Mennesket lever i lovmæssighedernes verden. Det er omgivet af love, som ikke kan brydes. Det er en selvindlysende sandhed. Og dog … når denne kendsgerning bliver til en ægte, levende erkendelse − når det forstås, at den gælder såvel i den mentale og astrale verden som i den fysiske – kan man nemt føle sig overvældet af en vis hjælpeløshed, som om mennesket er underlagt en mægtig kraft, der, når den rammer det, hvirvler det magtesløs med sig. Men i virkeligheden forholder det sig omvendt − for hvis man først forstår den mægtige kraft, vil den trofast føre et menneske derhen, hvor det vil. Alle naturens kræfter kan anvendes i forhold til indsigten i dem. ”Naturen erobres kun ved lydighed” − og dens uimodståelige energier vil adlyde mennesket, så snart det har indsigt nok til at arbejde sammen med dem og ikke imod dem. Ud af naturens bundløse energiforråd kan man vælge de kræfter, der er bedst egnede til at fremskynde det arbejde, man har planer om at udføre, og selve lovens uforanderlighed er en garanti for succes.

Sikkerheden i ethvert videnskabeligt eksperiment, enhver evne til at forudsige fremtiden og til at beregne resultatet af en plan, er baseret på lovens uforanderlighed. Eksempelvis stoler en kemiker på, at naturen altid vil reagere på nøjagtig samme måde, hvis blot spørgsmålet stilles korrekt. Hvis ét og samme eksperiment giver forskellige resultater, betragtes det som udtryk for, at fremgangsmåden ikke var den samme − ikke som et resultat af en forandring i naturen. Og på samme måde forholder det sig med menneskets aktiviteter. I jo højere grad de er baseret på indsigt, desto sikrere er resultatet af en velovervejet plan. Alle ”tilfældigheder” er kun udtryk for uvidenhed, og årsagen er virkningen af en lovmæssighed, som man enten overså eller var uvidende om. Resultater kan planlægges, forudses og beregnes i den fysiske verden, og det samme princip gælder i både de mentale og i de astrale verdener. Naturen svigter aldrig − det er menneskets egen uvidenhed, der skaber skuffelserne. I alle verdener er større indsigt det samme som større magt − og alvidenhed og almagt er identiske begreber.

Loven må være uforanderlig i den mentale, den astrale og i den fysiske verden, eftersom Universet er skabt af én udstrømning − én emanation − af Det Ene Livsvæsen. Det, der kaldes en lov, er blot en udfoldelse af den guddommelige natur. Da alt udstrømmer fra ét liv, er der naturligvis kun én lov, der opretholder alt. Verdenerne hviler på denne guddommelige naturs klippe som på en fast og urokkelig grundvold.

For at kunne studere karmalovens funktion efter det princip, der er anvist af mesteren, er det nødvendigt at få en klarere opfattelse af Universets tre lavere planer eller regioner, og af de områder, der principielt er beslægtet med dem.[1]

Planche - De lavere planer

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

I praktisk åndsvidenskab lærer den studerende at højne og forædle sin bevidsthed, så det bliver muligt at iagttage disse planer og ved hjælp af egne undersøgelser at forvandle teori til førstehåndsviden. Det laveste legeme − det grove fysiske legeme − er bevidsthedens redskab på det fysiske plan, og på dette plan er bevidstheden begrænset af hjernens større eller mindre udvikling. Udtrykket ”det finere legeme” dækker over forskellige astrale legemer, der hvert for sig er afpasset efter de forskellige betingelser på astralplanet, som er et uhyre kompliceret bevidsthedsplan. På mentalplanet er der to afgrænsede underafdelinger − formregionen og den formløse region. I den lavere formregion benytter bevidstheden et kunstigt legeme, som på sanskrit kaldes ”mayavirupa”[2], men udtrykket mentallegeme (tankelegeme) er en mere præcis betegnelse, da det består af stof, der tilhører manas − tankens plan. I de formløse regioner bruges begrebet kausallegeme. Der findes et legeme, der befinder sig over kausalplanet − på det buddhiske plan – og endnu højere legemer, men det falder uden for det emner, der behandles her.

Stoffet på disse indre planer varierer i tæthed og frekvens, og overordnet kan man sige, at stoffet på ethvert plan er tættere end stoffet på det plan, der ligger over det. Dette princip er i overensstemmelse med analogier i naturen, for under involutionsprocessen – hvor livet steg fra ånden ned i stoffet i en bevægelse, der i åndsvidenskaben kaldes den nedadgående bue – bevægede livet sig fra det finere til det grovere. Her bør det nævnes, at der lever store hierarkier af væsener på disse planer − lige fra den åndelige regions høje intelligenser til de laveste underbevidste elementaler[3], som hører til i den fysiske verden. På ethvert eksistensplan er ånd og stof forenet i enhver partikel, fordi partiklens legeme består af stof, mens dens liv er ånd − og alle uafhængige partikelgrupper, alle adskilte former af enhver art, enhver type − er belivet af disse væsener. Der er imidlertid gradsforskelle, som opstår på grund af selve formen. Men der eksisterer ingen form, som ikke er belivet på denne måde. Det levende væsen kan give udtryk for den højeste intelligens eller være den laveste elemental − eller det kan tilhøre en af de utallige hærskarer, der findes imellem disse yderpunkter. På dette sted i studiet er det imidlertid tanken at begrænse emnet til de væsener, der tilhører astralplanet, for det er disse væsener eller devaer, der udgør menneskets astrallegeme eller begærlegeme (kama-rupa). Astrallegemet indbygges i mennesket under fostertilstanden, og det udgør dets følelsesliv. De astrale elementaler er − for at bruge en åndsvidenskabelig betegnelse − dyreverdenens formelementaler (rupa devatas), og det er dem, der er årsag til, at vibrationer i det astrale stof forvandles til følelser og fornemmelser i mennesket.

De astrale elementalers vigtigste karaktertræk er følelse og fornemmelse. De har evnen til ikke alene at reagere på vibrationer, men også til at føle dem − og astralplanet er fyldt med disse væsener. De er forskellige med hensyn til graden af bevidsthed, men alle fungerer som modtagere af indtryk for alle arter, og de forener disse indtryk i fornemmelser. Ethvert væsen befinder sig i et legeme med disse elementaler i stofstrukturen, og det er på grund af dem, at levende væsener er i stand til at føle. Mennesket føler derfor også i kraft af et legeme, der indeholder astrale elementaler.

Et menneske er ikke bevidst i sit legemes partikler. Det er heller ikke bevidst i legemets celler. Legemets partikler og celler har deres egen bevidsthed, og i kraft af denne cellebevidsthed udføres forskellige underbevidste processer − men selvom de udgør menneskets legeme, deler mennesket og elementalerne ikke bevidsthed. Mennesket hverken hæmmer eller fremmer bevidst elementalerne i deres udvælgende, samlende, udskillende og opbyggende arbejde. Mennesket er ikke i stand til hvert enkelt sekund at sætte sin bevidsthed i forbindelse med hjertes celler og nøjagtigt at registrere, hvad cellen foretager sig. Menneskets bevidsthed fungerer sædvanligvis på astralplanet − og endog i de højere regioner, hvor tænkeevnen arbejder, og dermed blandes tankerne (manas) med følelserne (kama) og bliver det, der i åndsvidenskaben kaldes kama-manas. Den rene eller selvstændige tanke, der fungerer uafhængigt af følelserne, arbejder selvsagt ikke på astralplanet.

Astralplanet er opfyldt af elementaler i lighed med dem, der er indbygget i menneskets astrallegeme. Astralplanets elementaler danner desuden dyrenes mindre sammensatte astrallegemer. I kraft af den astrale del af sin natur står mennesket i direkte forhold til de astrale elementaler, og ved hjælp af dem danner mennesket forbindelser med alle de genstande omkring sig, som enten tiltrækker eller frastøder det. Med sin vilje, sine sindsbevægelser, sine ønsker og begær har mennesket indflydelse på disse utallige væsener, der sensitivt responderer på enhver vibration, som menneskets følelser udsender i en hvilken som helst retning. Menneskets astrallegeme fungerer som et redskab, og på samme måde som det samler alle de følelsesvibrationer, der rammer det udefra, adskiller det også de følelser, der opstår indeni astrallegemet, i vibrationer.

Det er nu blevet nemmere at forstå mesterens ord. Når tænkeevnen arbejder på sit eget eksistensplan − i det fine stof på planet over astralplanet − skaber den billeder, som danner former − tankeformer. Forestillingsevnen kaldes helt korrekt ”tankens skabende evne”, og det er den i en mere bogstavelig betydning, end de fleste har anelse om. Denne billedskabende funktion er tænkeevnens mest karakteristiske egenskab, og ord er kun et akavet forsøg på en delvis fremstilling af et mentalt billede. En ide − et mentalt billede − er en yderst kompliceret ting. Ofte er der behov for en meget lang sætning for at beskrive en ting nøjagtigt, eller for at forklare en enkelt, iøjnefaldende egenskab ved tingen, og de ord, der beskriver denne egenskab, bruges tilmed som en ufuldkommen betegnelse af helheden.

Man siger for eksempel ordet ”triangel”, og ordet fremkalder straks et tankebillede i bevidstheden. Men det kræver en længere beskrivelse, hvis trianglen skal forklares fuldstændig detaljeret ved hjælp af ord. Mennesket former omhyggeligt et symbol ved hjælp af tanken, og derefter samler det møjsommeligt passende sætninger i hjernen og gengiver dem på en ufuldkommen og kortfattet måde i ord. I de tilfælde, hvor tanke kommunikerer direkte med tanke (mental telepati), vil billedet være fuldstændigt, og det overgår på alle måder det, der kan kommunikeres ved hjælp af ord − ja, selv ved begrænsede former for tankeoverføring er det ikke ord, men ideer der udveksles. En taler forsøger efter bedste evne at omsætte så stor en del af sit mentale billede i ord, og ordene fremkalder lignende billeder i tilhørerens tanke. Tanken beskæftiger sig således med billederne − ikke med ordene − og de fleste stridigheder og misforståelser opstår netop, fordi folk danner forskellige billeder af de samme ord − eller de benytter forskellige ord til at gengive det samme billede.

En tankeform er derfor et mentalt billede, skabt − eller støbt − af tænkeevnen i det mentale plans finere stof. Denne tanke, der er formet af de hurtigt vibrerende atomer, der er karakteristiske for dette plans stof, sætter vibrationer i gang i det omgivende stof. Disse vibrationer skaber lyd- og farvefornemmelser i ethvert væsen, der er tilstrækkeligt udviklet til at opfatte dem, og efterhånden ”synker” (eller hvilket udtryk man nu foretrækker) tankeformen ned i det tættere stof på astralplanet. Tankeformens vibrationer forplanter sig som en ”syngende farve” i alle retninger, og idet vibrationerne når længere og længere ud, tiltrækkes de elementaler, der responderer på den samme farve og frekvens, og de astrale elementaler forenes med tankeformen.

Mesteren Koot Hoomi taler i det før omtalte brev meget tydeligt om dette farvesprog. Han siger:

”Hvordan skulle det være muligt at gøre sig forståelig for − i virkeligheden beherske − disse halvintelligente kræfter, hvis måde at meddele sig på ikke er udtalte ord, hvis det ikke kunne ske ved hjælp af lyd og farve − ved et gensidighedsforhold mellem disses vibrationer? For lyd, lys og farve er de hovedfaktorer, der danner disse grader af intelligenser, disse væsener, hvis tilværelse I ikke har nogen forestilling om, og som man har forbudt jer at tro på. Ateister og kristne, materialister og spiritister − alle taler imod en sådan tro − og naturvidenskaben stiller sig endnu stærkere afvisende over for en så nedværdigende overtro end nogen anden retning.”[4]

De, der har studeret fortiden, vil af og til have stødt på mystiske hentydninger til et farvesprog − de ved, at i det gamle Egypten blev de hellige håndskrifter udført i forskellige farver, og at fejltagelser ved deres kopiering blev straffet med døden. Men selvom det er fristende at gå dybere i dette emne, skal der ikke her tages en afstikker fra det egentlige emne, der handler om den kendsgerning, at kommunikation mellem elementaler sker ved hjælp af farver, og at farvesproget er lige så forståeligt for dem, som ord er for mennesker.

Den ”syngende farves” kvalitet (frekvens) afhænger af det motiv, der inspirerer tankeformens skaber. Hvis motivet hovedsagelig er positivt, kærligt og humanitært, tiltrækker tankeformens farve en elemental, der er i overensstemmelse med det karaktertræk, som motivet har tilført tankeformen. Elementalen smelter sammen med tankeformen, idet den − så at sige – beliver den, og på denne måde skabes der et væsen med en positiv energi i den astrale verden. Men på den anden side − hvis motivet er negativt, hævngerrigt og ondskabsfuld − vil tankeformens farve tiltrække en elemental, der efter samme princip er i overensstemmelse med motivets negative karaktertræk. Elementalen smelter ligeledes sammen med tankeformen og beliver den, og der er på denne måde skabt et selvstændigt væsen i den astrale verden − et væsen med en ondsindet karakter.

En vred tanke vil eksempelvis frembringe et rødt lysglimt med en bestemt farvetone. Årsagen er, at tankeformens frekvens skaber denne røde farve – og det stærke røde glimt vil tiltrække responderende elementaler. De strømmer til, og en af dem smelter sammen med tankeformen, som nu bliver i stand til at fungere som en selvstændig enhed med mulighed for ødelæggende og opløsende påvirkning af omgivelserne. Mennesket ved ikke, at det uafbrudt kommunikerer i dette farvesprog, og at det samler disse sværme af elementaler omkring sig, når de beliver de skabte tankeformer, men på denne måde befolker et menneske konstant sin bane i rummet med væsner, der er skabt af drømme, ønsker, indfald og begær. Disse ”engle” og ”djævle”, der er skabt af mennesket selv, omgiver mennesket. Det er væsener, der skaber sorg eller glæde hos andre − og sorg eller glæde hos mennesket selv. Et menneske har i sandhed følgeskab af en selvskabt karmisk hærskare.

Clairvoyante mennesker kan se de skiftende farveglimt i menneskets aura. Enhver tanke og enhver følelse viser sig i auraen og bliver synlig for det astrale syn. De, der er længere på vejen end den gennemsnitlige clairvoyante, kan også se tankeformerne og den virkning, der skabes ved farveglimtenes udbrud mellem elementalerne.

_________________________________

[1] Der henvises til The Seven Principles of Man af Annie Besant.

[2] Mayavirupa er betegnelsen for “illusionslegemet”. Det defineres nogle gange som æterlegemet og andre gange som mentallegemet.

[3] Elementaler er halvbevidste eller bevidste ikke-menneskelige væsener og kræfter af forskellige grader i naturen. Man skelner mellem naturlige elementaler – de såkaldte naturånder – og kunstige elementaler, som kun har midlertidigt liv.

[4] A.P. Sinnett: The Occult World, p. 100

_________________________________