Demokratiet har den væsentlige fordel, at det giver mulighed for konkurrence om den politiske magt, og misbrug af denne magt kan føre til udskiftning af den politiske ledelse. Men bortset fra det, er der ikke meget, der tyder på, at det repræsentative demokrati er en særlig effektiv organisation til forvaltning af samfundet.

Demokratiets begrænsning udtrykkes lidt bramfrit af Annie Besant. Hun sagde:

”− at demokrati er baseret på den misforståelse,

at hvis man ganger uvidenhed

med et tilstrækkeligt stort tal,

bliver resultatet visdom.”

Demokrati er utvivlsomt det bedste system i menneskehedens nuværende udviklingsperiode, men demokrati har mange begrænsninger. Vælgernes indflydelse er eksempelvis begrænset til et kryds, og det giver ikke mulighed for at udtrykke de egentlige ønsker til samfundets udvikling.

Flere og flere mennesker har i dag et åndeligt livssyn baseret på åndsvidenskabelige principper, men intet parti har dette livssyn på dagsordenen. Denne livsholdning kan man ikke markere på valgdagen – og det gælder desuden mange andre principielle holdninger.

Samtidig bygger det politiske system på en ensretning, der langsomt er ved at forsvinde. Partipolitikken virkede da mennesker var en slags flokdyr. Dengang søgte man tryghed i flokken ved at mene det samme som den. Og flokkens mening var de politiske lederes mening. Man var med andre ord autoritetstro. Partiets holdninger og værdier var vælgernes holdninger og værdier, og derfor bakkede man partiet op uanset hvad. Dengang var man styret af følelser som…

• angsten for at skille sig ud
• behovet for tryghed
• styrken ved at være mange (solidaritet)

Vælgerne var primært styret af følelser. De var astralt polariserede. Følelsen af tryghed ved at acceptere andres tanker og værdier var vigtigere end egne tanker og ideer.

Men i dag begrunder færre og færre en partipolitisk holdning med ”solidaritet”. I dag er flere og flere mere bevidste i deres valg. Flere og flere bliver gradvis mentalt polariserede. Det betyder, at man sætter spørgsmål. Man søger svar inde i sig selv. Man tror mere og mere på egne overbevisninger og holdninger end de skræddersyede værdier. Man er mindre ensrettet. Man er mindre autoritetstro.

Det betyder, at man sætter kritiske spørgsmålstegn ved politikernes tanker og ideer. Man tror ikke på udtalelser, bare fordi de kommer fra en minister. Man er begyndt at tage ansvaret for egne meninger og holdninger. Og meninger og holdninger kan ikke længere lægges i en enkelt kasse med en bestemt partifarve. Flere og flere tillader sig at have meninger, der går på tværs af gamle partiskæl. Dette mentale ”oprør” har fået stærk indflydelse på det politiske liv, og det har skabt en politisk krise:

• Vælgertilslutningen er blevet ustabil. (Ca. 25% af vælgerne skifter parti fra valg til valg).
• Antallet af partier er væsentligt forøget.
• De politiske partier mister medlemmer. (De gamle partier er blevet mere end halveret siden 60´erne, og nye partier har meget få medlemmer).
• Befolkningens engagement i kommunalpolitik er meget begrænset.

Udviklingen viser, at færre og færre henter deres identitet og deres livsholdninger i det partipolitiske system. Og det betyder naturligvis, at de henter den et andet sted.

En væsentlig årsag er, at politikerne ikke har evnen til at takle en nulvækstsituation. Derfor opstår der et stadigt misforhold mellem borgernes behov og det, systemet tilbyder. De politiske partier taler ikke længere om langsigtede mål. De store og langsigtede visioner er væk. Politikerne reagerer på udviklingen i stedet for at præge den, for politisk succes går via evnen til at opfange dagsaktuelle nationale stemninger. Politikerne er blevet en slags ”sagsbehandlere”.