at tænke høje tanker − men det er muligt at bruge tænkeevnen til dens yderste grænse, og lidt efter lidt bliver det muligt at fatte høje mentale begreber. Ethvert menneske har selv magten til at skabe sine fremtidige evner. Det er sandt, at dette menneske ikke formår at befri sig for sit temperament og sine lidenskaber i ét nu − men det er altid muligt at kæmpe imod dem. Og hvis det mislykkes, må kampen tages op igen − og på et eller andet tidspunkt vil det lykkes. Der er tale om vanskelige astrale og fysiske svagheder − men efterhånden som de mentale billeder bliver stærkere, renere og menneskekærlige, og arbejdet bliver mere nyttigt og glædeligt – gøres redskaberne gradvis mere fuldkomne. Et menneske, der arbejder med sin karakter, er altid sig selv − en fri sjæl − selv om det er i fængsel, for det står altid i menneskets magt at nedbryde de mure, det selv har rejst omkring sig. Det fængslede menneske er sin egen fangevogter. Der er ingen anden! Men det er nødvendigt at ville frigørelse sig − for i viljen ligger evnen til at gennemføre.

Vanskeligheder vil opstå! Måske dør en kær ven − eller der begås alvorlige fejltrin. Sandheden er, at der i fortiden er begået fejl i tankens verden, og det er nødvendigt at opleve den selvskabte lidelse i handlingens verden i det aktuelle liv − men vennen er ikke mistet! Det er muligt at bevare kontakten gennem den kærlighed, der skaber forbindelse til vennen − og i efterlivet og i kommende liv vil man møde vennen igen. Men der findes altid andre mennesker i det fysiske liv, som har behov for de vennetjenester og den kærlighed, som ellers ville komme den elskede til gavn. Og det er vigtigt, at man i denne situation ikke igen forsømmer sine pligter, og derved skaber nye problemer, der vil medføre lignende tab i fremtidige liv. Der er begået en klar fejl og lovens reaktion er den aktuelle situation − ellers kunne den fortidige årsag ikke have resulteret i den nutidige virkning. Det er nødvendigt at bære lovens reaktion med accept og tålmodighed. Det er vigtigt at forstå, at den rigtige holdning ”i dag”, vil være en garanti for, at den samme situation ikke vil gentage sig ”i morgen”. Hvis det respekteres, vil en stråle af lys oplyse det mørke, der omgav mennesket. Det indre lys er et budskab om, at skæbnens naturlov, der tilsyneladende var et evigt åg, i stedet kan sammenlignes med slangens ham, for erkendelserne kan medføre en indre vækst, der resulterer i, at den begrænsende ham brister. Ved lovens hjælp kan mennesket svinge sig selv op i regioner, som det ellers kun kan drømme om.